Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Option
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
17. Aarh. virkeliggjordes Kravet om et særligt
Værn for det erobrede Omraades Befolkning
dels ved Traktatbestemmelser om Amnesti, dels
og navnlig ved en traktatmæssig sikret
tidsbegrænset Udvandringsfrihed (beneficium
emigrandi), saaledes i Fredene i Arras 1640, Breda
1667 og Rijswijk 1697, og fra 18. og Beg. af 19
Aarh. foreligger talrige Fredstraktater, der
hjemler Indbyggerne i den afstaaede Landsdel
Udvandringsfrihed uden Pligt til at afgive en
Optionserklæring — højst, som i
Campoformiofreden af 1797, en Erklæring om af ville
udvandre — og ofte uden Hensyn til, i hvilket
Land de paagældende er Statsborgere. Siden
Begyndelsen af forrige Aarh. er O. i næsten
alle Traktater om Landafstaaelse hjemlet til
Fordel for visse til det afstaaede Omraade
knyttede Personer, for saa vidt de har ell. før
Afstaaelsen havde Statsborgerret i den
overdragende Stat. Undtagelser forekommer imidlertid
selv fra den nyeste Tid; bortset fra en Traktat
mellem Chile og Peru fra 1883 maa særlig
nævnes Alsace-Lorraines Genafstaaelse til Frankrig
ved Versaillesfreden af 28. Juni 1919. O. var
heller ikke hjemlet i dansk-islandsk
Forbundslov af 30. Novbr 1918, ved hvilken Island
blev udskilt af den danske Stat og anerkendt
som selvstændigt Kongerige, og som derfor i
denne Henseende maa sidestilles med en
Traktat om Landafstaaelse.
O. staar i sin nyere Form i nøje Forbindelse
med Statsborgerforholdet, og adskiller sig
navnlig herved fra den ældre O..
Udvandringsfriheden. Grundtanken er den, at Personer, der
ved Afstaaelsen bliver Statsborgere i den
erhvervende Stat, skal kunne forbeholde sig at
bevare deres gl. Statsborgerret. Hvilke Personer
denne Ret tilkommer, er fastsat i
Overdragelsestraktaten ud fra vekslende Synspunkter;
undertiden er det iflg. Afstamningsprincippet alene
dem, der er født i det afstaaede Omraade, uden
Hensyn til, hvor de er bosat, men oftere de
der bosatte, uden Hensyn til, hvor de er født
(Domicilprincippet). Disse Principper,
af hvilke det sidstnævnte i Alm. giver en
rimeligere Afgrænsning end det første, er jævnlig
kombineret, enten saaledes, at Optionsretten kun
tilkommer dem, der baade er født og bosat paa
det afstaaede Omraade, ell. saaledes, at den
baade tilkommer dem, der er født, og dem, der
er bosat der (saaledes Freden i Zürich 1859).
Ved koloniale Overdragelser tilkommer
Optionsretten jævnlig kun Personer, der er født i
Moderlandet. Omvendt kan der være hjemlet
Personer, der iflg. Overdragelsestraktaten
bevarer deres gl. Statsborgerret, Adgang til at
optere for den ny. Iflg. Versaillestraktaten
kunde saaledes tyske Statsborgere, der er født,
men ikke bosat i de sønderjyske Landsdele,
optere for Danmark, ligesom der i nævnte
Fredstraktat er Bestemmelser om em vis Adgang for
tyske Borgere, der bor, men ikke er født i
andre afstaaede Omraader, til at erhverve henh.
belgisk, fr. og polsk Statsborgerret.
Undtagelsesvis kan O. ogsaa finde Sted for en tredje Stat.
Saaledes bestemmer Art. 80 i St.
