Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Odel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
aristokratiske Retning, hvori de norske
Samfundsforhold fra Vikingetiden af udviklede sig,
at der snart opstilledes strengere Vilkaar for
O.’s Erhvervelse. Dette hang igen sammen
med, at det ansaas som et personligt Fortrin at
tilhøre en med Odelsejendomme udstyret
(»odelsbaaren«) Æt. O. blev følgelig et blandet
formue- og personretligt Institut, der stillede
Ættens Medlemmer i en højere Rangs- og
Retsklasse end andre Bønder. Som Betegnelse for
en odelsbaaren Mand brugtes til Dels »Hauld«
(se Hold). 4—6 Generationers uafbrudte
Besiddelse er de ældre Loves Vilkaar for
Erhvervelse af O.; Landsloven af 1274 føjer desuden
som et andet Alternativ et Tidsrum af 60 Aar.
Imidlertid tør disse Bestemmelser for saa vidt
have været af mindre praktisk Vigtighed, som
der foreligger stærke Antydninger af, at de
odelsbaarne Ætter allerede tidlig skilte sig ud
fra den menige Almue som en aristokratisk
Kreds, der kun rent undtagelsesvis afhændede
sit engang erhvervede Odelsgods uden gennem
Nedarvning, Døtres Udstyr ell. Gave til Kirken,
og hvori ny Ætter derfor omtr. var udelukkede
fra at rykke op. Efter som de gl. Familier mere
og mere smeltede sammen, samlede sig da ogsaa
Landets Jordegods, foruden hos Kirken og
Kongedømmet, i voksende Komplekser hos et
stedse mindre Faatal af rige og højfornemme
Ætter, ved hvis Uddøen de for en stor Del gik
over til indgiftede Udlændinger, især danske
Adelsmænd. Til denne for Riget og dets
Landboforhold lidet gunstige Udvikling bidrog
vistnok Lovgivningen om O. ogsaa sit. Medens
dennes Tyngdepunkt hidtil havde ligget i
Lovbydelsen og de odelsberettigedes Forkøbsret, indførte
nemlig Landsloven en Adgang for de
odelsberettigede til at unddrage sig Lovbydelsens
præskriberende Virkning ved at lyse Pengemangel
ell. visse andre Forfald, og da disse lovlige
Hindringer ved Lysningens Gentagelse hvert 10.
Aar kunde holdes virksomme, saa længe
Gaarden ikke ved 60 Aars Hævd var bleven O. i
Køberens Æt, kunde den ny Ejer og hans
Efterfølgere altsaa i Løbet af dette Tidsrum naar
som helst risikere at blive Gaarden berøvet ved
Indløsning. Fra en Forkøbsret gik O. saaledes
fra nu af praktisk set over til en Løsningsret,
der maatte bevirke, at Købere yderligere
betænkte sig paa at byde paa Gaarde, tilhørende
en Odelsæt. Christian IV’s Norske Lov
forkortede dog Hævdstiden til 30 Aar ell. 3
Generationer, Christian V’s til 20 Aar uden Gentagelse
af det andet Alternativ. I 18. Aarh. hævede der
sig endelig stærke Røster mod det hele Institut
som stridende mod sunde landboretlige
Principper. Dette ledede til, at der fra
Lovgivningens Side forsøgtes en Omdannelse af O. Der
udkom imidlertid alene en af Stampe redigeret
Frd. af 14. Jan. 1771, som forhutlede det hele
Emne, idet den satte Indløsningstiden, 15 Aar,
længere end Hævdstiden, 10 Aar, og følgelig
fremkaldte den Retskollision, at to Familier
samtidig kunde være odelsberettigede til
samme Gaard. Dette rettedes ved den af
Colbjørnsen forfattede Frd. 5. Apr. 1811, der forkortede
Løsningstiden til 5 Aar. L. af 28. Septbr 1857
nedsatte den sluttelig til 3 Aar. For øvrigt er
den gældende Hovedlov om O. af 26. Juni 1821.
