Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oenothera - Oenotheraceæ - Oesophagus - Oesten, Theodor - Oeuil - Oeuil-de-bœuf - O. F. - Ofanto - Ofeltes - Ofen - Ofenlak - Offenbach - Offenbach, Jacques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med store hvide Blomster; O. Drummondii
Hook, Nordamerika, 50—60 cm høj med
bleggule Blomster; O. Lamarckiana Ser.,
Nordamerika, 1 m høj med meget store, gule Blomster.
Disse er alle toaarige, men dyrkes i Reglen
som enaarige; Frøet saas i Potter i Apr., og de
unge Planter udplantes i Maj. O. Fraseri
Pursh. og O. missouriensis Sims. er Stauder fra
Nordamerika med gule Blomster; den første
formeres ved Deling, den sidste ved Frø, som
saas i Juni—Juli, de unge Planter prikles og
overvintres frostfrit.
(L. H.). P. F.
Oenotheraceæ [ø-te-], se Natlysfamilien.
Oesophagus [ø’sofagus], se
Tarmkanalen.
Oesten [’ø.stən], Theodor, tysk Musiker
(1813—70) var en i sin Tid yndet og frugtbar
Komponist af »Salonmusik«.
W. B.
Oeuil [ö.j], Øje, kaldes enhver rund eller
oval Aabning i en Bygning, anbragt i Højden
for at skaffe Lys og Luft. Derfra stammer
Benævnelsen O. af den runde Kuppelaabning i
Pantheon og i den store Sal i Agrippa’s Bade
i Rom, ligesom Udtrykket senere er anvendt
paa samme Maade for mange mindre
Bygningers Vedk.
(E. S.). C. B-r.
Oeuil-de-bœuf [’ö.j-d-böf] (fr. af oeuil, Øje
og boeuf, Okse), egl. Okseøje, er et rundt eller
ovalt Tagvindue. Hofkavalerernes Ventesal i
Versailles var forsynet med et saadant og
kaldes derfor O.-d.-b., hvoraf Udtrykket Chronique
de l’ o. d. b. kommer som Benævnelse for en
Skandalehistorie, navnlig fra Hoffet i Versailles
(E. S.). C. B-r.
O. F., Forkortning for Odd Fellows.
Ofanto (lat.), Aufidus, Flod i Syditalien,
udspringer i Apenninerne og falder i
Manfredonia-Bugten efter et Løb paa 130 km.
C. A.
Ofeltes var efter et gr. Sagn Søn af Kong
Lykurgos i Nemea og hans Hustru Eurydike.
Da de 7 Fyrster, som drog mod Theben under
Adrastos’ Anførsel, kom til Nemea og slog Lejr
her, forlod den lille O.’s Vogterske ham for at
vise Krigerne Vej til en Kilde; en stor Slange
dræbte da Barnet, medens det var overladt til
sig selv. Krigerne kaldte O. Archemoros
(»Forgænger i Døden«), højtideligholdt Barnets
Begravelse og indstiftede til dets Ære de nemeiske
Lege. O.’s Død er oftere fremstillet i antikke
Kunstværker.
C. B.
Ofen [’o.fən], se Budapest.
Ofenlak [’o.-], se Ovnlak.
Offenbach [’åfənbak], By i den hessiske
Prov. Starkenburg ved Main Ø. f. Frankfurt
og Jernbanelinierne Sachsenhausen—O. og
Frankfurt a. M.—Bebra—Göttingen samt ved en
omtr. 6 km lang elektrisk Jernbane til
Frankfurt, har (1919) 75380 Indb. O. er smukt og
regelmæssig bygget, har et fyrsteligt Slot og en
prægtig Ruin af en Klosterkirke fra 13. Aarh.
og er Hessens betydeligste Fabrikby med vigtig
Fabrikation af kem. Produkter (Sæbe.
Parfume, Farve) og Lædervarer, endvidere
Metalvarefabrikation, Trykkeri, litografiske Anstalter,
Guld- og Sølvspinderi. Den betydelige Handel
beskæftiger sig særlig med Kvæg, Huder, Skind,
Læder og Sæbe, den understøttes ved et
Handelskammer og en Filial af Rigsbanken. Der
findes et Gymnasium, en Handelsskole og to
tekn. Skoler. O. nævnes allerede 970 og kom
1816 under Hessen-Darmstadt. Byens Opsving
skriver sig fra Hessens Tilslutning til
Toldforeningen (1828).
(Joh. F.). O. K.
Offenbach [tysk ’åfənbak, fransk åfæn’bak]
Jacques, tysk-fransk Komponist (1819—80),
var født i Köln af en jødisk Familie (oprindelig
Eberscht), men kom som Dreng til Paris,
hvor han uden
at udmærke sig
ved særlige
Evner gennemgik
Konservatoriet.
1836 hlev han
— som Cellist
— Medlem af
Opéra-comique’s Orkester,
1849
Kapelmester ved Théâtre
français. O.
havde hidtil
kun gjort sig
bekendt ved
enkelte
Sangkompositioner,
deriblandt Viser,
der
parodierede Lafontaine’s Fabler. 1853 fremkom
imidlertid hans første Teaterarbejde,
Samspillet Pepito, og dette fulgtes — navnlig efter
at O. havde overtaget Operettescenen
Bouffes parisiens (1855) — af en hel Række
Operetter og Farcer, bl. hvilke mange ikke blot
blev i høj Grad populære i Paris, men snart gik
det meste af den civiliserede Verden rundt.
1866 opgav O. Ledelsen af Bouffes parisiens, og
hans Operetter fremkom paa forsk.
Pariser-Scener, indtil han 1872 atter fik sin egen Scene:
Théâtre de la Gaité, som han beholdt til 1876,
da han trak sig tilbage som en ruineret Mand.
En Turné til Amerika, som O. har beskrevet i
Notes d’un musicien en voyage, bragte ham ikke
synderlig økonomisk Bedring. Af O.’s over 100
sceniske Arbejder blev særlig kendt: Mariage
aux lanternes, Orphée aux enfers (1858), La
chanson de Fortunio (1861), La belle Helène
(1864), La Grandduchesse de Gérolstein (1867),
Vie parisienne og Barbe bleue (1866), Les
Brigands og Princesse de Trebizonde (1870),
Fantasio (1872) og La fille du Tambour major
(1876). Madame Favart (1879). Enkelte Arbejder
fik O. ogsaa opført paa Opéra comique ell. den
»store Opera« (en Balletpantomime). Sine
sidste Aar tilbragte O. i Paris. En efterladt
Opéra-comique: Les contes d’Hoffmann, der opførtes
1881 og vandt Indgang paa de fleste
Operascener, betegner et Omslag i O.’s Stil. Denne
fremtraadte tidligere mest typisk i de
parodiske Operetter som »Den skønne Helene« og
»Orfeus i Underverdenen«. O.’s Musik er typisk
parisisk for den Tid, da den opstod; den er
ganske vist ikke dybtgaaende, og præges
snarere af en vis Ligegladhed, men den er fuld af
lystigt Vid og drilsk Lune, for de bedste
Stykkers Vedk. af tilsyneladende let fødte Ideer, af
Gratie, Elegance og Melodiøsitet og den
 |
| J. Offenbach. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