Germain-Freden af 10. Septbr 1919, at Personer, der
havde Indfødsret paa et Omraade i det
tidligere østerrig-ungarske Monarki, og som ved
Race og Sprog adskiller sig fra Befolkningens
Flertal der, inden 6 Maaneder efter Traktatens
Ikrafttræden kunde optere for Italien,
Jugoslavien, Polen, Rumænien, Tschekkoslovakiet ell.
Østerrig, alt efter som Flertallet af
Befolkningen i vedk. Stat taler samme Sprog og tilhører
samme Race som Optanterne. En tilsvarende
Bestemmelse findes i Trianon-Freden med
Ungarn af 4. Juni 1920 Art. 64.
O. er i Reglen kollektiv i den Forstand, at
Ægtemandens O. omfatter Hustruen og
mindreaarige Børn, hvorimod den saakaldte
individuelle O., iflg. hvilken den mindreaarige senere
kam optere efter Opnaaelsen af en vis Alder,
kun sjældent forekommer (dog f. Eks. i
Traktat af 1877, hvorved Sverige overdrog Frankrig
den vestindiske Ø St. Barthélemy). O. sker ved
Afgivelsen af en skriftlig Erklæring til den
Stats Myndigheder, for hvilken der opteres. O.
maa ske inden en vis Frist, der f. Eks. i
Kielfreden 1814 og Wienfreden 1864 var 6 Aar
efter Ratifikationernes Udveksling, i
Versaillesfreden 1919 for Nordslesvigs Vedk. 2 Aar efter
Suverænitetsskiftet og i den dansk-amerikanske
Traktat om Vestindien 1916 et Aar efter
Ratifikationernes Udveksling. Optionserklæringen
skal som oftest — dog f. Eks. ikke iflg.
sidstnævnte Traktat — efterfølges af Udvandring og
som Regel af Bosættelse i den Stat, der opteres
for. Fristen for Bopælsforlæggelsen faldt i
Reglen tidligere sammen med Optionsfristen, men
i Traktaterne efter Verdenskrigen begynder
den først at løbe ved Erklæringens Afgivelse;
for de sønderjyske Landsdeles Vedk. var den
et Aar. Den Afgift, der tidligere skulde svares
ved Udvandring, gabella emigrationis, har siden
Freden i Rijswijk 1697 været anerkendt som
bortfaldet, og yderligere hjemles der i nyere
Traktater udtrykkeligt Optanten Ret til
toldfrit at medtage sit rørlige Gods. Som Regel
behøver den opterende heller ikke nu at afhænde
sin faste Ejendom, hvilket dog undtagelsesvis er
bestemt i Freden i Shimonoseki mellem Kina
og Japan 1895 og i Portsmouth mellem Rusland
og Japan 1905. Naar Optionserklæringen er
gyldigt afgivet og Bopælsbetingelsen opfyldt, er den
ny Statsborgerret definitivt erhvervet.
Udvandrer Optanten ikke, hvor det er paabudt i
Traktaten, bliver enten O. ugyldig, ell. Optanten
mister visse Fordele, f. Eks. Retten til at
medtage sit Løsøre uden Afgift, hvilket saaledes
gælder i Tschekkoslovakiet. Undertiden er der
efter Options fristens Udløb Adgang til at optere
om igen, saaledes iflg. belgisk-nederlandsk
Traktat af 1839 for de Optanter, der ejede fast
Ejendom i det andet Land, og i den
dansk-amerikanske Traktat af 1916 endog uden denne
Begrænsning.
Mange Forfattere benægter, at der bestaar
nogen folkeretlig Pligt til at aabne Adgang til
O. ved Landafstaaelse (saaledes Hatschek og
Strupp). Andre vil anerkende en Retssædvane,
der er ved at udvikle sig (Schönborn), medens
en enkelt (Liszt) betegner O. som en ved
Sædvaneret udviklet gældende folkeretlig Regel.
Selv om de Magter, der indgaar en Traktat om
Landafstaaelse, næppe kan siges at være
forpligtede til at træffe Bestemmelse om O., maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
