Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Opera - Opéra comique - opera et studio - opera supererogationis - Operation (i Lægevidenskaben)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvorledes O. nu udviklede sig, efter at den
ogsaa var gaaet over Alperne til Frankrig,
spaltende sig i de to sideløbende Hovedformer,
den store O. (Opera seria, Grand Opéra) og
den lettere, komiske O., Syngespillet (Opera
buffa, Opéra comique) (se Italien, »Musik«).
Den første store Reform, paa O.’s Omraade
indvarsledes med Gluck, der kræver den
dramatiske Sandhed og Naturlighed indsat
i Stedet for den overhaandtagende Svulst
og Bombast, Koloratur- og Bravursangens
Tyranni. Videre udvikles den gennem saa
fuldgyldige Repræsentanter for Italiens Musik som
Bellini, Donizetti, Cimarosa, Paesiello og
Rossini, over Verdi helt ned til vore Dages Verister,
som Mascagni og Leoncavallo, og i Frankrig,
hvor den komiske O. har en enestaaende
Blomstringsperiode under Auber, Boieldieu og
Herold, medens den lyriske O. er repræsenteret
ved Navne som Gounod, Thomas, Massenet,
Saint Saëns o. s. v. (se endvidere Frankrig,
»Musik«, og Gluck).
I Tyskland, hvor Hamburg er O.’s første
Hjemsted (Mattheson, Händel, Thelemann,
Keiser), foregaar Udviklingen videre gennem
Hiller, Mozart og Beethoven og sætter sin ganske
ejendommelige Blomst i den romantiske O.
(Spohr, Weber, Marschner), og herfra udgaar
den anden store Reform i O.’s Historie ved
Richard Wagner, der i sine første
Arbejder endnu sværger til den paa fr. Grund
opvoksede store heroiske O. (Cherubini, Spontini,
Meyerbeer, Halévy), men derefter i Kraft af
sit enestaaende alsidige Geni forener Poesi,
Musik og Malerkunst til det
»Gesammtkunstwerk«, for hvilket han kæmper, saavel
teoretisk i Skrift og Tale, som praktisk gennem sine
store Musikdramaer, og som i Slutn. af 19.
Aarh. trænger sejrrig frem paa alle Scener. —
England har, bortset fra en begrænset
Periode i Slutn. af 17. Aarh. og Beg. af 18. Aarh.
(Purcell), ikke ydet synderlige selvstændige
Bidrag til O.’s Udvikling; her har man til den
seneste Tid saa godt som udelukkende ernæret
sig ved fremmed Kost (ital. O.), og først nu, i
Beg. af 20. Aarh., synes Kravene om en
selvstændig national O. at have Udsigt til at blive
fyldestgjorte. — I Danmark holder O. sit
Indtog omkr. Aaret 1700; i Beg. var det, som
overalt, ital. Operatrupper, der gav
Forestillinger, men enkelte af de saaledes indvandrede
Kapelmestre (Sarti, Scalabrini) fæstede varigt
Bo i Danmark og komponerede O. til danske
Tekster, samtidig med at indfødte Komponister,
som Bredal, ved Omplantningen af det ital.
Intermezzo paa dansk Grund lagde Spiren til det
danske Syngespil. Da Teatret paa Kongens
Nytorv aabnedes 1748, fik O. Plads her jævnsides
Skuespillet og Balletten og har ikke senere
opnaaet at kunne sætte Foden under eget Bord;
men denne Forening af alle tre Kunstarter
under samme Tag har i Tidens Løb vist sig at
være en væsentlig Hemsko for O.’s fulde
Udvikling. Med de fra Tyskland indvandrede
Musikere Joh. Hartmann, Schulz, Kunzen, Kuhlau
og Weyse, der dog hurtig assimilerede sig
saaledes med deres ny Fædreland, at de væsentlig
maa regnes for danske Komponister, aabnes
Rækken af de Kunstnere, der har skrevet
danske O., og denne fylkes saa senere med Navne
som J. P. E. Hartmann, Heise, Lange-Müller,
Enna, Carl Nielsen o. s. v. — I Sverige, hvor
ital. O. opføres 1754, faar Sthlm sin første
selvstændige O. 1773, og 1782 indvies det af Gustav
III byggede Operahus, der først over et Aarh.
senere viger Pladsen for en ny og pragtfuldere
Bygning. — O. benyttes ogsaa som Betegnelse
for selve Institutionen, det samlede Personale
og Materiel, der henhører til Udførelsen af en
O.; endvidere om Bygningen, Teatret, i hvilken
O. opføres, Operahuset (den store O. i Paris).
(Litt.: Af de talrige Værker, der omhandler O.
og dens Historie, skal her, foruden de alm.
Musikhistorier og Musikleksika, kun nævnes nogle
enkelte Specialværker: Bulthaupt,
»Dramaturgie der Oper« [Leipzig 1887]; Marx,
»Gluck und die Oper« [Berlin 1863]; Rich.
Wagner, »Oper und Drama«, i »Ges. Schr.«,
III—IV; Riemann, »Opernhandbuch«
[Leipzig 1887, Suppl. 1893]; Neitzel, »Führer durch
die Oper des Theaters der Gegenwart« [Leipzig
1890—93]; Hanslick, »Moderne Oper«, I—IX
[Wien 1875 ff.]; O. Bie, »Die Oper«
[Berlin 1913]; C. Thrane, »Rossini og O.«
[Kbhvn 1885]; F. Hedberg, »Svenska
Operasångare« [Sthlm 1885]).
S. L.
Opéra comique [åpe’ra-kå’mik], se
Frankrig, »Musik«.
opera et studio (lat.), med Møje og
Anstrengelse.
opera supererogationis betegner i den kat.
Kirkes Praksis saadanne Handlinger, som man
ikke er forpligtet til at gøre, men hvis
Udførelse giver en særegen Løn. Til Grund herfor
ligger Adskillelsen mellem de guddommelige
Bud, der gælder for alle, og de evangeliske
Raad, der kun opfyldes af de Hellige. At en
saadan Begrænsning af Pligtomraadet er
ganske utilstedelig, er alm. indrømmet. For den
protestantiske og den alm. moralske Opfattelse
er Pligten det højeste og omfattende Udtryk
for den moralske Fordring.
F. C. K.
Operation kalder man i
Lægevidenskaben et Foretagende, hvor Lægen ved
Haandgreb griber ind over for sin Patient. Naar
saaledes et Lem er skredet — gaaet af Led — og
Lægen bringer det paa Plads, saa er dette en
O. Naar et Brok er traadt ud, og det tvinges
ind, er det en O. En Morfinindsprøjtning under
Huden er en O. En Tandudtrækning er en O.
O. har været udført, saa længe
Lægevirksomhed overhovedet har været til — ja man kender
fra Stenaldertiden Menneskekranier, hvor man
kan se, at O. har været foretaget, idet man kan
se Trepanationsaabninger udført med
Steninstrumenter, vistnok med religiøse Formaal, i
Lighed med, hvad man kender fra nyere Tid
hos visse vilde Stammer. Medens den operative
Kunst i Oldtiden han været veludviklet
(Instrumentsamlinger fra Pompei), saa har dette
Forhold været anderledes i Middelalderen, hvor
Lægekunsten kom ind i en mystisk, spekulativ
Retning, og hvor Mangelen paa anatomisk
Kundskab holdt Lægerne fra O., der
efterhaanden faldt i Hænderne paa Barbererne og de i
enkelte særlige O. uddannede Specialister,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
