Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Normanner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ingen ringere end Danmarks Konge Sven samt
i nogle faa Aar tillige den norske Kongeætling
Olaf Tryggvesøn. Efter Kampen ved Maldon
(991) købte Stormændene for første Gang
Vikingerne bort med Penge (Danegæld). Snart
sigtede Togene tydelig paa Landets Erobring;
det store Mord paa Danerne 1002 kunde ikke
hindre Sven’s Planer, der 1014 gennemførtes
med Englands Erobring. Hermed begynder
Danevældens Tid i England, der varede til 1042
(se England, »Historie«).
Om Aarsagerne til denne mærkelige
Folkestrøm fra Norden ud over Europa, der med
enkelte Afbrydelser varede i over 200 Aar, kan
intet siges med fuld Bestemthed. Muligvis har
Befolkningens Tal i Norden ikke staaet i
Forhold til det dyrkede Areals Størrelse; men
ogsaa Kamp- og Byttelyst har sikkert i høj Grad
medvirket. Grunden til N.’s Held maa søges i
Spliden og Uenigheden bl. Europas Folk, som
N. i rigeligt Maal benyttede; men ogsaa i N.’s
Overlegenhed i Krigsførelsen, deres
fremragende Sømandsdygtighed, der overraskede Europa,
deres Stedsans, deres overraskende Hurtighed
i Angreb og Baadsnarhed i Fare. Under Paris’
Belejring stod N. ikke tilbage i Bygning af
sindrige Belejringsmaskiner, og talrige er
Beretningerne om de af N. anvendte Krigspuds
mod belejrede Byer. I alt Fald i anden Halvdel
af 9. Aarh. og senere dannede N.’s. Hær et
veldisciplineret Samfund under strenge
Krigslove og med godt indbyrdes Sammenhold;
Vikingernes Kvinder og Børn fulgte med Lejren,
navnlig naar ligefrem Erobring tilsigtedes.
N.’s Bet. for Europa er vanskelig at maale.
Deres Ødelæggelser satte dybe Spor, men
bidrog dog ogsaa til, at Folkene følte sig mere
solidariske mod den fælles Fjende, og var
saaledes ikke uden Bet. for Nationalstaterne
Tysklands og Frankrigs Opstaaen. Paris’ tapre
Forsvar blev et vigtigt Led i denne Bys Udvikling
hen imod at blive det fr. Riges Hovedstad, og
den Mand, hvis Navn under Belejringen var paa
alles Læber, tilhørte Frankrigs kommende
Kongeslægt. Størst og afgørende Bet. fik dog N.
der, hvor de ikke blot hærgede, men erobrede
og koloniserede. Rurik’s Grundlæggelse af det
russ. Rige var en Begivenhed af største
Rækkevidde; men her var dog N. for faa til, at der
kunde blive Tale om en virkelig Kolonisation;
en Tid lang møder man vel overvejende
nordiske Navne ved det russ. Hof, og i omtr. to
Aarh. vedligeholdtes Forbindelsen med
Stammefrænderne i Norden, men Nordboerne gik
dog efterhaanden op i det overmægtige slaviske
Folkeelement uden, som det synes, at have
tilført dette nogen særlig nordisk
Folkeejendommelighed i Sæd og Skik, Lov og Ret.
Anderledes i de vestlige Lande, der virkelig
koloniseredes af N., uden at man dog maa tænke sig
den ældre Befolkning helt udryddet. Ved N.’s
Bebyggelse af Danelag tilførtes der Englands
Befolkning en helt ny Klasse af fribaarne
selvejende Bønder i Modsætning til det
angelsachsiske Samfunds store Klasse af afhængige
Fæstebønder — et Forhold, der endnu træder
tydelig frem i Vilhelm Erobrerens store Jorde-
og Skattebog over England (Domesdaybook). En
ny Inddeling af Landet i wapentac (Navnet af
det »Vaabentag«, hvormed Beslutningerne paa
Tinge stadfæstedes) synes ogsaa at stamme fra
N.; ligesaa forsk. retslige Institutioner, navnlig
Indførelse af Nævninger. Ogsaa i Sproget
efterlod Nordboerne sig Spor, ligesom en stor
Mængde nordiske Stednavne i det nordlige og østlige
England vidner om deres Kolonisation af
Landet. N. i Danelag vedligeholdt en livlig
Forbindelse med Moderlandene og med de norske
Riger i Skotland og Irland, indtil de blev
fuldstændig kuede af Vilhelm Erobreren. Varige
Spor efterlod ogsaa Nordmændenes Kolonisation
af de skotske Øer; tidligere sygnede de norske
Kolonier i Irland hen; her satte Kong Brian i
Slaget ved Clontarf (1014) en Stopper for N.’s
Fremtrængen, hvorefter de væsentlig maatte
holde sig til de større Byer, der i øvrigt for
en stor Del netop skyldte N. deres Opkomst. —
En overordentlig Bet. for Europa fik endelig
N.’s Koloni i Nordfrankrig, Normandiet. Rollo
delte Landet mellem Høvdingerne ved
Lodtrækning og gav strenge Love. Forbindelsen med
Danmark vedligeholdtes i den flg. Tid; da der
ved Midten af Aarh. udbrød Opstand mod
Rollo’s Sønnesøn Rikard, kom saaledes Harald
Blaatand ham til Hjælp med en Flaade. Ogsaa
under de senere danske Erobringstog til
England var der Venskab mellem Danmarks
Konger og Normandiets Hertuger. N. havde bragt
nyt Liv og Røre til den af dem bebyggede
Landsdel. Ikke alene skete der stor Fremgang
i materiel Henseende, Landet opdyrkedes godt,
Trældommen forsvandt tidligere her end i det
øvrige Frankrig, og et systematisk gennemført
Lensvæsen voksede hurtig frem; men ogsaa i
aandelig Henseende voksede et nyt Liv op i
Normandiet; N. antog hurtig Kristendommen og
synes temmelig snart at have tilegnet sig den
indfødte Befolknings Sprog, skønt ogsaa her
talrige Stednavne røber deres nordiske
Oprindelse; og disse franske N. udviklede tidlig paa
fransk-national Grund en ejendommelig
Ridderkultur, parret med en Eventyrlyst, der snart
skulde give sig mærkelige Udslag.
Nogle af disse franske N. traadte i 11. Aarh.’s
Beg. i Tjeneste hos de longobardiske Hertuger i
Syditalien, og en af deres Førere, Rainulf, fik
(1030) en Del af det rige Campanien til Len
med Aversa som Hovedstad. Andre N. følte sig
tiltrukne af de eventyrlige og opløste Forhold
hernede, og under Anførsel af Vilhelm
Jærnarm og hans Brødre, hvoriblandt Robert
Guiscard og Roger, satte de sig fast i Apulien (1038),
hvorfra de fordrev Grækerne; 1053 fratog de
Paven Benevent, men udsonede sig senere med
ham og tog deres Lande til Len af ham.
Efterhaanden bredte N. sig over hele Syditalien;
Robert Guiscard førte endog Kampen med
Grækerne over i disses eget Land; andre N. under
Roger’s Anførsel erobrede Sicilien fra Araberne;
Roger’s Søn af samme Navn, opr. Greve af
Sicilien, lagde ogsaa hele Syditalien under sig
(1121) og opnaaede 1130 Kongenavn af Paven.
Franske N. havde saaledes grundlagt et Rige,
der omfattede næsten Halvdelen af Italien og
var en Faktor af stor politisk Bet. Den
normanniske Kongeslægt uddøde 194, hvorefter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
