Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ordbog - Orddannelse - Orden, se Familie - Orden (mat.) - Orden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over jyske Almuesmål« (1886—1914), L. Meyer’s
ofte udgivne »Fremmedordbog« (1. Udg. 1837).
Ret righoldige m. H. t. Kundskaben om
Ordforraadet i Dansk er ogsaa Sundby og Baraël’s
dansk-franske O. samt A. Larsen’s
dansk-engelske. En ny »Etymologisk O. over det norske
og danske Sprog« har Hj. Falk og A. Torp
udg. 1901—06. — Særlig norske O. har man
allerede fra 17. Aarh.: Chr. Jensen’s »Den
norske Dictionarium ell. Glosebog« (Kbhvn 1646),
og 18. Aarh.: E. Pontoppidan’ Glossarium
Norvagicum (Bergen 1749). Den nyeste, efter at
Norsk har antaget et selvstændigere Præg, er
I. Aasen’s »O. over det norske Folkesprog«
(Kria 1850, 2. Udg. med Titlen »Norsk O.«, smst.
1873), hvortil H. Ross »Norsk O.« (smst. 1895)
danner et Tillæg; endvidere S. Schjøtt’s
»Dansk-norsk O.« (1900) og »Norsk O.« (1914), A. Torp’s
»Nynorsk etymologisk O.« (1919). — Sverige
har en temmelig betydelig Leksikografi, der
tager Udspring fra J. Ihre’s Glossarium
Suio-Gothicum (1769) og »Svenskt Dialectlexicon«
(1766), fortsættes ved A. F. Dalin’s »Ordbok
öfver svenska språket« (Sthlm 1850—53), J. E
Rietz’s »Ordbok öfver Svenska allmogespråket«
(Malmö 1867) og Schlyter’s »Ordbok till
samlingen af Sveriges gamla lagar« (Lund 1877), og
fra den nyeste Tid har saa anselige Arbejder
at opvise som K. F. Söderwall’s »Ordbok öfver
Svenska Medeltidsspråket« (1884 ff.), F. Tamm’s
etym. sv. O. (1890 ff.) og den store O., som det
svenske Akademi udgiver (1893 ff.) foruden
talrige O. over de enkelte sv. Dialekter. Det nyeste
Arbejde er O. Östergren’s »Nusvensk O.« 1915 ff.).
(E. G.). C. S. P.
Orddannelse. I Reglen opføres i
Grammatikkerne Orddannelseslære som en særlig
Hovedafdeling imellem Bøjningslære (Formlære) og
Syntaks (Ordføjningslære), men Grænserne
mellem O. og Bøjning er ikke altid lette at drage.
Den simpleste Form for O. er
Sammenrykning, hvorved to selvstændige Ord rykkes
sammen og danner eet; tit kan det være
tvivlsomt, om vi har eet ell. to Ord: vel opdraget
ell. velopdragen, her op eller herop, i Hu ell.
ihu. Hvor der er tilvejebragt virkelig sproglig
Enhed, har vi Sammensætning; Enheden
kan vises enten i Form, som i Bygmester (smlg.
bygge), Tokrone (uden Stød i To og uden
Flertalsendelse), Lavland (smlg. lavt Land), ell.
i Bøjning, som i Hvidtøllet (smlg. det hvide Øl),
Friskfyre, femogtyvende (alm. skrevet fem og
tyvende, mærk, at det hedder een og tyve Aar,
ikke et og tyve, saa at det vel burde skrives
som eet Ord), ell. i Bet., som underhaanden
(forsk. fra under Haanden), efterhaanden,
undertiden, Stormand, ligegyldig, ell. endelig, hvad
der er meget hyppigt, samtidig ved flere af
disse Kendetegn. I en Del sammensatte
Navneord har Forleddet en Genitivendelse:
Mandsdragt, Aarsunge, Avlskarl; det e, der forbinder
de to Led i Fuglerede, Dyresteg, Barneseng
o. fl., er en gammel Endelse for Genitiv
Flertal. Nu er der stor Tilbøjelighed til at forbinde
de to Led ved Hjælp af s ved dobbelt
Sammensætning, f. Eks. Rødvinsglas (men Vinglas),
Bomuldstøj (men Uldtøj), Egetræskiste (men
Trækiste) o. s. v. Men i de allerfleste Tilfælde
bruges i Sammensætningers Forled Ordets
Stamform uden Endelse, en Regel, der gaar
tilbage til vor Sprogæts allerældste Tider.
