Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oskar I, Josef Frans - Oskar II, Frederik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Svingning i de forenede Rigers Politik over for
Rusland, hos hvem Karl Johan havde søgt sin
Støtte, skønt han derved gjorde det vanskeligt
for de to Riger at bevare en fri Stilling lige
over for deres mægtige Nabo; Misstemningen
herover og Frygten for Ruslands Fordring paa
en Kyststrækning ved Varangerfjorden bragte
O., der ligesom Frederik VII havde erklæret
sig neutral under den orientalske Krig (Decbr
1853), til at slutte en Alliancetraktat (21. Novbr
1855) med England og Frankrig, der
garanterede de forenede Rigers Integritet. Den
derved opstaaede Fare for en Krig med Rusland
blev dog undgaaet ved den kort efter
paafulgte Fredsslutning mellem de krigsførende
Magter.
I Norge gav O. straks efter sin
Regeringstiltrædelse efter for Nordmændenes Ønsker i
Flagspørgsmaalet, idet det norske Handelsflag
med Unionsmærke blev norsk Orlogsflag;
dernæst ændredes Rigsvaabnet, Kongens Titel deltes
i en norsk og svensk, og noget senere oprettedes
en egen norsk Ridderorden (1847). Ligeledes
søgte han at imødekomme Oppositionen ved
efterhaanden at optage enkelte af dens
Medlemmer i Ministeriet, der blev forøget med en ny
Statsraad (for det nyoprettede
Indredepartement); men dette hindrede ikke, at Regeringen
i O.’s Styrelsestid bevarede et afgjort
konservativt Præg, og da den demokratiske Fraktion
i Stortinget først i O.’s sidste Aar tiltog i
Styrke og dannede et stort Oppositionsparti, var
der kun sjælden, f. Eks. ved Spørgsmaalet om
Indførelse af Jurydomstole (1857), alvorlig
Uenighed mellem Regering og Storting.
Udviklingen gik sin fredelige Gang, og ligesom
Sverige gjorde Norge mægtige Fremskridt i
materiel Henseende; navnlig tiltog Skibsfarten i
en forbavsende Grad efter den eng.
Navigationsakts Ophævelse; men ogsaa de andre
Næringsveje fremmedes, bl. a. ved storartede
Vejanlæg, Kreditvæsenets Forbedring og Oprettelsen
af en Landbrugsskole. Som Fremskridt af en
anden Art bør ogsaa nævnes Dissenterloven
(1845) og Ophævelsen af Forbudet mod Jøders
Ophold i Riget (1851). — I hele dette
mangesidige Reformarbejde, især i Sverige, deltog O.
personlig i en saadan Grad, at det med fuld
Ret er blevet sagt om ham, at han vilde have
været i Stand til at overtage et hvilket som
helst Regeringsdepartement; men denne
anstrengte Virksomhed oversteg hans Kræfter, og
efter at en Leversygdom i 1852 havde nedbrudt
hans Helbred, tiltog Svækkelsestilstanden
efterhaanden saaledes, at han 25. Septbr 1857
maatte overdrage Regeringen til Kronprinsen (Karl
XV). Hans to sidste Aar var en langsom
Hensygnen baade paa Sjæl og Legeme. I sit
Ægteskab med Dronning Josefine var O. Fader til
4 Sønner, Karl (Karl XV), Gustaf, Oskar
Frederik (Oskar II) og August, Hertug af Dalarne
(f. 24. Aug. 1831, d. 4. Marts 1873), samt en
Datter, Prinsesse Eugénie (f. 24. Apr. 1830, d.
ugift 24. Apr. 1889). (Litt.: J. Almén, »Ätten
Bernadotte« [nyt Opl., Sthlm 1896];
Hallendorff, »Oscar I, Napoleon och Nikolaus. Ur
diplomaternas privatbrev under Krimkriget«
[1918]).
(C. F.). G. C.
Oskar II, Frederik, Konge af Sverige og
Norge, tredde Søn af ovenn. Kong O. I. og
Dronning Josefine, f. paa Sthlm Slot 21. Jan.
1829, d. smst. 8. Decbr 1907; fik straks efter sin
Daab af Karl
XIV Johan
Titlen Hertug af
Østergötland.
Tidlig viste han
sig at være i
Besiddelse af
ypperlige Evner
og Anlæg, og
samtidig med
at disse
udvikledes ved en
omhyggelig og
mangesidig
almendannende
Undervisning,
der til Dels var
fælles for ham
og hans to
ældre Brødre, Karl
og Gustaf, og
senere afsluttedes ved gentagne Studieophold ved
Upsala Univ., forberedtes han særlig under
Vejledning af Kaptajn i den norske Flaade Haffner
til at indtræde i Marinen, hvis Kadetskole han
gennemgik, og efter aflagt Officerseksamen
udnævntes han (Juli 1845) til Sekondløjtnant i
den sv. og norske Flaade, ligesom han fik
Officersbestalling i begge Rigers Hære. Med Liv og
Sjæl kastede han sig nu over Søvæsenet, og
med det Kendskab til Flaaden og dens Tarv,
han efterhaanden erhvervede sig dels som
praktisk Sømand paa fl. Togter, dels ved
indgaaende Studier af hist., taktisk og
administrativ Art, fik hans Mening, efter hvad der
antages, allerede som ung Officer en ikke
ringe Indflydelse paa de Overvejelser om
(Søforsvarets Ordning, der beskæftigede O. I. og hans
Ministre. Med hvilken varm Interesse han
omfattede sit Kald, viser ogsaa adskillige af ham
i hin Tid forfattede Afh., saasom »Om
skärgårdsflottans debarkeringstrupper« (1849) og
»Förslag till exercisreglemente for K. M. flottas
landstigningstrupper« (1855). Over Flaadens
Nutid og Fremtid glemte han dog ikke dens
Fortid, som han gjorde til Genstand for flittige
Studier, der bl. a. satte Frugt i hans paa
Undersøgelser i Krigsarkiverne grundede
Afhandlinger »Några bidrag till Sveriges historia åren
1711, 1712 och 1713« (Vitterhets, historie- och
antikvitets-akademiens handlingar, 22., 24. og 25.
Bd — 1861—67). Men han lod det ikke blive ved
Historieforskning alene; hvad han ad den Vej
havde indvundet af Kendskab til svundne
Tiders Bedrifter, fik Form og Farve i hans
levende Fantasi, og som Digter rettede han da
en kraftig Appel til Nationalfølelsen ved sin
vidtkendte Digtcyklus »Ur svenska flottans
minnen«, hvori hans Fædrelandskærlighed og dybe
Beundring for det sv. Orlogsflags ærefulde
Minder har givet sig et ædelt, klangfuldt Udtryk.
Bogen, der udkom 1858 (og senere i ny Opl.),
blev prisbelønnet af det sv. Akademi. Til
Digtsamlingen knyttedes senere det dramatiske
 |
| Oskar II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
