- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
636

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orseille - Orseillelav - Orsel, André Jacques Victor - Orsellinsyre - Orsellinsyreætere - Orsi, Achille d' - Orsini

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tinctoria (Farvelav), der indføres fra de
canariske Øer til Europa, hvor det efter Kogning
med fortyndet Sodaopløsning behandles med
Ammoniak, ofte i Form af Gasvand. Af den
dannede Opløsning af roccellsur Ammoniak
udfældes Lavsyren ved Tilsætning af Saltsyre som
et hvidt Bundfald, der derpaa sammen med
Ammoniak udsættes for Luftens Paavirkning.
Fortsættes Iltningen tilstrækkelig længe, dannes
til sidst Lakmus. Af forsk. Arter Lecanora,
der forekommer i Skotland, fremstilles der et
lgn. Farvestof, Persio, Cudbear eller rød
Indigo
. Begge Farvestoffer kommer i
Handelen som Pulver, som Dejig ell. i Form af
Lakfarver, og benyttes til Farvning af Uld og
Silke, men fortrænges efterhaanden mere og
mere af de sure Azofarvestoffer.
K. M.

Orseillelav [år’sæljə-], se Roccella.

Orsel [år’sæl], André Jacques Victor,
fr. Maler, f. 1795 i Oullins ved Lyon, d. 1850 i
Paris. Efter Læreaarene hjemme og i Paris
(under Guérin m. v.) kom han 1825 til Rom,
hvor han sluttede sig til Overbeck og de andre
Klosterbrødre fra S. Isidoro. Denne nazarenske
Paavirkning er kendelig i O.’s storladne og
skønne Kunst, der tilmed er i høj Grad
dekorativ og derfor udmærket egner sig til
Arkitekturudsmykning. Sine dekorative Værker
udførte O. med Voksfarver paa Murværket,
saaledes i de to af ham og A. Perin udsmykkede
Kapeller i Paris’ Notre Dame de Lorette;
endvidere et mægtigt Maleri i Notre Dame de
Fourvières i Lyon. Mange af O.’s Arbejder ses
nu i Museet i Lyon (»Abel’s Død« [1824], »Moses
findes« m. v.). Louvre-Samlingen ejer adskillige
af hans betydelige Tegninger.
A. Hk.

Orsellinsyre, 1, 3, 5, 6,-C6H2(OH)2(CH8).
COOH, er en Dioxytoluylsyre; den findes i
Roccella tinctoria som Orsellsyre
(Lecanorsyre, se ndf.) og i Roccella fuciformis som
Erythrin (orsellinsur Erythrit); af disse
Produkter faas den ved Opvarmning med Kalk-
ell. Barytvand. O. er letopløselig i varmt Vand
og i Æter, meget letopløselig i Alkohol. Den
krystalliserer med 1 Molekyle Vand, som
bortgaar ved 100° og smelter i vandfri Tilstand
ved 176°, idet den spaltes i Kulsyre og Orcin.
Med Jernklorid giver den en violet Farve.
Lecanorsyre er Diorsellinsyre, C16H14O7; den
krystalliserer i Naale og smelter ved 153°; ved
Kogning med Vand gaar den over til O., af
hvilken den er en en-basisk Anhydrid.
(O. C.). R. K.

Orsellinsyreætere. Erythrin er
orsellinsur Erythrit og faas af Roccella
fuciformis
ved Maceration i 4 Timer med 1,6 %-holdig
Kalkmælk og straks derpaa følgende Fældning
med Saltsyre. Den er vandfri og danner
Krystalaggregater, som er tungopløselige i varmt
Vand og smelter ved 137°. Orsellinsur
Ætyl
, C8H7O4 . C2H5, faas af Erythrin ved
Behandling med varm Alkohol; den smelter ved
132°.
(O. C.). R. K.

