- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
680

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Otto I, den Store - Otto II (tysk-rom. Kejser) - Otto III (tysk-rom. Kejser) - Otto IV (tysk Kejser) - Otto I (Konge af Bayern) - Otto I (Konge i Grækenland)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kopke og Dümmler, »Kaiser O. der
Grosse«).
(J. L.). H. J-n.

Otto II, tysk-rom. Kejser (973—83), f. 955,
var Søn af Otto I og Adelheid og kronet baade
til tysk Konge og rom. Kejser i sin Faders
Levetid. Efter sin Tronbestigelse maatte han først
kæmpe med Harald Blaatand, der forgæves
søgte at forsvare Dannevirke. O. trængte langt
op i Jylland, og Resultatet var Oprettelsen af
den »Danske Mark« (974) ɔ: Landet mellem
Eider og Sli, der dog gik tabt efter hans Død.
Samtidig maatte han føre haarde Kampe først
med sin Fætter Henrik af Bayern, der dog blev
overvunden (976), og fra hvis Land Kärnten og
Østerrig udskiltes som særlige Hertugdømmer,
siden med Kong Lothar af Frankrig, der vilde
vinde Lothringen, men fik nok at gøre i sit
eget Land. Derpaa vendte O. sig mod Italien.
Han var bleven gift med den gr. Prinsesse
Theofano og ønskede at vinde de gr.
Besiddelser Calabrien og Apulien, som da var stærkt
truede af Saracenerne, der kort i Forvejen
havde erobret Sicilien. Grækerne sluttede dog
Forbund med Saracenerne, O., der var trængt
ned i Calabrien med en tysk Hær, led et
frygteligt Nederlag ved Cotrone (982) og var
nær ved selv at miste Livet. Han forberedte sig
til et nyt Tog, men døde i Rom i en ung Alder
(983) af Græmmelse over, at Fjenderne ved
Budskabet om hans Nederlag rejste sig alle
Vegne. (Litt.: Ranke, »Weltgeschichte« VIII
[1887]; Giesebrecht, »Jahrbücher des
Deutschen Reiches unter Otto dem Grossen«;
Uhlirz, »Jahrbücher des deutschen Reiches
unter Otto II und Otto III« [I, 1902]).
(J. L.). H. J-n.

Otto III, tysk-rom. Kejser (983—1002), f.
980, var Søn af Otto II og Theofano. Faderen
havde faaet ham erkendt som sin Efterfølger,
og Riget styredes nu under hans
Mindreaarighed af hans græske Moder og fr. Bedstemoder,
medens han blev udmærket opdraget af den
berømte Gerbert. Han blev da fjernet fra sit
Hjemlands Tankegang og foragtede den
»sachsiske Raahed«. Straks efter at han var bleven
myndig (996), drog han til Rom, fordrev dettes
Herre Crescentius og indsatte en Tysker til
Pave. Da Crescentius gjorde Opstand, blev denne
kuet med frygtelig Grusomhed, og Gerbert blev
Pave (999) som Sylvester II; dermed holdt
Reformidéerne fra Cluny deres Indtog paa
Pavetronen. — O. havde store Planer om at gøre
Rom til Verdens Hovedstad, Sæde for den
ligeberettigede Kejser og Pave, og var stolt af at
stamme fra de græske Kejsere, som han søgte
at efterligne; han ofrede for disse store
Drømme Tysklands Interesser ved at anerkende
Ungarns og Polens Uafhængighed, men døde 1002,
kun 22 Aar gl. (Litt.: »Jahrbücher des
deutschen Reiches unter O. II und O. III«;
Giesebrecht, »Gesch. der deutschen Kaiserzeit« I];
Manitius, »Deutsche Gesch. unter den
sächsischen und salischen Kaisern«).
(J. L.). H. J-n.

