Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Opløsningers Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rumfang som muligt, idet de udøver et Tryk
paa Begrænsningen; da det ikke kan komme ud
gennem Hinden, vil Vandet udefra trænges ind,
indtil Vandsøjlens Tryk i Stigrøret holder
Ligevægt med det Tryk, der søger at faa
Sukkermolekylerne til at brede sig over saa stort et
Rumfang Vand som muligt; altsaa med
Sukkeropløsningens osmotiske Tryk. Vædskesøjlens
Højde i Stigrøret er altsaa et direkte Udtryk
for det osmotiske Tryk af den Opløsning, der
er inden for Hinden, hvis Hinden er
fuldstændig uigennemtrængelig for det opløste Stofs
Molekyler. Den omtalte Proces har man givet
Navnet Osmose (af ὠθέω, gennemdrive), og
det osmotiske Tryk er altsaa det Tryk,
det opløste Stofs Molekyler udøver paa en
halvgennemtrængelig Hinde. Dette Tryk
afhænger af det opløste Stofs Koncentration og af
Temp., men er uafhængig af Opløsningsmidlets
Natur. H. de Vries studerede 1884 Osmosen
i Planteceller (se Plasmolyse); hans
Undersøgelser viste, at ækvimolekulære
Opløsninger, d. v. s. saadanne, som i samme Rumfang
indeholder samme Antal Grammolekyler opløst
Stof, udøver samme osmotiske Tryk. Senere
udførte Pfeffer en Række Undersøgelser over
det osmotiske Tryk i Rørsukkeropløsninger, idet
han som halvgennemtrængelig Hinde anvendte
Kobberferrocyanid, udfældet i en Lercelles
Porer. Disse Forsøg viste, at Opløsningers
osmotiske Tryk er proportionalt saavel med
Koncentrationen, som med den absolutte Temp.
Ud fra Pfeffer’s Forsøg viste van’t Hoff
1887, at der var fuldstændig Analogi mellem
Lovene for Luftarterne (Boyle—Mariotte—Gay
Lussac’s Love) og Lovene for Opløsningerne,
idet disse ganske fulgte den kendte Gasligning
p v = R T. Heri er for et Grammolekyle af
en Luftart p dets Tryk, maalt i Atmosfærer, v
Rumfanget, R Gaskonstanten, 0,0821
Liter-Atmosfære, og T den absolutte Temp. Anvendt
paa en Opløsning er p Opløsningens osmotiske
Tryk, v er Molarrumfanget af det opløste Stof,
d. v. s. saa stort Rumfang Opløsning, som
indeholder eet Grammolekyle opløst Stol, R har
samme Værdi som for Luftarter, og T er som
før den absolutte Temp. Dette viser altsaa, at
en Sukkeropløsnings osmotiske Tryk har
ganske samme Værdi som det Tryk, Sukkeret
vilde udøve, hvis det var til Stede i luftformig
Tilstand, ved samme Temp., i samme Rumfang,
som dets Opløsning indtog. Van’t Hoff udvidede
herved Avogadro’s Lov til ogsaa at gælde for
Opløsninger. Ved samme osmotiske Tryk og
samme Temp. indeholder lige Rumfang af
forskellige Opløsninger samme Antal Molekyler og
det samme Antal, der, ved samme Temp. og
Tryk, findes i samme Rumfang af en Luftart.
Da eet Grammolekyle af en Luftart, ved 0° og
760 mm Tryk, fylder Normalrumfanget 22,4 l,
vil altsaa en Rørsukkeropløsning, ved 0°, der
i 22,4 l indeholder 1 Grammolekyle Rørsukker
(C12H22O11=342), d. v. s. 342 g Rørsukker, have
et osmotisk Tryk paa 760 mm (1 Atm.), og en
Opløsning, der i 1 l indeholder eet Grammolekyle,
har altsaa et osmotisk Tryk paa 22,4 Atm.
