- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
405

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - odi profanum vulgus et arceo - odium - odiøs - Odland, Sigurd Vilhelm - Odo - Odoacer - Odojev - Odol - O'Donnell

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


odi profanum vulgus et arceo (lat.), »jeg
afskyer den uindviede Hob og forbyder den
Adgang«, Citat efter Horats (Oder III, 1,1).
H. H. R.

odium (lat.), Had, Uvillie.

odiøs (lat.), forhadt, modbydelig, ulidelig.

Odland, Sigurd Vilhelm, norsk Teolog,
f. i Bergen 5. Decbr 1857, Student 1875, cand.
theol.
1879, Universitetsstipendiat i Teologi 1883,
1889 Dr. theol. paa Afh. »Jakobs Brev til de tolv
Stammer i Adspredelsen, indledet og fortolket«,
1894 Prof. i nytestamentlig Eksegese ved Kria
Univ. Fra dette Embede tog han Afsked 1906
som Protest mod dem liberale Teolog Johannes
Ording’s Udnævnelse til Prof. i systematisk
Teologi (se hans i Anledning af denne Sag
udgivne »Redegjørelse til Trosfæller i den norske
Kirke«). Ved Oprettelsen af
Menighedsfakultetet 1907 blev han dettes første Lærer i
nytestamentlige Fag, men traadte 1916 tilbage p.
Gr. a. Uoverensstemimelse med Kirken ang.
Kvindens Stilling i Menigheden, og har senere
været Lærer ved Kinamissionsforbundets Skole
i Aker. O. blev 1891 den første Formand for
det »Norske lutherske Indremissionsselskab«,
var 1900—09 Medredaktør af »Luthersk
Kirketidende« og 1900—05 Medudgiver af »Norsk teol.
Tidsskrift«, ligesom han har været Medarbejder
ved den ny Overs. af det Ny Test. (af 1905).
Bl. hans Skr, der vidner om betydelig Lærdom
og dialektisk Færdighed, kan foruden de
allerede omtalte nævnes »Kristofer Janson og det
Nye Testamente« (1886), »Apostolatets Begreb og
Oprindelse« (1899), »Det Nye Testamentes Tekst«
(1917) og »Den nytestamentlige Kanon« (1922).
Wt. K.

Odo [’o.-] ell. Eudo, Greve af Paris, senere
Konge af Frankrig (887—898). O.’s Fader
Robert den Stærke var falden mod Normannerne
(866), selv vandt han Berømmelse ved sit tapre
Forsvar af Paris mod dem (885). Paa Grund
heraf blev han to Aar senere, da Vestfrankerne
afsatte den uduelige Karl den Tykke, udraabt
til Konge. Dog havde han at kæmpe baade med
Normanner og med oprørske Vasaller, og 893
blev den retmæssige Tronarving, Karl (den
Skaldede), opstillet mod ham. Skønt O. søgte
Hjælp hos Kong Arnulf og paa en Maade tog
sit Land til Len af ham, maatte han dog dele
Landet med sin Medbejler. Snart efter døde
han (898). Han var den første fr. Konge af det
Hus, der senere kaldtes Capetingerne.
(J. L.).

Odoacer (Odovakar), en Germaner af
fornem Byrd, kom omtr. 470 til Italien og blev
optagen i den kejserlige Livgarde. Da Gardens
Fører Orestes, som havde sat sin Søn Romulus
Augustulus paa den romerske Kejsertrone,
vægrede sig ved at uddele 1/3 af Jorden i Italien
til de germanske Tropper, rejste de sig til
Opstand under O.’s Ledelse. Orestels blev
indesluttet i Pavia og, efter at denne By var bleven
erobret, fanget og dræbt af O., som derefter
antog Titel af Konge uden dog at anlægge de
kejserlige Insignier, hvorimod Romulus
Augustulus blev afsat (476). Da Italien nu for
bestandig var kommet under Barbarernes
Herredømme, regner man fra dette Tidspunkt Oldtidens
Afslutning. O. blev ganske vist anerkendt som
Italiens Herre af den østromerske Kejser
Zenon og modtog af ham Titel af Patricius, men
regerede faktisk ganske selvstændig. Han
udvidede 481 sit Herredømme over Dalmatien og
førte senere ogsaa en heldig Krig ved Donau. I
Italien foretog han den Jorduddeling, som de
germanske Tropper havde forlangt, men i
Landets Forvaltning foretoges der i øvrigt ingen
Forandringer af Betydning. 488 blev han
angreben af Østgoterne, som trængte ind i
Italien under Anførsel af Theodorik. Efter at O.
havde lidt fl. Nederlag, maatte han Indeslutte
sig i Ravenna, hvor han blev belejret i tre Aar.
Da han endelig maatte overgive sig, dræbte
Theodorik ham med egen Haand (498).
H. H. R.