Orsi [’orsi], Achille d’, ital. Billedhugger,
f. 1845 i Neapel. O. er især knyttet til sin
Fødeby, baade ved Uddannelse (en Tid dog
i Rom) og Virksomhed. Til hans
Ungdomsarbejder hører »Salvator Rosa« (Neapels Reale
Istituto
); stor Lykke gjorde 1877 Gruppen »I
parassiti« (romerske Parasitter). Senere Værker
(delvis i Bronze): Sædemand, Proximus tuus,
Kabalisten, Fiskerdreng, Arbejder, der ligesom de
nysnævnte viser ham som udpræget Naturalist.
A. Hk.

Orsini [or-] (ell. Ursini), ital. Adelsslægt,
hjemmehørende i Rom; og omliggende
Landskaber, hvor den i ældre Tid har spillet en
fremtrædende Rolle, der ogsaa fik Bet. for
Italiens alm. Historie, og endnu hører til det
fornemste Aristokrati. Slægten er ældgammel, men
kan dog ikke med Sikkerhed føres længere
tilbage end til Midten af 12. Aarh., fra hvilket
Tidspunkt rom. Patriciere med Navnet O.
fremtræder som Pavestolens Forsvarere i
Modsætning til den anden mægtige Slægt Colonna,
Ghibellinernes og »Folket«’s Hovedstøtte i Rom.
Henved Aar 1200 delte Familien sig i 3 Linier,
af hvilke de to ældste er uddøde, medens den
yngste, O.-Gravina, der har sit Tilnavn
efter en Stad i det sydøstlige Italien, har
fortsat sig til Nutiden. Bl. Medlemmerne af denne
Linie, som har faaet en Broderpart af de
Værdigheder og Titler, der efterhaanden tilfaldt
Slægten, blev Francesco O. 1417, Greve
af Gravina
, hans Søn Jacopo O. 1463
Hertug af Gravina, Beroaldo O. 1724
tysk Rigsfyrste, hvorefter Paven
udnævnte ham til den hellige Stols
Fyrste
, hvilken Titel er gaaet i Arv til den nuv.
Chef for Huset O. i Rom. Familiens Glans
forøgedes ydermere ved, at Pavetronen 3 Gange
er blevet beklædt af Mænd af dens Midte,
nemlig Johannes Cajetanus O., som Pave
Nicolaus III (1277—80), Pietro
Francesco O.
, som Pave Benedict XIII (1724—30), og
Lorenzo O., som Pave Clemens XII
(1730—40). Bl. de øvrige Medlemmer af Slægten
fremhæves:

1) Nicolo O., Greve af Petigliano
(1442—1510), en i sin Tid højt anset Condottiere; han
gjorde først Krigstjeneste i Neapel for Huset
Anjou og stod dernæst efterhaanden i Pavens,
Sienas, Firenzes og til sidst i Venedigs Sold;
navnlig udmærkede han sig som venetiansk
General i Republikkens Krig mod Ligaen i
Cambrai (1508), idet han erobrede Padua og
holdt Kejser Maximilian’s Hær i Skak; men
kort efter blev han bortrevet af Døden.

2) Lorenzo O., Herre af Cerri (d. 1536),
foreg.’s Fætter, vandt sig ligeledes et Navn som
Hærfører, først i venetiansk, senere i pavelig
og endelig i fr. Tjeneste.

3) Virgilio O., Herre af Bracciano (d.
1497), en i Italien navnkundig Feltherre, tjente
bl. a. Pave Sixtus IV mod Ferrara, og Neapel,
hvis Hær han besejrede ved Campo Morto
(1482); da Karl VIII af Frankrig drog mod
Neapel, traadte han imidlertid i dette Lands
Sold, men gik 1496 over til Franskmændene,
under hvis Faner han kæmpede, indtil han ved
Belejringen af Atella faldt i Hænderne paa
Neapolitanerne, der holdt ham fængslet til hans
Død.

4) Paolo Giordano O., Hertug af
Bracciano (1541—85), pavelig Feltherre, anførte
1566 Pavens Hær, der skulde hindre

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:46 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0678.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free