Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oceanien - Oceanografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Juan Fernandez, opdagede Pitcairn-Øen, naaede I
Santa-Cruz-Øerne, de sydlige Salomons-Øer, der
dog ikke blev kendte som saadanne, og
Bismarcks-Øerne. Genopdagelsen af
Salomons-Øerne lykkedes dog omtrent samtidig Louis
Antoine de Bougainville, der 1768 besøgte
Tahiti, Samoa, Ny-Hebriderne og
Louisiade-Øerne og opdagede Choiseul og Bougainville af
Salomons-Øerne. Samme Aar besøgtes denne
Øgruppe ogsaa af et fr. Handelsskib under
Surville. Den, der har udrettet mest og
omtrent fuldendt O.’s Opdagelse, er dog James
Cook, der paa sine Rejser 1767—71, 1772—75
og 1776—78 gennemstrejfede Oceanet og
opdagede Tubuai-Øerne, Hervey-Øerne,
Ny-Kaledonien, Juleøen og Hawaii-Øerne (nærmere se
Cook). Paa hans anden Rejse opdagedes
Fourneaux-Øerne af hans Ledsager Tobias
Fourneaux. I 19. Aarh. er den videnskabelige
Undersøgelse af Øerne begyndt. Bl. de mest
fremragende kan nævnes Graeffe’s Undersøgelser
fra Samoa, Kleinschmidt’s fra Fidji,
Kubary’s fra Karolinerne, Palau- og
Marshall-Øerne, Hochstetter’s og Haast’s fra Ny
Zeeland.
M. V.
Oceanografi [’o-] er den Del af Geografien,
der behandler Havet, den Verden, som
strækker sig fra Havets Bund til Havets Overflade.
I samme Bet. er brugt Thalassografi, opr.
Middelhavets Oceanografi. Den falder i flere
Discipliner: Behandling af Havets Udbredelse og
Begrænsning, af Havbundens Morfologi og
Bundarter, af de fys.-kem. Forhold, Hydrografi, af
de biologiske Forhold og af Menneskets
Afhængighed af Havet.
Først efter de store Opdagelsesrejsers Tid
var der Mulighed for en Udvikling af O., og i
Løbet af de første to Hundrede Aar udgaves
en Mængde Søkort og praktiske
Sejlanvisninger; for en stor Del var de Oplysninger, der
samledes, Laugs- ell. Statshemmeligheder.
Omkring 1750 begyndte Spekulationen over
Sammenhæng og Vekselvirkning mellem
Fænomenerne og over Aarsagerne til deres Udbredelse,
d. v. s. den geogr. Behandling, men endnu til
1850 er Litteraturen om Havet næsten kun
enten Fortællinger om, iagttagne Vidunderligheder
og om mærkelige Rejser ell. Beretninger til
Vejledning for Sejladsen, der fortælles om Vind
og Strøm, samt for Fladsøens Vedkommende til
Dels om Dybde og Bundart. (Allerede 1737
havde den fr. Geograf Buache tegnet det
første Isobathekort). Bl. Forskerne fra denne
Tid fortjener Benjamin Franklin at
nævnes.
Skaberen af den moderne O. blev M. F.
Maury (1806—73), Direktør for
Marineobservatoriet i Washington. Opr. for at skaffe de for
Sejlskibene nødvendige Oplysninger om Vind-
og Strømforhold o. s. v. fik han paa den
internationale Kongres i Bryssel 1853 indført
internationale ensartede Skibsdagbøger. Disse samles
i de forsk. Staters hydr. ell. meteor. Institutter
og bearbejdes der. Dybder større end 300 Favne
var, efter Forbes’ Undersøgelser 1840—41 i
det ægæiske Hav, antaget for at være døde og
uinteressante, trods forsk. — ikke paaagtede —
Tegn paa det modsatte, som Cook, James Ross
o. a. havde fundet. Først henimod 1850
begyndte Dybhavslodningerne, men allerede 1854
kunde Maury udgive det første Dybdekort over det
nordlige Atlanterhav. Sliploddet opfandtes paa
denne Tid af Amerikaneren Midshipman
Brooke og gjorde Lodningerne langt lettere at
udføre. Planerne om Nedlægning af
Telegrafkabler gjorde Lodningerne til en Nødvendighed.
(Det første Kabel mellem Europa og Amerika
lagdes 1858). Til stor Overraskelse havde
Nordmanden Michael Sars’ Undersøgelser siden
1850 vist, at der fandtes Dyreliv paa store
Dybder. Det bekræftedes af andre Forskere, og
Optagelsen af brudte Kabler viste igen omkr. 1860
denne særegne Dyreverden, ligesom ogsaa
Englænderen Wallich i 1862 og Svenskeren
Torell i 1864. Resultaterne af nogle eng.
Dybsøforsknings-Togter paa »Lightning« 1868 og paa
»Porcupine« og »Shearwater« 1869—70 var saa
forbavsende, at den eng. Regering ofrede over
200000 £ paa Udstyrelsen af Skibet »Challenger«
til et flydende Laboratorium. Det
gennemsejlede fra Decbr 1872 til Maj 1876 alle Oceaner.
Deltagere var Wyville Thomson,
Murray, Buchanan, Moseley o. a. Men
derefter fulgte Amerika med »Tuscarora«,
»Gettysburg«, »Blake« o. a. 1873—80, Tyskland med
»Gazelle« 1874—76. Norge med »Vøringen«
1876—80, Frankrig med »Travailleur« og »Talisman«
1880—83, Italien med »Washington« og »Vettor
Pisani« 1881—85. Af senere Togter nævnes
Fyrsten af Monacos mange Ekspeditioner, den russ.
»Vitiaz«-Ekspedition under Makaroff
1886—89, den tyske »National« ell. Plankton
Ekspedition med Victor Hensen om Bord, de
østerrigske »Pola«-Ekspeditioner 1890—98,
Svenskerne Otto Petterson’s og Gustav
Ekman’s Undersøgelser, Nansen’s Drift med
»Fram« over Polhavet 1893—96, den danske
»Ingolf«-Ekspedition 1895—96, hvori Martin
Knudsen og Ostenfeld deltog, den belg.
antarktiske Ekspedition paa »Belgica« 1897—99,
den tyske Dybhavsekspedition 1898—99 paa
»Valdivia« under Ledelse af Carl Chun,
»Nero« og »Albatross« 1899—1900 fra U. S. A.
med Alexander Agassiz, den
holl.-ostindiske »Siboga«-Ekspedition 1899—1900 med
Max Weber. Aarene 1901—04 saa
betydningsfulde antarktiske Ekspeditioner fra
England, Tyskland, Sverige og Skotland. 1903—11
undersøgte de tyske Skibe »Edi«, »Stephan« og
»Planet« Oceanerne og 1904 »Albatross«
(Agassiz) fra U. S. A. Stillehavet. 1907—09 besøgte
James Murray o. a. Antarktica paa en ny britisk
Ekspedition. 1908—10 var en dansk Ekspedition
paa »Thor« i Middelhavet med I. N. Nielsen
og under Ledelse af Johs. Schmidt, 1910
saa den norske Atlanterhavsekspedition med
»Michael Sars«, hvori John Murray og
Joh. Hjort deltog, 1911 den tyske
antarktiske Ekspedition paa »Deutschland« og endelig
1921—22 den danske »Dana«-Ekspedition under
Johs. Schmidt til Sargassohavet og
Golfstrømregionen.
Paa Otto Petterson’s Initiativ afholdtes 1899
en international Kongres i Stockholm, hvor der
blev lagt Program for en international
Undersøgelse af nordeuropæiske Farvande. Dette blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
