Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Olaus Petri - Olav Engelbrektssøn - Olav Haakonssøn - Olav Haraldssøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kirkepolitiske Planer og Foranstaltninger — og
1539 anklagedes O. P. tillige med Laurentius
Andree for Højforræderi. De dømtes til
Døden, men benaadedes, og Dommen over O. P.
har sikkert heller aldrig været bestemt til
Udførelse. 1543 gjorde Kongen ham til Præst ved
Storkirken i Sthlm, men O. P. genvandt aldrig
Gustaf I’s Tiltro. 1550 tryktes O. P.’s Drama
Tobiæ comedia, det første sv. Skuespil. (Litt.:
H. Schück, »O. P.« [1893, 4. Opl. 1922]; R.
Holm, »O. P.« [1917]).
(A. S.). G. C.
Olav Engelbrektssøn, Norges sidste
Ærkebiskop, antages at have staaet i
Slægtskabsforhold til et Par af de tidligere Ærkebiskopper.
Han traadte tidlig i Kirkens Tjeneste,
indskreves 1503 ved Rostocks Univ., hvor han 1507 blev
Magister, og blev efter Hjemkomsten
Korsbroder i Nidaros og 1516 Dekanus i Domkapitelet.
Paa Efterretningen om Ærkebiskop Erik
Walkendorf’s Død valgte Domkapitelet ham
enstemmig til hans Eftermand, og han fik i Decbr
1523 i Rom pavelig Stadfæstelse og Indvielse.
Som Ærkebiskop fik han liden Anledning til at
sysle med kirkelige Gøremaal, men optoges saa
godt som udelukkende af Politikken. Han havde
paa sin Udenlandsfærd svoret baade Christian
II og Frederik I Troskabsed. Senere deltog han
i Rigsraadets formelige Udvælgelse af den
sidste. Under de Forhold, som stod i Forbindelse
med Reformationen, kom det til Rivninger, og
1531 sluttede Ærkebiskoppen sig til den
landflygtige Christian II ved dennes Komme tit
Norge. Efter dennes Uheld nødtes han til at
indgaa et haardt Forlig med Kong Frederik;
men efter hans Død (Apr. 1533) udkastede han
ny vidtrækkende Planer til Landets og Kirkens
Genfødelse. I St f. den ivrige Lutheraner
Christian III vilde han sætte Christian II’s
Svigersøn, Frederik af Pfalz, paa Tronen. Da der i
Julen 1535—36 skulde holdes Herredag i
Trondhjem, hvor Christian III skulde hyldes, lod
Ærkebiskoppen nogle af de søndenfjeldske
Rigsraader fængsle, samtidig med at Vincents
Lunge myrdedes; den samme Skæbne overgik
hans Svoger, Nils Lykke, der tidligere var
fængslet. Men Ærkebiskoppens Forsøg paa at
underlægge sig Norge paa Frederik af Pfalz’
Vegne mislykkedes, og da Christian III blev
Danmarks Herre og indførte Reformationen,
mistvivlede Ærkebiskoppen om at kunne holde
sig paa sit Slot Stenviksholm. Ved Paasketid
1537 drog han til Nederlandene, hvor han i
Beg. af det flg. Aar afgik ved Døden i Lierre i
Brabant. Hans medbragte Arkiv er i nyere Tid
kommet tilbage til Norge, i hvis Rigsarkiv det
nu er indlemmet. (Litt.: L. Daae, »En
Krønike om Erkebiskoppeme i Nidaros« [1897]).
(O. A. Ø.). Edv. B.
Olav Haakonssøn, d. s. s. Oluf Haakonssøn.
Olav Haraldssøn, kaldet »den Digre« og
den Hellige, Norges Konge 1015—30 og
Landets Skytshelgen, var Søn af Harald Grenske,
Konge paa Vestfold og efter Traditionen
Sønnesønssønnesøn af Harald Haarfagre. Straks før
hans Fødsel blev Faderen paa en Frierfærd til
den sv. Dronning Sigrid Storraade indebrændt af
denne. Siden ægtede hans Moder Aasta Kong
Sigurd Syr paa Ringerike, og af ham opfostredes
O. H., der som Barn viste sig stivsindet,
trodsig og ubændig. 12 Aar gl drog han ud paa
Vikingetog til Østersøen, England og Frankrig.
