Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oddsen, Gunnlaugur - Oddsson, Rafn - Oddur Einarsson - Oddvar, August - Ode - Odeion - Odel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Landaskipunarfræði (Kbhvn 1821—27, 1. Bd’s 1. Del var
dog forfattet af et Par andre Islændere). Dette
Arbejde, der ledsagedes af flere Kort, var for
sin Tid særdeles fortjenstfuldt. O. forfattede
ogsaa en lille dansk-isl. Ordsamling (et Slags
Fremmedordbog), trykt i Kbhvn 1819.
F. J.
Oddsson, Rafn (Hrafn), se Hrafn
Oddsson.
Oddur Einarsson, se Einarsson, O.
Oddvar, August, norsk Skuespiller, f. i
Kria 1. Aug. 1877, debuterede paa
Nationalteatret 1899 som Otar Birting i »Sigurd
Jorsalfar«, og har siden været knyttet til dette
Teater, hvor han med fremragende Talent har
udført en lang Række bærende Roller, baade
lyriske og Karakterroller i moderne og klassisk
Repertoire. Af Ibsen-Roller særlig Rosmer, Dr.
Rank, Osvald og Bygmester Solness, af
Bjørnson-Roller Elias (»Over Evne«;, I—II), Rizzio
(»Maria Stuart«), Stener (»Daglannet«), af
Heiberg-Roller Haller (»Det store Lod«) og Evensen
(»Kærlighed til Næsten«) — desuden »Ruy
Blas«, Orlando i As you like it, Posa i »Don
Carlos«. Gjorde stor Lykke i Berlin og Kbhvn
1907 som Deltager i Fru Dybwad’s Ibsen-Turné,
særlig som Osvald.
E. S-n.
Ode (gr.) betød opr. hos Grækerne og
Romerne Sang og senere den lyriske Sang. Nyere
Sprogbrug begrænser Begrebet O. til den lyrisk
begejstrede Sang, der besynger ophøjede
universelle, etisk-religiøse og verdslige Ideer og
Magter (som Konge, Fædreland, Naturmagter, naar
de opfattes som verdensbeherskende, ogsaa
store Følelser som Kærlighed, Frihed o. l.). O.
er nær beslægtet med Hymnen, hvis Emne er
Gud ell. guddommelige Handlinger, og med
Dithyramben, det begejstrede Udtryk for den
jordiske Fryds jublende og stormende
Nydelser; Grænsen mellem disse Former af den
ophøjede Lyrik er temmelig flydende. Formen for
O. (som for Hymnen) er den patetiske, fri,
dristige, oftest rimløse Rytme, Hyperbler og
mægtige Billeder, der svarer til den storslaaede,
højstemte og stærkt sindsbevægede Fantasi, som
besjæler den. — Beundringen for Horats førte
O. ind i den nylatinske Digtning i 15. og 16.
Aarh., og fra Italien fik den Indgang i alle
nyere Litteraturer, i Frankrig ved J. B.
Rousseau, i England ved Dryden og Pope, i
Tyskland især ved Klopstock og hans Efterlignere, i
Danmark ved Ewald.
Cl. W.
Odeion (gr.; lat. Odeum) var i Oldtiden
Navnet paa en Slags Teater, som i Modsætning
til de alm. Teatre var overdækket og desuden
ogsaa betydelig mindre, og som brugtes til
musikalske Forestillinger. I Athen byggede
Perikles et O.; langt pragtfuldere var dog det,
som senere opførtes af Herodes Attikos, og
hvoraf en stor Del er bevaret (se Athen, S.
314). Lgn. Bygninger fandtes i mange andre
gr. Byer. I Rom blev det første O. bygget af
Kejser Domitian. I den moderne Tid bruges
ogsaa jævnlig O. som Benævnelse for et Koncert-
ell. Forlystelseslokale.
