Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne / 426 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ohrdruf - Ohrid - Ohrmazd - Ohsson, Ignatius Mouradgea d' og Konstantin Mouradgea d' - Oiantheia - Oichalia - Oidemia - Oidie - Oidiomycosis - Oidipos - Oidipus

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ohrdruf [’o’rdrof]), By i Friistaten Thüringen,
14 km S. f. Gotha ved Ohra og den nordlige
Fod af Thüringerwald med (1910) 6504 Indb.,
Slot, Fabrikation af Kobbervarer, Porcelæn,
Blyhvidt o. a. Farver. I Nærheden Badet
Louisenthal.
(Joh. F.). O. K.

Ohrid, Ochrida, tyrk. Okri, 1) Dept. i
det sydlige Jugoslavien; 1956 km² med (1921)
69179 Indb., 36 pr. km². 2) By i det ovenn.
Dept., ligger 687 m o. H. ved den 269 km² store
O.-Sø, der i Oldtiden hed Lacus Lychnitis; Søen,
hvis største Dybde er 286 m, har gennem Sorte
Drin Afløb til Adriaterhavet; den er bekendt
for sin Fiskerigdom. O. har c. 10000 Indb.,
hvoraf Halvdelen er Kristne. Havebrug,
Fiskeri, Garverier og Pelshandel. O. var i 10. Aarh.
Bulgarernes Hovedstad og indtil 1767 Sæde for
en gr. Ærkebiskop. 6. Decbr 1915 besattes Byen
af bulgarske Tropper, og 1917 stod der
langvarige Kampe i Omegnen.
(H. P. S.). N. H. J.

Ohrmazd, Navn paa 5 Konger af
Sasanidernes Dynasti (gr. Hormisdas, arab.-nypers.
Ormuz, Ormuzd = Gudenavnet
Ahuramazda). O. I (272—73) skal som Tronfølger
have beskyttet Religionsstifteren Mani (se
Manikæerne), hvem hans Fader og Forgænger
Shapur forfulgte. O. II (302—09) var en svag
og ubetydelig Fyrste. O. III (457—59) blev
forhadt P. Gr. a. sin Grusomhed og styrtet
af sin Broder Pêrôz, der støttedes af
Heftaliterne. O. IV (578—90), Søn af Khusrau Amôsharvân,
lagde sig ved sin kraftige Optræden ud med
Adelen, og hans Feltherre Bahrâm Tchôbîn
rejste et Oprør, hvorunder O. blev styrtet fra
Tronen, blindet og siden dræbt i Fængslet. O. V
(632), en af de Konger, der regerede samtidig i
forsk. Dele af Persien under Sasaniderrigets
dybeste Forfald efter Khusrau Parvêz’ Død.
A. C.

Ohsson [’o.sån], 1) Ignatius
Mouradgea d’ (1740—1807), Levantiner, f. i
Konstantinopel, kom i sv. diplomatisk Tjeneste. Han
virkede ivrig som Historiker; af hans
Hovedværk, Tableau de l’Empire ottoman, udkom to
Dele 1787; det afsluttedes af hans Søn,

2) Konstantin Mouradgea d’O.
(1779—1851), der ligeledes virkede som sv. Diplomat
i Haag, Paris og Berlin. Han havde arvet
Faderens hist. Interesser; herom vidner hans
Histoire des Mongols (1821). Senere beskæftigede
han sig væsentlig med Kemi og Mineralogi og
blev Medlem af det sv. »Vitterhetsakademien«.
J. Ø.

Oiantheia [å^ian’tæ^ia] (Euanthia), gr.
Oldtidsby i de ozoliske Lokrers Land, omtr.
midt for Nordsiden af den korinthiske Bugt,
ved den krisæiske Vig. Paa dens Plads er nu
Byen Galaxidhi.
H. A. K.

Oichalia [åj’kal_ia], Navn paa flere Byer i
det antikke Grækenland, baade i Messenien, i
Thessalien, paa Euboia o. fl. St. I Sagnhistorien
spiller O. en Rolle (se Eurytos og
Herakles, S. 282), dog er det uvist, hvilken af de
saaledes benævnte Byer, der bør tænkes paa.
H. H. R.