I Rouen lod han sig døbe, og han var fra nu
af den ny Lære saa oprigtig hengiven, at han
med hele sin fyrige Sjæl stundede efter at virke
for dens Udbredelse i sit Hjemland. Hans
Krigerry var gaaet forud for ham, da han 1015
vendte tilbage for at opkaste sig til Konge.
Forskellige Forhold fremmede hans Planer.
Landet styredes af Haakon Jarl’s Sønner Erik
og Svein; den første af disse, der var en
krigersk og energisk Styrer, var dragen paa
Krigstog til England med den danske Konge. Det
lykkedes O. H. straks at overrumple hans Søn
Haakon, der under Ed maatte give Afkald paa
sine Rettigheder og drage af Landet. Siden blev
O. H. med sin Stiffaders Bistand erkendt som
Landets Overhoved af sine Frænder, de
oplandske Smaakonger. Endelig overvandt han
om Foraaret 1016 i Søslaget ved Nesjar
(Nevlunghavn) Svein Jarl, der drog til Sverige, hvor
han straks efter døde.
Som Norges Konge optog O. H. sin Navne
Olav Tryggvessøn’s Livsværk og satte alt ind
paa at grundfæste Kristendommen i Landet.
Dette lykkedes ham ogsaa, og fra hans Tid af
indtræder Nordmændene i de kristne Nationers
Række. Maaden, hvorpaa Omvendelsesværket
nu dreves, var dog væsentlig forsk. fra hans
Forgængers. Evangeliets Forkyndere var mere
gennemtrængte af Lærens Aand, og grusomme
Straffedomme blev mindre hyppig anvendte
mod de genstridige. Haand i Haand med
Omvendelsesværket gik ogsaa et kirkeligt
Organisationsarbejde med Opførelse af Kirker og
Indsættelse af Præster. Han genopførte Nidaros,
der i Jarlernes Tid var kommen i Forfald, og
anlagde Borg (Sarpsborg) i Viken; her blev
senere hen Tingstedet for et nyt Lagdømme.
Under sin Regeringstid fuldendte O. H. Harald
Haarfagre’s Værk, idet han fordrev de
oplandske Smaakonger, som havde rejst sig mod ham,
og bød, at Riget herefter ikke maatte deles.
Han tvang de mægtige Slægter i Landets forsk.
Dele ind under Lydighed mod Kongemagten.
Den Overhøjhed, som den sv. og den danske
Konge havde vundet efter Slaget ved Svolder,
frigjorde han Landet fra. I Sverige fandt en
Folkerejsning Sted mod Kong Olof Skøtkonung,
der blev nødt til at afstaa Regeringen til sin
Søn Anund Jakob; denne stod stedse i et
venskabeligt Forhold til O. H., der havde ægtet
hans Halvsøster Astrid. Den danske Konge,
Knud den Store, var optagen med at
underlægge sig England, og han maatte som Følge
heraf forholde sig afventende over for
Udviklingen af de norske Forhold. Ved sit haarde
Styre drev O. H. mange Stormænd ud af
Landet; disse drog over til England til Kong Knud,
der ved Gaver og Tilsagn forstod at holde
Misnøjet mod O. H. vedlige. Da denne saa,
hvorledes hans Magt undergravedes, søgte han at
værne sig mod den truende Fare ved at indgaa
Forbund med Svogeren Anund Jakob. De
hærgede i Forening de danske Kyster og vandt
nogle Fordele over Knud den Store i Slaget ved
Helgeaa; men da O. H. vendte tilbage, fandt
han Landet i Oprør og maatte forlade det. Fra
Søndmøre af drog han med en liden Flok, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
