- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
385

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Od (Naturkraft) - Odáðahraun - Odalen - Odaliske - Odda

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fuldstændig Mørke. Selv kunde han ganske vist ikke se
noget, men bl. de Personer, som bistod ham
ved Forsøgene, fandtes enkelte, som ikke blot
kunde iagttage Lys ved de kunstige Magneters
Poler, men ogsaa følte Varme og Kulde ved
Udistraalingerne og blev tiltrukne af disse. De
Personer, som var i Stand til at iagttage
Fænomenerne, kaldte Reichenbach »sensitive«, Og
den ukendte Aarsag til Fremtoningerne kaldte
han Odkraften. Videre Undersøgelser viste
ham, at O. ikke blot fandtes hos Magneter, men
ogsaa hos alle levende Væsener og alle Livløse
Genstande, der havde været udsat for Sollyset.
Da de spiritistiske Fænomener, Borddansen o.
l., omtr. paa samme Tid blev kendte, forklarede
Reichenbach ogsaa disse som Ytringer af O.
Noget andet Bevis for O.’s Eksistens end de
sensitive Personers Udsagn kunde Reichenbach
ganske vist ikke føre, men Sagen vakte
betydelig Opsigt, især da flere ansete Naturforskere
selv viste sig at være sensitive. Troen paa O.
er dog nu alm. opgivet, da alle de iagttagne
Fænomener let kan vises at være foraarsagede
ved psykiske Ejendommeligheder hos de
sensitive. Iagttagelserne skyldes i første Række
Suggestioner, som i høj Grad understøttes ved den
Overfølsomhed, der i Mørkkamret fremkaldes hos
visuelt anlagte Mennesker. (Litt.:
Reichenbach, »Untersuchungen über die Dynamide«
[1840]; »Der sensitive Mensch und sein
Verhalten zum Ode« [1854—55]; »Die odische Lohe
und einige Bewegungserscheinungen« [1867];
Büchner, »Das Od« [Darmstadt 1854];
Fechner, »Erinnerungen an die letzen Tage
der Odlehre« [Leipzig 1876]; Lehmann,
»Overtro og Trolddom« [2. Udg. 1920, Bd I,
Kap. 22]).
(Alfr. L.).

