Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Normanner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landet, men for at kunne true Landene ved
at sejle op ad Floderne endog ved Vintertid.
Saaledes grundlægger de c. 840 Dublin i Irland;
samtidig sætter de sig fast paa forsk. Steder
i Friesland samt paa Øen Noirmoutiers i Loires
Munding; 850—851 overvintrer Vikingerne for
første Gang paa Øen Thanet i Themsens
Munding, og samtidig tog de Vinterlejr i
Seine-Landet, hvor Plyndringen først var rigtig
begyndt i det forudgaaende Tiaar. Vikingernes
Dristighed og Held øgedes ved Frankerrigets
opløste Tilstand; stundom udgik Togene endog
fra de danske Konger selv, som Gudfred, der
810 lod hærge paa Friesland, og Haarik, der
845 ødelagde Hamburg; men for det meste stod
dog Vikingehærene under selvstændige
Høvdinger. Bl. disse træder kort efter Aarh.’s Midte
navnlig Regner Lodbrog’s Sønner frem,
hvoriblandt Bjørn Jærnside, Ivar Benløs, Ubbe og
Halvdan samt den kendte Hasting. Under disse
Anførere vovede Vikingerne sig ikke alene til
Spanien, der allerede 844 var blevet hjemsøgt
af en VikingefLaade, men ogsaa 859—861 helt
ind i Middelhavet, hvor de plyndrede paa
Spaniens, Sydfrankrigs, Italiens og Marokkos
Kyster. Disse Langfarter gentoges dog ikke i den
flg. Tid, som derimod udmærker sig ved en
større Koncentrering af Vikingehærene til
enkelte store Formaals Opnaaelse; i England
optræder N. fra nu af ligefrem som Erobrere,
der ved 865 satte sig fast i Østangel, hvorfra de
fejdede mod Northumberland, hvis to Konger
Ella og Osbryht blev slagne og faldt (867). Kort
efter (870) dræbte de Østangels Konge Edmund,
der snart vandt Helgendom bl. Angelsachserne.
I de flg. Aar truede N. med at erobre hele
England; Halvdan sad 871—872 som Herre i
London, og Vikingerne, der for en stor Del
optraadte til Hest, hærgede vidt og bredt. Men da
lykkedes det Angelsachsernes store Konge
Alfred efter nogle sørgelige Trængselsaar at slaa
Vikingernes Hovedstyrke, der anførtes af Kong
Gudorm, ved Ethandun i det sydvestlige
England (878). Vikingerne tilbød nu Forlig, der
kom i Stand paa Vilkaar af, at de fik beholde
den nordlige og østlige Del af Riget
(Northumberland, Østangel og det meste af Mercia),
medens Alfred bevarede de sydlige og vestlige
Landskaber for Angelsachserne. Da Alfred i de
flg. Aar traf kraftige og kloge Foranstaltninger
mod Vikingerne, gik disses Hovedhær over til
Frankrigs Nordkyst og Nederlandene, hvor de
hærgede frygtelig. Det hjalp ikke synderlig, at
den unge1 franske Konge Ludvig vandt en
glimrende Sejr over dem ved Saucourt i
Nordfrankrig (881); i de flg. Aar drog andre Skarer langt
op ad Rhinen og Maas, plyndrede Köln og
Aachen, ja trængte helt op til Trier. Den tyske
Konge Karl den Tykke søgte kun Forlig med
N., der fik Penge udbetalt for at drage bort, og
af hvis Høvdinger Kong Gudfred lod sig døbe
og modtog Forleninger i Friesland. I de flg. Aar
forlagde den store Vikingehær sin Virksomhed
til Seine-Landet og trængte 885 op til Paris,
men mødte her tapper og udholdende Modstand,
og en berømt Belejring begyndte. Da Strømmen
rev en Bro over Seinen bort, trængte N. forbi
Staden og plyndrede i Landet om den øvre
Seine; men Byens Modstand, der lededes af
Grev Odo og hans Broder Robert, formaaede
de ikke at bryde; den nævnte Karl, der ogsaa
havde faaet Frankrig under sig, kom til Stede
med en Hær, men i Stedet for at kæmpe købte
han Vikingerne bort med Penge og gav dem
Vinterkvarter i Burgund. Disse Aar betegner
dog Kulminationen af Vikingernes Hærgetog paa
Fastlandet; Skarerne udtyndes langsomt; ved
Löwen i Nederlandene vandt den tyske Konge
Arnulf en glimrende Sejr over dem (891), og
selv om denne Sejr ingen varig Bet. fik, blev
Anfaldene paa Nederlandenes og Frieslands
Kyster efterhaanden sparsommere. Vikingernes
Hovedstyrke ved Seinens nedre Løb samlede nu
sin Energi paa det samme Formaal, som delvis
var naaet i England: at vinde Landet og
bebygge det. N.’s Kolonisation af dette Land fik sin
officielle Anerkendelse, da deres Høvding Rollo
911 fik det til Len af Karl III af Frankrig og
antog Kristendommen. Det blev efterhaanden
alm. at benævne Landet efter dets ny
Indbyggere, og dets Udstrækning regnedes snart fra
Byen Eu i Øst til Bretagnes Grænse i Vest.
Medens Hovedbestanddelen af de N., hvis
Skæbne vi hidtil har omtalt, maa have været
Danske (i Forbindelse med et betydeligt Antal
Nordmænd og et mindre Antal Svenske), havde
Nordmændene foruden Færøerne og Island
koloniseret Øerne om Skotland samt en stor Del af
Skotlands og Irlands Kystlande. De Svenskes
Hovedstyrke havde derimod vendt sig mod Øst,
og ligesom i Vesteuropa indskrænkede disse N.
sig efterhaanden ikke til Hærgninger, men gik
over til Erobring og Statsdannelse. N. kaldtes
af de finske og slaviske Folk i disse Egne Rus
(jfr det svenske Navn paa Uplands
Kystdistrikter, Roslagen), og det var Nordboen, Rurik
(Rørek), der ved Midten af 9. Aarh. grundlagde det
russiske Rige i Novgorod (Holmgaard).
Dette Rige (Gardar, Gardarige) udvidedes af hans
Efterfølgere mod Syd, og efterhaanden blev
Kijev dets Centrum. Paa deres videre Tog i
disse Egne stødte N. sammen med baade
Grækere og Arabere. Navnet Rus gik efterhaanden
over til ogsaa af betegne den slaviske
Hovedmasse af Rigets Befolkning. Se i øvrigt
Rusland, »Historie«.
N.’s Historie i 10. Aarh. interesserer mindre
ved de stadig fornyede Vikingetog baade mod
Vest og Øst — en vigtig Frugt af de sidste var
dog Jomsborgs Grundlæggelse i Odermundingen
— end ved de i England bosatte N.’s Kamp
for deres Uafhængighed mod det angelsachsiske
Kongedømme. Kong Alfred’s dygtige
Efterfølgere (se England, »Historie«) frarev
Nordboerne Herredømmet i det ene Stykke Land
efter det andet ved stadig at bygge ny Borge i
Grænsestrækningerne og saaledes underlægge
sig disse; og Angelsachsernes Overhøjhed over
N.’s Omraade i England, Danelag, sikredes ved
Kong Æthelstan’s store Sejr ved Brunnanburh
(937); dog hævdede Northumberland endnu en
Tid sin Uafhængighed, og her opkastede bl. a.
Erik Blodøkse sig en kort Tid til Høvding. Men
efter 980 tog Vikingetogene til England atter
Fart, og Kong Æthelred var ingenlunde i Stand
til at standse dem. I Spidsen for N. stod nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