Otto IV, tysk Kejser (1198—1218), f. 1174,
var Søn af Henrik Løve og Mathilde af
England og blev, da Faderen maatte gaa i
Landflygtighed (1180), opdraget ved det eng. Hof.
Til Løn for, at han hjalp sin Morbroder Richard
Løvehjerte, fik han Poitou og Aquitanien. Efter
Henrik VI’s Død udraabte det welfiske Parti
ham til tysk Konge (1198), medens Ghibellinerne
valgte Filip af Schwaben. O. blev støttet af
England, Danmark, Böhmen og Paven, der saa
sin Fordel i at hjælpe den svageste Part, men
alligevel gik Filip stadig fremad, og O. maatte
1207 flygte til England. Efter Filip’s Mord blev
O. dog alm. anerkendt og blev kronet af
Innocens II (1209) mod at give efter i
Investiturspørgsmaalet. Snart kom han dog i Strid med
Paven, bl. a. ved at angribe Apulien, og da
Bandsættelsen ikke frugtede, maatte Innocens
opstille sin Myndling, den unge Frederik II, som
Modkonge (1212). Da O. derpaa 1214 forsøgte
sammen med sin Morbroder Johan uden Land
at knuse Filip August af Frankrig, men led det
vældige Nederlag ved Bouvines, var det ude
med hans Anseelse i Tyskland. Han trak sig
tilbage til sit Arveland Brunsvig og døde der
1218. (Litt.: Langerfeldt, »Kaiser O. IV.«;
Winkelmann, »Philipp von Schwaben und
O. IV; Jastrow-Winter, »Deutsche
Geschichte im Zeitalter der Hohenstaufen« II).
(J. L.). H. J-n.

Otto I, Konge af Bayern 18S6—1913
(1848—1916), yngre Søn af Maximilian II. Fulgte i den
fransk-tyske Krig 1870—71 med det tyske
Hovedkvarter; men viste allerede 1872 Tegn til
Sindssyge; som uhelbredelig maatte han siden
1875 holdes under stadig Bevogtning. Alligevel
blev han ved Broderen Ludvig II’s Selvmord
1886 udraabt til Konge, dog kun af Navn, idet
Landets Styrede overtoges af hans Farbroder
Luitpold og efter dennes Død 1912 af hans Søn
Ludvig III, som Aaret efter gjorde Ende paa
dette Narrespil ved selv at tage Kongenavnet.
E. E.

Otto I, Konge i Grækenland (1833—62), f. 1.
Juni 1815, d. 26. Juli 1867, yngre Søn af Kong
Ludvig I af Bayern. Han blev 7. Maj 1832 af de
tre Skytsmagter udset til Konge og 8. August
kaaret af den gr. Nationalforsamling; kom 30.
Jan. 1833 til den daværende Hovedstad Nauplia
og holdt en Uge senere sit højtidelige Indtog;
i Slutn. af 1834 flyttede han til Athen, Indtil 1.
Juni 1835 styredes Landet af et bayersk
[Regentskab (Armansperg, Maurer o. fl.), og selv efter
at han havde overtaget Regeringen, beholdt de
tyske Embedsmænd den overvejende Indflydelse
indtil 1837. Endnu vedblev Enevælden, lige til
Revolutionen Septbr 1843 tvang ham til at give
en fri Forfatning, Men han havde hverken
aandelig Overlegenhed ell. Smidighed nok til at
paatrykke Styrelsen sit personlige Præg, uden
Hensyn til de skiftende Ministerier, ej heller
Selvfornægtelse nok til at lade dem raade, men
søgte ved Intriger og Bestikkelser, at skaffe sig
Flertal i Kamrene og derved Magten. Hans
Holdning under Krim-Krigen, da han viste
Sympati for Rusland og støttede Forsøg paa at
løsrive Thessalien fra Tyrkiet, skaffede ham vel
nogen Folkeyndest, men den tabte sig snart, og
Uviljen mod Hoffets Indflydelse voksede stadig.
Da han ikke kunde bekvemme sig til at opgive
dette personlige Regimente, udbrød i Oktbr 1862
Opstand paa fl. St., mens han var borte fra
Athen, og inden han kom tilbage hertil, havde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:00:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/18/0724.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free