Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
demokratisk-parlamentairiske Principper
fortrinligt stemmende Middel til Løsning af
opstaaede parlamentariske Konflikter.
Opløsningsretten fandt derefter Indgang i næsten alle
konstitutionelle Monarkier, medens Republikker
derimod vedblivende oftest fulgte den
nordamerikanske Forfatnings Eksempel ikke at
tillægge Præsidenten Opløsningsret. Dog tillader
den fr. Forfatningslov 25. Febr 1875
Præsidenten at opløse Deputeretkammeret, men kun
med Senatets Samtykke. Adskillige af de efter
Verdenskrigen givne republikanske
Forfatninger, saaledes den tyske og tschekkoslovakiske,
tillægger derimod nu Præsidenten en ubetinget
Opløsningsret.
Hvor et Parlament bestaar af to Kamre, af
hvilke alene det ene fremgaar af Folkevalg, er
det naturligvis kun det valgte Kammer, der kan
opløses med den Virkning, at ny Valg skal finde
Sted. I England betyder derfor en O. af
Parlamentet kun en O. af Underhuset, idet
Overhuset, der næsten helt bestaar af selvskrevne,
arvelige ell. livsvarige Medlemmer, selvfølgeligt
ikke kan opløses. Dette betyder dog ikke, at
Kronen staar uden Magtmidler over for et
ikke-valgt Overhus, der vedvarende vilde sætte sig
imod Underhuset; tværtimod har Kronen her,
saaledes i England, oftest et andet Middel til at
bryde Husets Modstand, blot et endnu
kraftigere: Retten til at udnævne ny Medlemmer af
Overhuset i ubegrænset Tal. Hvor derimod
begge Kamre er folkevalgte, er Reglen ret
forskellig. Undertiden kan Statsoverhovedet lige
frit opløse begge Kamre, hvert for sig ell. begge
paa en Gang — dette er Reglen i Belgien,
Holland og Sverige. Undertiden kan kun det af
videst Valgret fremgaaede Kammer opløses,
saaledes i Frankrig, hvor kun
Deputeretkammeret, aldrig Senatet kan opløses. Undertiden
kan vel begge Kamre opløses, men kun det ene
til enhver Tid, det andet kun i visse særlige
Tilfælde. I Danmark kunde tidligere efter Grl. af
1849 og 1866 begge Ting lige frit opløses, men
efter Grl. 5. Juni 1915 § 22 kan nu kun
Folketinget til enhver Tid frit opløses, Landstinget
bortset fra Grundlovsforandringer derimod kun
i Tilfælde af en vedvarende Konflikt med
Folketinget, der fortsættes, selv efter at Folketinget
er blevet fornyet ved ordinære Nyvalg efter
Valgperiodens Udløb.
Selv hvor et Kammer frit kan opløses, siger
det sig selv, at der skal vigtige Grunde til for,
at en Regering kan tillade sig ved O. at kassere
gyldige Valg og udskrive ny. Som saadanne
vigtige Grunde kan nævnes, at en Regering er
kommet i Mindretal i Folketinget, men mener
at have Vælgernes Flertal bag sig, i at et nyt
Spørgsmaal er kommet frem, som det anses
vigtigt at høre Vælgernes Mening om o. s. v.
Som Regel vil det naturligvis være Regeringen,
d. v. s. Ministeriet, der faktisk bestemmer, om
O. skal ske, men det er dog ikke udelukket, at
Kongen, hvem denne Ret formelt er tillagt, kan
fremtvinge en O. selv imod sit Ministeriums
Ønske, nemlig derved, at han afskediger det og
udnævner et nyt, saaledes som det skete i
Danmark 1920. Hvor Statsoverhovedet frit kan
opløse, vil der oftest ingen Grænser være sat for,
hvor mange Gange i Træk O. kan ske. Efter
den tyske Rigsforfatning af 1919 kan
Præsidenten dog ikke opløse Rigsdagen mere end 1
Gang af samme Grund, og efter den sv.
Regeringsforms § 109 maa en ordentlig, Rigsdag,
naar den een Gang er blevet opløst, ikke paany
opløses før efter 4 Maaneders Forløb. Derhos
kan en opløst og nyvalgt Rigsdag ikke paany
opløses, før den har været sammen efter den
første Opløsning — Karl X’s Krænkelse heraf
medførte hans Forjagelse ved Julirevolutionen
af 1830 —, ligesom overhovedet en oftere
gentagen O. regelmæssigt vil være en grov Misbrug
af Opløsningsretten.
For at en O. kan være gyldig, maa den altid,
oftest inden en vis i Forfatningen sat Frist,
efterfølges af ny Valg, thi det er jo netop
Nyvalg, som det er Hensigten at fremkalde ved O.
Disse ny Valg gælder da regelmæssigt for en
hel ny Valgperiode; kun i Sverige gælder de
ny Valg kun for Resten af den Tid, det opløste
Kammer havde at leve i. Imidlertid er det
opløste K. at betragte som dødt straks fra O. og
ikke først fra Nyvalgene. Straks fra O. ophører
derfor det opløste Kammer at kunne være
sammen, Rigsdagsmændene ophører at være
Rigsdagsmænd, deres Vederlag, særlige
Retsbeskyttelse m. m. bortfalder, og ingen ny Rigsdag kan
samles, saa længe de ny Valg endnu ikke er
foretagne. For at gøre dette rigsdagsløse
Mellemrum saa kort som muligt, bruger man i
Danmark i nyere Tid at foretage O. paa den
Maade, at den først skal have Retsvirkning fra
Dagen før Nyvalgene, medens Valgene
udskrives i god Tid før. Opløses kun det ene Ting
paa en Tid, da Rigsdagen er samlet, skal det
andet Tings Møder udsættes, indtil hele
Rigsdagen atter kan samles, men Rigsdagen kan
i øvrigt ogsaa opløses, naar den ikke er samlet,
og dette er endog nu det hyppigste, saaledes
at O. først sker, naar Rigsdagen efter endt
Arbejde er hjemsendt. Opløses hele Rigsdagen,
maa den nyvalgte Rigsdag naturligvis begynde
helt forfra paa sit Arbejde; opløses derimod
kun det ene Ting, er det kun dette Tings
Afløser, der maa begynde paa bar Bund, medens
derimod det ikke opløste, men kun udsatte Ting
kan fortsætte sit blot midlertidig afbrudte
Arbejde.
Medens som ovf. anført et helt igennem
ikke-valgt Kammer ikke kan rammes af O., er det
ikke udelukket, at et Mindretal af
regeringsudnævnte Medlemmer, der sidder blandt et stort
Flertal af folkevalgte, sammen med de sidste
kan rammes af O., og der haves ogsaa enkelte
Eksempler paa, at det har været hjemlet m.
H. t. paa en vis begrænset Tid udnævnte. Om
den Strid, der i Danmark har været rejst, om
hvorvidt de efter Grl. 28. Juli 1866 § 39 paa
Livstid udnævnte Medlemmer af Landstinget
maatte rammes af Landstingets O., se
kongevalgte Landstingsmænd. Endelig kan
det nævnes, at medens det som Regel er
Statsoverhovedet, Kongen ell. Præsidenten, der
under ministerielt Ansvar har Retten til O., findes
der dog i Schweiz, Folkesuverænitetens Land
fremfor alle, inden for fl. Kantoner Eksempler
paa, at Vælgerne som saadanne ved
Folkeafstemning kan beslutte O. af Kantonets
lovgivende Forsamling, og adskillige af de tyske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