Ækvimolekulære Opløsninger udøver ikke alene
samme osmotiske Tryk; de viser ogsaa i andre
Henseender store Overensstemmelser, saaledes
har man, ved Forsøg med fortyndede
Opløsninger af organiske Stoffer, fundet, at
ækvimolekulære Opløsninger af forsk. Stoffer i
samme Opløsningsmiddel har samme osmotiske
Tryk, samme relative
Damptryksformindskelse, samme
Kogepunktsforhøjelse og samme
Frysepunktssænkning. Saaledes vil 0,1 molære (se
Opløsninger) vandige Opløsninger alle have
Kogepunktet 100,053° og Frysepunktet ÷ 0,186°;
idet den molære
Kogepunktsforhøjelse og den molære
Frysepunktssænkning for vandige Opløsninger er henh.
0,53° og 1,86°. Van’t Hoff har fundet
Relationerne mellem det osmotiske Tryk og de tre
andre Størrelser og vist, at de kan afledes af
hinanden.
Disse omtalte Love viser sig i
Overensstemmelse med Forsøgene, saa længe der er Tale
om fortyndede Opløsninger af indifferente
Stoffer, især organiske Stoffer; derimod viser
Syrer, Baser og Salte store Afvigelser fra disse
Love: f. Eks. har en Opløsning af eet
Grammolekyle Natriumklorid opløst i 10 l Vand,
altsaa en 0,1 molær Opløsning, et Kogepunkt, der
er meget nær 100,10°, og Frysepunkt, der er
÷ 0,37°, altsaa en Kogepunktsforhøjelse, en
Frysepunktssænkning og derigennem ogsaa et
osmotisk Tryk, der meget nær er det dobbelte
af det normale. Opløsningen forholder sig
altsaa, som den var 0,2 molær, d. v. s. som om der
var opløst 2 Grammolekyler Stof i 10 l. Paa
lgn. Maade forholder en Opløsning af f. Eks.
Baryumklorid BaCl2 sig, kun er her
Afvigelserne endnu større, c. 3 Gange den teoretiske
Værdi. Natriumkloridmolekylet virker i vandig
Opløsning, som om hvert Molekyle var spaltet i
to, og Baryumklorid, som om dets Molekyle var
spaltet i 3 Brudstykker. Nu havde man
allerede tidligere, for at forklare Syrers, Basers
og Saltes Forhold over for den elektriske Strøm,
idet disse i vandig Opløsning leder Strømmen,
er Elektrolyter, antaget, at i det Øjeblik
Strømmen sendes gennem Opløsningen, spaltes
disse Stoffer til elektrisk ladede Dele, der af
Faraday blev kaldt Ioner; disse bevæger
sig under Elektrolysen gennem,
Opløsningen, idet de overfører Elektriciteten fra den
ene Elektrode til den anden. Elektrolyseredes
saaledes Saltsyre, der er en Opløsning af
Klorbrinte, skulde denne spaltes i positivt ladede
Brintioner, og negativt ladede Klorioner.
Brintionerne vil derfor under Elektrolysen vandre
gennem Opløsningen til den negative Elektrode
Katoden og her afgive deres elektriske
Ladning og udvikles som alm. Brint; medens
Klorionerne vandrer til den positive Elektrode
Anoden, og her aflades til alm. Klor. For nu at
forklare Elektrolyternes ejendommelige Afvigelser
fra de osmotiske Love, opstillede Svante
Arrhenius 1887 sin elektrolytiske
Dissociationsteori, hvori han antager,
at alle Elektrolyter allerede ved at opløses i
Vand spaltes i elektrisk ladede Ioner, der
bevæger sig frit i Opløsningen, og m. H. t.
osmotisk Tryk, Kogepunktsforhøjelse og
Frysepunktsnedsættelse forholder sig som
selvstændige Molekyler. Saaledes vil altsaa
Natriumkloridet, i en Natriumkloridopløsning, være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