H. H. R.
Odel [’o.dəl], et norsk familieretligt
Landboretsinstitut, der imidlertid har haft
nærbeslægtede Paralleller i andre germaniske
Lande. Oldn. óðal, oldsv. og dansk oþal,
oldhøjtysk uodal, oldsachsisk odil, angelsachsisk êðel
(i Middelalderens Latin ved Bogstavomkastning
allodium), betegner egl. kun fuld, selvstændig
Jordejendomsret; men da saadan i den
germanske Verden opr. var en Familieret, der
samlet tilkom de i Formuefællesskab levende
nærmeste Slægtninge, blev O. Benævnelsen for
denne Ætteejendomsret i dens forsk.
Anvendelser og Reminiscenser. Genstand for Odelsret
var i Norden opr. kun dyrket Mark, og det er
denne, som egl. betegnes med Ordet óðal (det
bedste, jfr aðal om Kerneveden i et Træ).
Det er saaledes Dyrkningen, som er
Grundlaget for Ættens Særeje til »Odelen«. Analogisk
overførtes Begrebet paa Kongeættens Retskrav
paa Riget, efter at dette i Norge var blevet
arveligt. Ved Opløsningen af det ældgamle, i
Norge blot forhistoriske
Familieformuefællesskab gik det enkelte Ættemedlems
Medejendomsret til Jorden over dels til en Arveret for
de til Deltagelse i Arveskiftet berettigede, især
mandlige Slægtninge, dels til en Forkøbsret i
Tilfælde af Gaardens Salg, ledsaget af en
Løsningsret, naar den ikke var bleven »lovbudt«
de forkøbsberettigede. Paa sidstnævnte afledede
Rettigheder overførtes i Norge efterhaanden
Benævnelsen O. (i Sverige sammenfattedes de
under Navnet »Bördsret«); men samtidig
vedblev man dog ogsaa at betragte Forholdet saa,
at det var i Kraft af sin O., en Jordejer besad
sin arvede Ættegaard, og naar det hurtig synes
at være blevet Regel, at ældste Søn overtog
Gaarden, og at der kun, hvor der arvedes flere
Gaarde, ogsaa tilfaldt de yngre Sønner en
saadan i deres Tur, saa var denne senere saakaldte
»Aasædesret« ligeledes et Udslag — og det netop
det hyppigste, mest praktiske — af O. og fandt
da ogsaa lige til Christian V’s Norske Lov kun
lovlig Anvendelse paa Odelsgods. En Afledning
af O. var det derhos, at en odelsberettiget
(»Odelsmand«) iflg. de ældre Love havde
Fortrinsret fremfor en ubeslægtet til i Tilfælde at
leje en Ætten tilliggende Odelsgaard.
I den nævnte Bet. af alm. Ejendomsret til
arvet Jord forekommer Ordet O. oftere i de
ældste norske, til Dels ogsaa i de gøtisk-svenske
Love. Mest bekendt er denne Anvendelse af
Ordet dog bleven ved Beretningen om, at
Norge’s første Enevoldskonge, Harald Haarfagre,
»fratog Bønderne deres O.«. I Virkeligheden
gjorde han ingenlunde dette. Men da han
paalagde saavel Jordbruget som andre Næringer
Skatter, opfattedes det af den til saadant uvante
Befolkning, som om han krævede Lejeafgifter
af Land og Strand og altsaa selv tilegnede sig
Ejendomsretten (»O.«) til al Grund. Den under
Sønnen Haakon Adelstensfostre stedfundne
»Gengivelse af O.« til Bønderne vil derfor
omvendt sige, at Kongedømmet opgav Retten til
at paalægge Skatter, som Bønderne ikke selv
paa deres Tinge havde vedtaget. I denne
offentligretlige Anvendelse blev »O.« følgelig det
ældste Udtryk for Folkets Selvbeskatningsret og,
hvad man senere vilde kaldt, dets
»konstitutionelle« Frihed. (Denne Fortolkning af Sagaens
Ord er dog omstridt, Abs. T.).
Medens O. som sagt opr. maa have knyttet
sig til al arvet Jord, medførte den udpræget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
