Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Okura - Okyo - Ol - Olaf (nord. Mandsnavn) - Olaf (danske Konger) - Oláfr Höskuldsson - Oláfr Þórðarson - Olaf's Bad - Olafsen, Plaf - Olafs-Ordenen - Olafssagaer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tomitsu Okasaki, »Gesch. der jap.
Nationallitteratur« [Leipzig 1899]; K. Florenz,
»Gesch. der jap. Litteratur« [1905—06).
F. de F.
Okyo [’åkjå], jap. Maler, f. i Kioto 1732, d.
smst. 1795; sammen med Sosen den i Europa
mest kendte jap. Maler fra det 18. Aarh. O.
beherskede to vidt forsk. Malemetoder, hvoraf
den ældste direkte inspireredes af de gl.
nationale Mestre og skaffede ham hans store Ry.
Senere tilegnede han sig ogsaa den kin. Skoles
Manér. I begge Kunstformer skabte han,
samtidigt, en Rk. beundringsværdige Værker. Trods
sin Oplæring efter de klassiske Regler,
frastødtes han af disses døde Konveniens og hævdede
frimodigt, at det var langt nyttigere at studere
Naturen end de gl. Maleres Værker. Hans
Mesterværker: Blomster, Fugle og Fisk besidder
en enestaaende Friskhed og Nøjagtighed i
Detaillen, der vidner om et skarpt Blik for
Naturlivets Smaating. Ogsaa hans Landskaber er
overordentlig smukke og fine. Der findes nu
kun faa autentiske Kakemonoer af O., derimod
et Utal af Forfalskninger og Kopier. (Litt.:
L. Gonse, L’art japonais [Paris 1883]; Karl
Madsen, »Jap. Malerkunst« [1885]).
F. de F.
Ol, ældre Talmaal for Sild og Æg, = 4 Snese
= 80 Stkr.
Th. O.
Olaf, nord. Mandsnavn (oldnord. Óláfr, i 10.
Aarh. Óleifr), forekommer allerede i
Vikingetiden i alle de nordiske Kongeslægter, blev efter
O. den Helliges Skrinlæggelse et af de
almindeligste Navne i Norden; norsk Olav, Ola; svensk
Olof; dansk Oluf, i jysk Udtale Wolle. Dansk
Ole, som opr. er Afkortelse deraf (oldn. Óli),
er senere faldet sammen med selve Navnet.
Latiniseret Olaus.
(A. O.). G. K-n.
Olaf, danske Konger, se Oluf; norske, se
Olav.
Oláfr Höskuldsson [’o.la.vr-’hö-] med
Tilnavnet pâi, islandsk Høvding i 10. Aarh.,
d. omtr. 1006. Han byggede og boede paa
Gaarden Hjarðarholt i Dalasyssel og var en meget
anset og sympatetisk Mand. Han, der er en af
Hovedpersonerne i »Laxdæla saga«, var gift med
den stolte og storladne Kvinde Þorgerðr
Egilsdóttir, Egill Skaillagrímsson’s
Yndlingsdatter. Af deres mange Børn er Kjartan
Ólafsson den mest kendte. (Litt.: B. Th.
Melsted, »Íslendinga saga«, II).
B. Th. M.
Oláfr Þórðarson [’o.la.vr-þo.rðarsån], isl.
Digter og Lærd, f. omtr. 1210, d. 1259. Ó. Þ.,
der var en Broder til Historikeren Sturla og
Brodersøn af Snorre, fik en efter Datidens
Forhold særdeles god gejstlig Opdragelse og blev
Subdiakon; han har sikkert ikke selv ønsket at
naa videre paa den gejstlige Bane. Ó. Þ. var
en sagtmodig og trolast Karakter og en vindende
Personlighed. Paa sin Udenlandsrejse
1237—42(?) besøgte han bl. a. Kong Valdemar Sejr
i Danmark, der viste ham stor Ære og Gunst;
i sin Afh. anfører han en ejendommelig
Sætning af Kongen, der viser, at de har samtalet
om grammatiske Spørgsmaal og Runer. Efter
at være kommet hjem, bosatte Ó. Þ. sig paa
Gaarden Stafaholt og holdt her en Skole.
