- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
414

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Offer (til Præster og Kirkebetjente) - offerere - Offer og Ædelig

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

denne Anledning. Da Afløsningsvederlagets
Udredelse paa denne Maade kom til at paahvile
ogsaa de ikke til Folkekirken hørende
Skatteborgere, hvilke der efter Grundlovens § 75 ikke
kan afkræves personlige Bidrag til denne,
erklæredes denne Ligningsmaade ved Højesterets
Dom af 2. Novbr 1898 ulovlig, og ved kgl. Resol.
af 4. Jan. 1899 fastsattes det derfor, at
ligningen fremtidig skulde foretages saaledes, at der
ikke paalignedes de ikke til Folkekirken
hørende Skatteydere noget i Anledning af
Afløsningen. Efter adskillige forgæves Forsøg paa en
Lovgivning om Afløsning af Højtidsofferet blev
der i Præstelønningsloven af 14. Marts 1914
givet Hjemmel hertil, se ndf.

Accidensofferet var deri forskelligt fra
Højtidsofferet, at det var Betaling for bestemte
kirkelige Handlinger, nemlig Daab, Vielse og
Kirkegangskoners Indledelse, en Betaling, som
enhver var pligtig at yde efter sin Stilling
og Evne og Egnens Skik og Brug, men
som ikke kunde fordres ansat af
Myndighederne og inddrevet ved Udpantning paa
samme Maade som Højtidsofferet. Udeblev
Accidensofferet, havde de offerberettigede
derfor ingen anden Vej at gaa, for at faa, hvad
der tilkom dem, end at anlægge Søgsmaal
mod de offerpligtige. Ogsaa for
Accidensofferet og Accidenserne var en Afløsning
efterhaanden nødvendig, særlig ogsaa fordi det
ansaas for uheldigt, at der skulde betales for
kirkelige Handlinger, navnlig Daab.
Accidensofferet tilkom Sognepræster og residerende
Kapellaner samt Degnen, senere de vedk.
Distriktslærere, og afkortedes for disse sidste i
deres Lønning ligesom Højtidsofferet.
Forskellige fra det egl. Accidensoffer var de rent
frivilligo Ydelser, sædvanlig benævnte Accidenser,
der erlagdes til Præsten for Konfirmanders
Undervisning, Ligtale m. m. Nu er al Ydelse og
Højtidsoffer samt Offer og Accidenser saavel
som al Betaling for kirkelige Handlinger,
derunder for Konfirmation og for Ligtale, direkte
fra Menighedens Medlemmer til Præst og
Kirkebetjente bortfaldet. Først gav
Præstelønningsloven af 14. Marts 1913 Hjemmel til Indgaaelse
af frivillige Afløsninger af saavel Højtidsoffer
som Offer og Accidenser, og derefter paabød
Præstelønningsloven af 4. Oktbr 1919 tvungen
Afløsning saavel paa Landet som i Købstæderne,
og ved Præstelønningsloven af 30. Juni 1922
paøbødes ligeledes afløsning af disse
Ydelser i de sønderjyske Landsdele. I
Kjøbenhavn og paa Frederiksberg bortfaldt
Ydelsen af Højtidsoffer, herunder Nytaarsoffer,
samt af O. og Accidenser ved Lønningsloven
af 28. Juni 1920. Uden for Kjøbenhavn og
Frederiksberg indgaar nu Afløsningssummen, der
omreguleres efter Folketallet, i Pastoratets
Præstelønningskasse og Kirkebetjeningskasse
og anvendes til delvis Dækning af Præsternes
Løn og Kirkebetjentenes Honorarer, medens i
Kbhvn og paa Frederiksberg det fornødne til
Lønning af Præster og Kirkebetjente
fremskaffes ved en alm. samlet Ligning paa Menighedens
Medlemmer. Efter at Højtidsoffer og Offer og
Accidenser er afløst, maa Præster og
Kirkebetjente ikke modtage Vederlag for kirkelige
Handlinger, der udføres inden for Pastoratets,
ell. hvor der er fl. Pastorater i een Kommune,
inden for paagældende Kommunes Grænser.
Kbhvn og Frederiksberg betragtes i denne
Henseende som een Kommune.
V. H.