Odojev [a’dåjif], By i Storrusland, Guv. Tula,
ligger ved Klevenkas Udløb i Upa og har
Handel med Korn, Hamp, Kvæg, Talg og Honning
samt Frugtavl. 5000 Indb.
N. H. J.

Odol, et Arkanum, der benyttes som Tand-
og Mundvand, bestaar af Salicylsyre, Saccharin
og Pebermynteolie opløst i Vinaand.
E. K.

O’Donnell [ou-’dånə£], en gl irsk Adelsslægt,
som i 17. Aarh. maatte flygte til Udlandet, og
hvoraf der endnu findes Grene baade i
Østerrig og Spanien. 1) Carl O’D. (1715—71),
østerr. Ryttergeneral i Syvaarskrigen, fik 1760
i Slaget ved Torgau Overanførselen, da Daun
var blevet saaret. 2) Maximilian O’D.
(1812—95) var 1853 Oberst og Adjutant hos
Kejser Frants Josef; han reddede dennes Liv fra
det Mordforsøg, der rettedes imod ham 1853,
og blev til Løn ophøjet i Grevestand.

3) Af de spanske O’D. var Enrique O’D.
(1769—1834), der tog virksom Del i
Frihedskrigen imod Napoleon I; han sejrede 1810 ved La
Bisbal og vandt derved Grevetitel af Abisbal.
Han var 1812 en kort Tid Medlem af
Regentskabet, men medvirkede 1814 til Enevældens
Genoprettelse. 1818 sendtes han til Cadiz for at
organisere de Tropper, der skulde sendes til
Sydamerika; han blev indviklet i
Officerssammensværgelsen, der vilde genoprette den fri
Forfatning, angav den vel til Kongen, men
undertrykte den kun paa Skrømt, idet han snildt
bar Kappen paa begge Skuldre. Han sluttede
sig ogsaa straks til Riego’s Opstand Jan. 1820;
men da det 1823 gjaldt at værge Forfatningen
imod den fremtrængende fr. Hær, viste han en
saa forræderisk Adfærd, at hans Soldater tvang
ham til at opgive Kommandoen. Han drog
derefter til Frankrig, lige mistænkt af alle Parter.

4) Leopold O’D., foreg.’s Søn, f. 12. Jan.
1809, d. 5. Novbr 1867, blev allerede 1834 Oberst
og kæmpede med Held imod Karlisterne; han
slog 1839 Cabrera ved Lucena og vandt derved
Titel Greve af Lucena. Som ivrig Tilhænger af
Enkedronning Christine søgte han 1840—41 at
føre hende tilbage til Spanien og blev 1843 efter
Espartero’s Fald Guvernør paa Cuba, hvor han
tjente en fyrstelig Formue ved at se gennem
Fingre med Slavehandelen. 1848 kaldtes han
tilbage og blev Generaldirektør for Fodfolket
indtil 1851; han hørte derefter i Senatet til
Oppositionen imod den voksende Reaktion og
skulde derfor i Jan. 1854 forvises til de
canariske Øer. Han holdt sig skjult i fl. Maaneder,
indtil Folkestemningen var bleven tilstrækkelig
ophidset, og rejste Oprørsfanen, sejrede ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:46 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0435.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free