Odáðahraun [’o.da^uða’hrö^yn], en Lavaørken
i Islands Indre N. f. Vatnajökull, mellem
Floderne Skjálfandafljót og Jökulsá á Fjöllum. O.
har et Fladeindhold af 3400 km2, med alle
Udløbere og nærliggende mindre Lavastrømme
4400 km2. Denne vældige Lavamark er
frembragt ved Udbrud af over 20 Vulkaner for det
meste i forhistorisk Tid. Udsigten over O. er
vild og uhyggelig, lutter øde, kulsorte ell.
brunlige Lavaflader, der kun afbrydes af enkelte
vulkanske Bjerggrupper. Hist og her findes
Strækninger med Flyvesand og vulkansk Aske,
og i de højere Dele af Lavamarken ligger
Snepletter i Lavningerne, Horisonten begrænses i
S. af Vatnajökels Sneflader. O. ligger i
600—1200 m’s Højde o. H., og Snestorme er her
byppige endogsaa om Sommeren; alt Vand
opsuges af den porøse Lavabund, og Grus og
Flyvesand blæser og stryger under de hyppige
Storme over de øde Flader. Livsvilkaarene for
Plantevæksten er derfor meget vanskelige, og
Vækstlivet er reduceret til et Minimum; enhver,
der færdes i disse Egne, maa medføre Hø til
Hestene og nogle St. ogsaa Vand. O. har indtil
for nylig været næsten helt ukendt, og i
Bygderne havde man før adskillige overtroiske
Forestillinger om store Kolonier af fredløse
Forbrydere (útilegumenn), der her skulde have
deres Tilhold i skjulte, frugtbare Dale; heraf
Navnet O. = Misgerningernes Lavamark.
Sydøstligst i O. midt i den store Bjerggruppe
Dyngjufjöll ligger Islands største Vulkan, Askja,
og SV. f. denne Lavakuppelen Trölladyngja,
der har en Højde af 1491 m og 15 km
Tværmaal; fra denne store Vulkan gaar en vulkansk
Ryg Dyngjuháls med fl. Kraterrækker mod SV.
til Randen af Vatnajökull; fra disse Vulkaner
stammer den vestlige og nordvestlige Del af O.
NØ. f. Dyngjufjöll hæver den stejle Herðubreið
sig til en Højde af 1660 m, og N. f. dette Fjeld
findes fl. Rk. af Vulkaner og Kratere, som har
bidraget meget til Ørkenens Dannelse og sendt
store Lavastrømme mod Ø., N. og NØ. De
største af de herværende Lavakupler er
Kollótta-Dyngja (1209 m), Kerlingar-Dyngja (1100 m)
og Ketil-Dyngja (950 m); NØ. f. denne sidste
findes ved Sveinagjá Kraterrækker, som
dannedes ved Udbrud i Aaret 1875. Ellers haves
kun faa og ufuldstændige, hist. Beretninger om
Udbrud i O., da disse Egne har været saa
utilgængelige, fjerne fra Bygden og lidet kendte.
Den Lavamasse, som her er vældet frem af
Jorden efter Istiden, har et Rummaal af mindst
216 Kbkilom. og vilde jævnt fordelt over
Danmark tilhylle hele Landet med et ca. 5 m tykt
Lavalag. (Litt.: Th. Thoroddsen, »Eine
Lavawüste im Innern Islands« [»Petermann’s
Mittheilungen«, 1885]; samme, »Vulkaner i
det nordøstlige Island« [»Bihang till kgl.
svenska Vet.-Akad. Handl.«, Bd. 14, Sthlm 1888];
samme, »Ferðabók« I [Kbhvn 1913]; de nyeste
tyske Skr om O., se Askja).
(Th. Th.). B. Th. M.

Odalen, se Nordre-Odal og Sør-Odal.

Odaliske (tyrk. Odalýk ɔ: Kammerpige) var
Betegnelsen for de i den tyrk. Sultans Harem
tjenende Slavinder. Af disse udtoges de
legitime Hustruer (Kadyn); de O., der var
Medhustruer, benævnedes Ikbâl (egl. Lykke); paa
det næste Trin i Haremets Rangforordning
staar Gözde (egl. i Øjesyn), en Slavinde, hvem
Sultanen har lagt Mærke til, men endnu ikke
udtaget som Favoritinde, og derefter følger saa
Kalfa (Kammerjomfru) og Halaik
(Tjenestepige); til denne sidste Klasse hører alle
Haremets Sangerinder og Danserinder og det
egl. opvartende Personale, og fra dette Trin
begynder O. som Regel sit Avancement. I
private Huse er O. Betegnelsen for den Slavinde,
der er Husherrens Konkubine; et Barn af en O.
er legitimt.
J. Ø.

Odda [’åd.a], Herred, Hardanger
Sorenskriveri, Hardanger Politidistrikt, Hardaland Fylke,
(1921) 6223 Indb., ligger omkr. Bunden af
Sørfjorden, den søndre Arm af Hardangerfjord.
Dalen, som fortsætter ret Syd fra Sørfjordens
Bund, O., til Røldal, deler Herredet i to Dele.
I den vestre Del stiger Terrainet stejlt op fra
Dalbunden til Toppen af Folgefonden, hvis Ryg
danner Grænsen mod Vest. Den højeste Top her
er Hundsøre (1634 m), Sauernuten (1220 m). I
den østre Del af Herredet stiger Terrainet
langsommere op paa Hardangerviddas Højslette og
gennemskæres af talrige Smaadale med deres
Elve og Bække. Fjeldene naar her i
Møifaldskarene 1240 m. Solfonn og Solnut har en Hætte
af evig Is og Sne. Især i denne østre Del er der
mange Vande, hvis Afløb styrter sig brat ned
mod Havet. Mest bekendt er
Skjeggedalsvasdraget, som har sit Nedslagsdistrikt paa Vidda,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:00:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/18/0413.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free