Oidemia [åj-], se Ænder.

Oidie (bot.), se Svampe.

Oidiomycosis bruges undertiden synonymt
med Blastomycosis ell. Saccharomycosis for at
betegne de af Gærsvampe fremkaldte
Sygdomme.
C. Rch.

Oidipos [å^idipås], d. s. s. Oidipus.

Oidipus [å^idipu.s] (gr. Οιδιπους ei. Οιδιπόδης),
Heros. Allerede den gl episke Digtning havde
behandlet Sagnet om O.; i 5. Aarh. f. Kr. var
det et Yndlingsemne for Tragediedigterne (jfr.
Sofokles), der gav det dets klassiske Form
og gjorde det bekendt og berømt. O. var Søn af
Thebens Konge Laios og hans Hustru Iokaste
(hos Homer og i andre ældre Kilder: Epikaste).
Et Orakelsvar havde advaret Forældrene mod
den Skæbne, der truede dem, hvis Barnet
levede, og som Følge heraf vilde de lade O. udsætte
paa Bjerget Kithairon kort efter Fødslen; for
yderligere Sikkerheds Skyld blev hans Ankelled
gennemborede. Hyrden, der skulde udsætte
Barnet, overgav det dog af Medlidenhed til en
anden Hyrde, der tjente Kong Polybos i Korinth.
(En afvigende Tradition lader Barnet blive
udsat i en Kasse paa Havet, drive i Land og blive
funden paa Strandbredden af Polybos’ Hustru;
som Polybos’ Hjem nævnes i denne
Overlevering og stundom ellers Sikyon). Kongen var
barnløs og opfostrede O. som sin Søn. Da O.
blev voksen, fik han Tvivl om sin rette
Herkomst, drog hemmelig til Delfoi for at spørge
Oraklet og erfarede her, at det var ham
beskikket, at han skulde dræbe sin Fader og ægte
sin Moder. For om muligt at afvende Skæbnen
vilde han ikke vende tilbage til sit formentlige
Fødested Korinth, men drog ad Theben til; paa
Korsvejen (Schiste) i Fokis mødte han Laios,
der var undervejs til Oraklet, kom i Strid med
ham og hans Kusk og dræbte dem begge. Da
O. drager videre, træffer han uden for Theben
Uhyret Sfinx, der gav de Forbigaaende en
Gaade at løse og tog deres liv, naar det ikke
lykkedes dem. Først O. løste Gaaden, og Sfinx
maatte da selv lide Døden (for O.’s Haand
ell. ved at styrte sig ned i en Afgrund). Til Løn
for, at O. havde befriet Theben for Uhyret, fik
han Dronningen Iokaste til Ægte og opfyldte
saaledes den anden Del af Orakelsvaret. O.
avlede Sønnerne Eteokles og Polyneikes, Døtrene
Antigone og Ismene. (De ældste Fremstillinger
af Sagnet lader Ægteskabet med Iokaste være
barnløst og Børnene være fødte af O.’s anden
Hustru Euryganeia; ifølge Tragikerne var
Iokaste Moder til dem). Efter en lang Tids
Forløb, i hvilken O. uforstyrret herskede over
Theben, udbrød der Pest; Oraklet, som blev
spurgt til Raads, bød, at man skulde
landsforvise Laios’ Drabsmand. O. udtalte Forbandelse
over den ukendte Morder, men fik derefter af
Sandsigeren Teiresias at vide, at det var ham
selv, der havde dræbt Laios, og at denne var
hans Fader, Iokaste hans Moder. I Fortvivlelse
herover stak O. sine Øjne ud, og Iokaste tog
Livet af sig. O.’s Sønner kom i Strid om Magten
og dræbte hinanden; hans Svoger Kreon
fordrev ham fra Theben. Fredløs vandrede O. bort
og kom omsider til Athen, hvor han fandt
Døden og blev begravet i Erinyernes Helligdom
ell., efter en anden Form af Sagnet, blev
bortført fra Jorden uden at dø. — Sagnet om O.
er utvivlsomt blevet til ved en Forening af flere
Elementer, der opr. intet havde at gøre med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>