Forholdet mellem de to Led kan, hvad Betydning
angaar, være højst mangfoldigt, smlg.
Landmand, Landdyr, Landkort, Landpost,
Landligger, Landstorm, Landtunge, Landgang,
Landsmand, Landeplage. Mange gamle
Sammensætninger føles ikke længere som saadanne, idet
det ene ell. begge Led i Tidens Løb er blevet
ukendeligt: Moster (Mor+Søster), Mødding
(Møgdynge), Mynde (my smal+Hund), Stakkel
(Stavkarl).
Afledning stilles alm. op som noget fra
Sammensætning forsk., men i mange Tilfælde
gaar de to Orddannelsesmidler gradvis over i
hinanden. Man taler om Afledning med
Præfikser (Forstavelser) og Suffikser
(Endestavelser, Endetillæg). De fleste af de første er let
genkendelige som selvstændige Ord, og
Afledninger som Fordel, meddele, tildele kan ogsaa
opfattes som Sammensætninger; men i andre
Tilfælde findes Præfikser kun som saadant, f.
Eks. u- i ukyndig og de fra tysk laante be-,
er- i beholde, erholde o. s. v. Nogle Suffikser
er gamle selvstændige Ord, saaledes -hed i
Godhed, gotisk haidus, Art, Beskaffenhed, -skab
i Venskab, -dom i Guddom, -lig i herlig. Men
langt de fleste Afledningsendelser, ofte
bestaaende kun af een ell. et Par Lyd, er det umuligt
at forklare paa den Maade; mange af dem gaar
tilbage til de allerældste Lag af vor Sprogæt.
Hyppigt optræder forsk. Aflyd i de med forsk.
Endelse af samme Rod dannede Ord, f. Eks.
Greb, gribe; bære, Baare, Byrd, Byrde, Barn,
Et enkelt Ord kan have flere For- og
Endestavelser: U-i-mod-tage-lighed. Naar vi træffer
Ord som at tilrettevise, redegøre, bogføre o. l.,
maa disse ikke opfattes som direkte opstaaede
ved Sammensætning, men er gaaede igennem
afledede Substantiver som Tilrettevisning,
Redegørelse, Bogføring: den opr. Verbalføjning er
at vise til Rette, gøre Rede, føre til Bogs. Om
de forsk. Teorier om Afledningsendelsers
Oprindelse, se O. Jespersen, Language (London
1922), Kap. XIX.
O. Jsp.
Orden, se Familie.
Orden (mat.), en Kurves, se Kurver.
Orden (hertil 2 Tavler) (lat. ordo), opr.
Betegnelsen for Sammenslutning af en begrænset
Kreds af Mennesker, som med et bestemt
Formaal for Øje underkaster sig visse Pligter og
Regler. Den katolske Kirkes religiøse
Samfundsdannelser, Munke- og
Nonneordenerne (se Munkevæsen),
der med deres aristokratisk-republikanske
Forfatning tidligt naaede en høj Udvikling, er
Udgangspunktet for alt, ogsaa moderne,
Ordensvæsen. Bortset fra sagnagtige Beretninger
om romerske og ægyptiske militære
Fortjenesteordener fra Hundreder af Aar f. Kr. og
om ridderlige Selskabsordener fra det første
Aartusinde efter Kristus, f. Eks.
Frankerkongen Clodewig’s hellige Flaske-O. (ordo
sanctæ ambullæ), Karl Martell’s Bisamkat-O.
(genette) o. a., er det først den af
Korstogene skabte vældige religiøse Bevægelse, der
overfører Munkevæsenets Ordensdannelser paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