Frugten af hans Undervisning er en Afh., den
saakaldte »3. grt. Afh.« i codex Worm. af Snorre’s
Edda (udg. i den AM’ske Udg. II, og i Islands
grammatiske Litt. i Middelalderen, II). Afh.
falder i to Dele, hvoraf den første handler
om Lyd og Bogstaver (deri om Runealfabetet),
der beror paa Priscian; den anden Del
handler om Talefigurer af forsk. Art og beror paa
Donat. Disse sidste oplyses ved Eksempler, der
er hentede fra de gamle Skjalde. Heri ligger
Afh.’s Hovedfortjeneste. Ò. Þ. viser sig som en
tænksom og skarpsindig Mand, men hans
sproglige Forklaringer er naturligvis forfejlede. Af
hans Digte er de fleste tabte — f. Eks. et om Kong
Valdemar — undtagen en hrynhend Drape om
Kong Hakon den Gamle, hvoraf der haves
betydelige Rester. Det er vel digtet og viser, at
Ó. Þ. ikke alene var godt inde i
Skjaldeteknikken, men at han ogsaa har været en digterisk
Begavelse. Brudstykker af et Par andre Digte
haves. (Litt.: F. Jónsson, »Oldn.-oldisl.
Litt. Hist.«, II, »Skjaldedigtningen«, II).
F. J.
Olaf’s Bad (Skt Olaf’s Bad), se Modum
Herred.
Olafsen, Olaf, norsk Præst og Forf., f. i
Dovre 3. Septbr 1843, blev Student 1868, cand.
teol. 1873. Efter at have virket som Skolemand
og Præst paa forsk. Steder blev han 1889
udnævnt til Sognepræst i Ullensvang, hvor han
senere boede, indtil han 1913 tog Afsked. Siden
1917 har han oppebaaret en aarlig
Statsbevilling til Indsamling af Folketraditioner. O.
har givet værdifulde Bidrag til Hardangers
Historie ved sine Skrifter: »I gamle Dage.
Fortællinger og Skildringer fra Hardanger« (1908),
»Ullensvang. En historisk-topografisk
Beskrivelse« (1907) og »Gjennem Hardanger.
Rejsehaandbog« (1912). Havebrugets Historie i Norge
har han behandlet i flere Smaaskrifter. I
Opdrag af Landbrugsdepartementet har han gjort
indgaaende Undersøgelser ang.
Hardangerviddens retslige Forhold (»Om Ejendomsretten til
Hardangervidden« (1909), hvortil slutter sig en
Samling »Dokumenter vedrørende
Hardangerviddens retslige Forhold« (1909). Senere er bl.
a. udkommet »Jordfællesskab og Sameie. En
historisk Undersøgelse« (1914),
»Myrmalmsmeltning i Norge i ældre Tid« (1916),
»Villandsætten i Hallingdal« (sammen med Rikard Berge,
1916), »Kvam i Fortid og Nutid« (1921),
»Norske Slægtsnavne, deres Oprindelse og hist.
Udvikling« (1922), »Stange Almenning« (sammen
med N. Saxlund, 1922) og »Granvin i Fortid og
Nutid. En Bygdebok« (1923).
(K. F.). Wt. K.
Olafs-Ordenen, se Olavs-Ordenen.
Olafssagaer, Sagaer om de norske Konger
af Navnet Olaf, hvoraf de vigtigste naturligvis
er Olaf Tryggvason og Olaf den Hellige. Om
Olaf Tryggvason skrev baade Oddr Snorrason
og Gunnlaugr Leifsson; deres Sagaer ligger til
Dels til Grund for Fremstillingen i de yngre
Bearbejdelser, f. Eks. Snorre’s. I flere yngre
Haandskrifter findes Snorre’s Tekst udvidet med
en stor Mængde legendeagtige Fortællinger o. a.
mere ell. mindre selvstændige Indskud; herved
er Sagaen svulmet op til det Omfang, den har
i Udgaven i Fornmannasögur, I—III. Om Olaf
den Hellige haves Brudstykker af en Ⱦldste
Saga« (udg. af G. Storm 1893) fra Midten af
12. Aarh.; den ligger til Grund for de ældre
Bearbejdelser, ogsaa Snorre’s. Hans Tekst
findes i den særskilte O., udg. 1853, og i
Heimskringla. Denne blev udvidet og interpoleret; det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