Ogsaa i Norge skulde der gives O. til
Præsterne paa de tre store Højtider, »efter
Enhvers Evne og Vilkaar«. N. L. 2—12—8
bestemte den mindste Ydelse for Jordejere paa
Landiet til en Skæppe Byg (»Offerskæppe«)
aarlig som fast O. Ved senere Kongebud blev det
faste O. for Mænd og Kvinder, som ikke ejede
Jord, sat til henh. 40 og 20 Øre. For fast O.
havde Præsterne Udpantningsret. I St f.
Offerskæppe ydede man i visse Fiskeridistrikter N.
paa en Vog Fisk, »Rettighedsvog«. I Byerne
gjaldt ingen Bestemmelse om fast O.
Kirkesangere (Klokkere) har ogsaa faaet fast eller
frivillig O. For kirkelige Forretninger, som blev
udført i Forbindelse med den alm. Gudstjeneste,
bestemte N. (L. 2—12—7 en fast Betaling; men
som Tillæg til denne blev der gerne iflg.
Sædvane ydet O. (Accidensoffer).

De nu gældende Bestemmelser om O. findes i
den gejstlige Lønningslov af 14. Juli 1897. Det
faste O. af Menighedslemmer, som ikke ejer
skyldsat Jord, er bortfaldet mod Erstatning af
Sognekassen. Efter Beslutning af Sognestyr
kan ogsaa Offerskæppe og Rettighedsvog falde
bort. Hvad det frivillige Højtidsoffer angaar,
kan Sogne- ell. Kommunestyret — med
Kirkedepartementets Samtykke, og efter erhvervet
Udtalelse af Menighedsmøde — bestemme, at
det skal falde bort mod Erstatning af Sogne-
ell. Bykassen. I Henhold hertil er Højtidsofferet
nu vistnok afskaffet overalt. For kirkelige
Handlinger, som udføres i Forbindelse med
Gudstjenesten, skal ingen Betaling erlægges.
Med Kirkedepartementets Samtykke kan vedk.
Sogne- ell. Kommunestyre bestemme, at der
heller ikke skal betales noget for kirkelige
Handlinger, som udføres til andre Tider. Ved alle
kirkelige Handlinger — Kommunion og
Sognebud undtaget — skal der fremdeles være
Adgang til at yde frivilligt O.; men ogsaa dette
kan besluttes afskaffet. Samtlige disse
Bestemmelser er ogsaa gældende for Kirkesangere
(se videre Kollekt).
K. Ø.

offerere (lat.), tilbyde, frembære, ofre.

Offer og Ædelig, dansk Sangleg, hvis
Indhold er Frieri i gammeldags Form. Offer
kommer, ledsaget af Ædelig, af syv Mænds Ædelig
(ɔ: 7 Adelsmænd) og af Kongens Bønder alle
(ɔ: hele den Skare af Bønder, som Offer raader
over) for at bejle til Jomfruen. Men »Nej faar
Offer, Nej faar Ædelig, Nej faar syv Mænds
Ædelig, Nej faar Kongens Bønder alle«, saa
længe de kun kan byde (Sølv ell. Guld. Først da
Offer og hans Følge byder Tro, giver Jomfruen
sit Ja. Rimeligvis er den nu gængse danske
Form, der afviser Sølv og Guld og lægger den
afgørende Vægt paa Troskab, en yngre
Omdannelse af den ældre Form, hvor Offer og hans
Følge byder Guld til Jomfruen og hendes
Frænder, saaledes at vi i Legens ældre Form har
bevaret Minder om det gamle Brudekøb. (Litt.:
S. T. og O. Thyregod, »Børnenes Leg,
gamle danske Sanglege« [1907], S. 103 ff.;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:51 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0444.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free