Den ordnede Takster og Procesformerne samt
afskaffede Lovbydelsen og Lysning af Forfald.
Ogsaa i Formen blev O. herved en ren
Løsningsret. Ligeledes havde dens sociale Bet. paa ny
skiftet. Den i det norske Jordbrug siden Slutn.
af 17. Aarh. stedfundne stærke Overgang fra
Lejlændinger (se Bygsel); til Selvejere gjorde
atter O. til en for Bøndernes store Mængde
opnaaelig Rettighed. Samtidig havde 18. Aarh.’s
vaagnende Interesse for Naturliv og personlig
Frihed afsat en af sine mest fremtrædende
Frugter i »Bondedyrkelsen«, og denne fandt,
ikke uden al Grund, i den norske »Odelsbonde«
en værdig Genstand for sit Sværmeri. Norske
og danske Forfattere (Holberg, Tyge Rothe,
Edv. Storm, J. N. Brun o. fl.) kappedes om paa
Prosa og Vers at prise hans Art og Egenskaber,
og den ældgamle Betragtning, at den i Norge,
selv under Enevælden, opretholdte
Samfundsfrihed dybest hvilede paa O., d. e. paa Bondens
fri, sikrede Selvejendomsret til sin Jord,
genopfriskedes. Intet Under derfor, at man ogsaa
i Grundloven af 1814, hvis Hovedkoncipist, Chr.
M. Falsen, selv var O.’s begejstrede statsretlige
Forsvarer, sørgede for at optage en
Bestemmelse (§ 107), der forbød at ophæve Odels- og
Aasædesretten. Dog har der ogsaa senere stadig
gjort sig gældende en i modsat Retning gaaende
Opfattelse, iflg. hvilken O. ikke passer ind i de
moderne Landboforhold, idet Løsningsretten
formenes at hindre Jorden fra at komme paa
de Hænder, som økonomisk er bedst i Stand til
at udnytte den, og derhos ofte kun anvendes i
Pengeudpresningsøjemed, medens omvendt den
Ejendommen tilliggende Skov er udsat for at
udhugges af den Køber, der forudser at maatte
vige for Ode Ismanden. Ligeledes giver
Odelstaksationerne, der fastsætter
Løsningssummernes Størrelse, ofte Anledning til Retstvister om
Lovens rigtige Anvendelse. Ønsket om at se
O. afskaffet er derfor gentagne Gange kommet
til Udtryk. Navnlig forelaa der paa Stortingene
1848 og 1851 private, 1854 og 1857 kongelige
Forslag til Ophævelse af Grl.’s § 107 uden dog
at opnaa fornøden kvalificeret Stemmeflerhed.
For Stortinget 1906—07 blev af den norske
Regering fremsat Forslag til ny Lovbestemmelser
om Odelsretten, hvorefter bl. a.
Odelshævdstiden skulde forlænges fra 20 til 30 Aar og
Løsningstiden nedsættes fra 3 til 2 Aar.
Lovforslaget vandt imidlertid ikke Stortingets Bifald; der
vedtoges alene en Del Forandringer i de
gældende Regler, særlig om Odelsfrihed for visse
Ejendomme. Saaledes bestemmer Loven, at
Grund til Anlæg af Bjergværker, Fabrikker o. a.
industrielle Anlæg med al den Jord, som
skønnes ogsaa under Hensyn til fremtidig Udvidelse
at burde være forenet med Anlægget, herunder
indbefattet Grund til Boliger for dettes Ejer,
Tjenestemænd og Arbejdere, ikke skal være
Genstand for Odelsløsning. Dog tilkommer
Fritagelsen ikke Anlæg for Forædling af Jord ell.
Skovbrugsprodukter, som efter deres
Beskaffenhed, Størrelse ell. øvrige Forhold maa anses
som Tilbehør til den Jordejendom, hvor
Anlægget er beliggende. Særskilt matrikulerede
Hustomter, hvor der bygges Beboelseshuse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
