Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ondartet Klovsyge hos Faaret - ondartet Lungesyge hos Oksen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
undertiden medfører det paagældende Dyrs Død.
Sygdommen begynder i Reglen paa et enkelt
Ben, men breder sig som oftest til flere,
undertiden til dem alle fire, og giver naturlig
Anledning til Halthed, hvis Grad og Varighed
staar i Forhold til de sygelige Forandringer i
Klovene. Mærkeligt nok synes de ældre Dyr at
være mere modtagelige end Lammene. De
sekundære, brandige Processer indfinder sig især,
naar Faarene lever under mindre gode
hygiejniske Forhold (i urenlige Stalde og Folde ell.
paa lavtliggende, side Græsgange), ligesom
vedholdende regnfuldt Vejr ogsaa bidrager til at
forværre Lidelsen. Denne efterlader ikke
Uimodtagelighed (Immunitet), saadan som
Tilfældet er med saa mange andre
Infektionssygdomme. Det samme Dyr angribes som oftest
gentagne Gange, og Sygdommen kan derfor,
naar den overlades til sig selv, holde sig
aarevis i de een Gang inficerede Flokke. Paa den
Maade kan det økonomiske Tab blive ret
betydeligt, og derfor er o. K. h. F. optaget
mellem de i L. af 14. Apr. 1920 § 2 nævnte
»ondartet smitsomme Sygdomme«, hvis Behandling
ledes af det Offentlige. I Norge behandledes
Sygdommen efter Bestemmelserne i Kap. 3 af
L. af 14. Juli 1894. I Danmark har Sygdommen
vist sig flere Gange, endogsaa i de allerseneste
Aar, og man har næsten altid kunnet paavise,
at Indførelsen er sket med fremmede Avlsdyr
ell. Faar fra smittede, hjemlige Besætninger.
(Litt.: »Aarsberetninger fra det veterinære
Sundhedsraad«; H. V. Stockfleth, »Kort
Fremstilling af de vigtigste Sygdomme hos
Hesten, Oksen og Faaret« [1877, S. 264]).
(G. S.). F. N.
ondartet Lungesyge hos Oksen synes at
være en specifik Kvægsygdom, som ikke angriber
Dyr uden for Okseslægten. Sygdommen menes
at have været kendt i Schweiz og tilgrænsende
Egne af Tyskland og Frankrig allerede i Slutn.
af 17. Aarh., men først i Beg. af 19. Aarh.
begyndte Veterinærerne for Alvor at beskæftige
sig med den. Navnlig diskuteredes ivrig
Spørgsmaalet, om Lidelsen var smitsom ell. ikke, samt
Maaden, paa hvilken den bedst lod sig
behandle. Opfattelsen af Sygdommen som
smitsom trængte igennem omkr. »Midten af 19. Aarh.,
da man saa, hvorledes den bredte sig med
Kvægtransporterne under de store Krige i
Mellemeuropa og med den tiltagende Kvæghandel.
Allerede i Slutn. af 18. Aarh. var den ondartede
Lungesyge meget udbredt i Tyskland og
Frankrig, og fra 1830 blev den stationær i Belgien
og Holland. Derfra slæbtes den til England
(1841) og videre til Nordamerika, (1843), til Kap
(1851) og til Australien (1858). I Danmark
optraadte Sygdommen først 1849, og siden har den
været indslæbt med fremmed Kvæg ikke
mindre end 6 Gange, men hidtil er det heldigvis
stadig lykkedes ved radikale Foranstaltninger
(Nedslagning af de smittede Besætninger) at
standse Udbrudene. I Norge har Sygdommen,
saavidt vides, kun optraadt to Gange, nemlig
1851 ved Larvik og 1860 paa Landbrugsskolen
i Aas. Ved meget energisk Bekæmpelse blev
o. L. h. O. i Slutn. af 19. Aarh. udryddet af
den største Del af Europas Stater, saaledes
at den i en Aarrække praktisk talt kun
optraadte i Rusland og Spanien. Under
Verdenskrigen blev den imidlertid atter med
Kvægtransporter over Rumænien slæbt ind i
Tyskland, hvor den endnu optræder, ligesom den,
foruden i Rusland, er ret udbredt i Polen,
Rirnænien, Spanien og Portugal. I Asien,
Afrika og Australien findes Sygdommen til
Stadighed, ligesom den er kendt i Sydamerika,
medens de forenede Stater i Nordamerika har
været fri for Sygdommen siden 1892.
Det, som gør den ondartede Lungesyge saa
farlig og saa frygtet, er ikke en særlig stærk
Smitsomhed og deraf følgende hurtig
Udbredelse, saadan som Tilfældet er med Mund- og
Klovsygen; ikke heller tager Sygdommen
absolut en dødelig Udgang. Tværtimod synes
15—25 % af Kvæget at være uimodtagelige for
Lidelsen, og denne ender slet ikke saa sjælden
med Helbredelse. Faren ligger i Sygdommens
snigende Forløb og Dyrenes Evne til at smitte,
selv efter at de tilsyneladende er helbredede.
Derved faar Sygdommen Lejlighed til at brede
sig stærkt inden for den paagældende
Besætning, inden der ret bliver lagt Mærke til den,
og ved Salg og Køb af de tilsyneladende sunde
Dyr føres den let omkr. til helt andre
Landsdele.
Lidelsen bestaar i en ejendommelig
Lungebetændelse, som begynder med en
(sero-fibrinøs) Udsvedning i det løse Bindevæv, der
forbinder de enkelte Lungelapper. Lidt efter lidt
bliver disse selv Sædet for en Fortætning
(croupøs Pneumoni), og Lungen faar derved paa
Snitfladen et ejendommeligt, marmoreret
Udseende, idet de — efter Fortætningens Alder
— mørkerøde, gule ell. graa Lungelapper
ligger indrammede af hvide ell. hvidgule
Bindevævsdrag, der ofte er adskillige mm brede.
Faar Processen Lov til uhindret at udvikle sig
uden dog at medføre Døden, ender den gerne
med, at de tidligst og heftigst angrebne
Lungelapper dør bort (Sekvesterdannelse) og
efterhaanden løsnes fra Omgivelserne, som ved en
livlig Vævsnydannelse ligesom indkapsler de
døde Partier. Det er naturligvis navnlig
saadanne tilsyneladende helbredede Dyr, som er
farlige med Hensyn til Smittens videre
Udbredelse. Som oftest breder Betændelsen sig ud
til Lungernes Overflade, saaledes at der
opstaar en Lungehindebetændelse (Pleuritis) med
mere ell. mindre Udsvedning
(Vædskeansamling) i Brystrummet.
Symptomerne er meget vage. I de første
2—4 Uger forløber Sygdommen som en snigende
Lungelidelse med moderat Feber (39,5—40°)
og en smertefuld, tilbageholdt Hoste. Men
derpaa følger et mere akut Stadium med højere
Feber (40—42°), udtalte Forstyrrelser i
Almenbefindendet (Appetitløshed, ophørt
Drøvtygning, ingen Mælkeafsondring o. s. v.),
tiltagende (Hoste, hyppigt og anstrengt, undertiden
stønnende Aandedrag, og under tiltagende
Afkræftelse indfinder Døden sig til sidst i 30—50
% af Tilfældene.
Smitten overføres i Reglen direkte fra Dyr til
Dyr, men Sygdommen kan dog ogsaa forplante
sig ved Mellemled. Siden den belg. Veterinær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
