Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Otto I (Konge i Grækenland) - Otto den Hellige - Otto af Freising - Otto af Nordheim - Otto af Wittelsbach - Otto, Barn - Otto, Carl - Otto, Ernst Julius - Otto, Harald - Otto, Martin Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man her 23. Oktbr kundgjort hans Afsættelse.
Han rejste straks bort, dog med Indsigelse imod
denne Krænkelse af hans Ret. Senere bosatte
han sig i Bamberg. 1836 havde han ægtet
Amalie af Oldenburg (1818—75), men Ægteskabet
forblev barnløst. (Litt.: La Grèce du roi Othon,
Correspondance de Mr. Thouvenel [Paris 1890]).
E. E.
Otto den Hellige, Biskop i Bamberg og
Pommerns Apostel, f. c. 1060, d. 1139. O. var af
en adelig schwabisk Familie, var i den polske
Hertug og senere i Kejser Henrik IV’s Tjeneste
og blev 1102 Biskop i Bamberg. Paa den polske
Hertug Boleslav III’s Opfordring gjorde han to
Missionsrejser til Pommern i 1124 og 1128. Han
blev helligdømt 1189. (Litt.: Maskus,
»Bischof O. I von Bamberg« [Disputats Breslau
1889]).
L. M.
Otto, af Freising, tysk Krønikeskriver,
f. 1114, Biskop i Freising 1137, d. 1158. O. var
Søn af Markgreve Leopold IV af Østerrig og
Agnes, Henrik IV’s Datter, altsaa Halvbroder
til Konrad III. Paa virket af dennes mange Uheld
skrev han sin Verdenskrønike De duabus
civitatibus, hvor han viser den største Mistillid til
Kejserdømmet og kun tror paa Fremtiden
gennem Munkene. Hans andet Værk Gesta Friderici
Imperatoris, affattet i Frederik Barbarossa’s
Glanstid (behandler dennes Regering til 1156),
viser derimod den frejdigste Tro paa
Kejsermagtens Fremtid.
(J. L.).
Otto, af Nordheim, Hertug af Bayern
1061—70, d. 1083. O., der tilhørte en anset
sachsisk Slægt, en højtbegavet og energisk, men
rænkefuld Kriger, fik Hertugdømmet Bayern af
Henrik III’s Enke Agnes. Han svigtede hende
dog straks og kastede sig ind i de mange indre
Kampe, der herskede under Henrik IV’s
Mindreaarighed. Dog kæmpede han ogsaa dygtigt
mod Rigets ydre Fjender, og det var sikkert
med Urette, at Henrik IV 1070 lod ham anklage
for Højforræderi og berøvede ham Bayern.
Efter et Aars Landflygtighed genvandt han dog
sin Fædrenearv, men fra nu af ledede han alle
den sachsiske Adels Opstandsforsøg mod
Kejseren. Efter Rudolf af Schwaben’s Fald (1080)
havde man endogsaa tænkt paa at opstille O.
som Modkonge.
(J. L.).
Otto, af Wittelsbach, Pfalzgreve af
Bayern, hørte til Kong Filip af Schwaben’s
Tilhængere; men da han ansaa sig for fornærmet
af denne, der havde nægtet ham sin Datter,
myrdede han ham i Bamberg 21. Juni 1208. Otto
IV erklærede derpaa O. i Rigets Acht, han blev
dræbt 1209 ved Regensburg af Rigsmarsken
Heinrich af Pappenheim, og hans Stamslot blev
jævnet med Jorden.
(J. L.).
Otto, Barn, f. 1204, var Søn af Henrik
Løves Søn Vilhelm og Valdemar den Store’s
yngste Datter Helene. 1218 arvede han Brunsvig
og Lüneburg efter sin Farbroder Otto IV. Efter
sin Morbroder Valdemar Sejrs Tilfangetagelse
støttede han Danmark, men blev fangen ved
Bornhøved (1227) og maatte betale svære
Løsepenge. 1235 udsonede han sig med Frederik II
og tog sine Lande til Len af ham som
Hertugdømmet Brunsvig. Død 1252. Fra ham
nedstammer alle de senere welfiske Fyrstelinier.
(J. L).
Otto, Carl, dansk Læge, f. paa Skt Thomas
20. Maj 1795, d. i Kbhvn 24. April 1879. O. tog
1818 medicinsk Eksamen, 1819 den medicinske
Doktorgrad, 1832 blev han Prof. extraord., 1840
Prof. ord. i Farmakologi og Retsmedicin,
afskediget 1862. O. har skrevet overordentlig meget
— dels Lærebøger i de Fag, som han docerede,
dels i Tidsskrifter. Han redigerede flere
Tidsskrifter, deriblandt »Bibliotek for Læger«
(1828—46). Han var en ivrig Frenolog og Frimurer,
men han forstod ikke at følge Tidens
videnskabelige Udvikling, og han maatte tage sin
Afsked som Prof. p. Gr. a. de studerendes
Misfornøjelse med ham. Skønt han i lang Tid
spillede en fremtrædende Rolle, har han ikke
efterladt noget Arbejde af blivende Bet.
G. N.
Otto, Ernst Julius, tysk Musiker
(1804—77), var fra 1830—75 Kantor ved Kreuzkirken i
Dresden og ved Siden deraf Dirigent for
»Dresdner Liedertafel«. Han har skaffet sig
Navn og Yndest i Tyskland ved en Mængde
Sange for Mandskor, men har for øvrigt ogsaa
skrevet Kirkekompositioner og et Par Operaer.
Han udgav Korsamlingen »Ernst und Scherz«
(med mange egne Kompositioner), der fandt
stor Udbredelse.
W. B.
Otto, Harald, norsk Teaterdirektør og
Skuespiller, f. 24. Jan. 1865 i Nes, Romerike.
Han kom som ung til Kria, hvor han nogle Aar
var i Forretning, men rejste 1886 til Chicago
og dannede der en dramatisk Forening, med
hvis bedste Kræfter han Febr 1890 oprettede et
norsk Teater, det første i Chicago. Det flg. Aar
vendte han imidlertid tilbage til Norge, var 1892
ved »Eldorado«, kom 1893 som Skuespiller til
Karl Johan Teateret. Efter dette Teaters Fallit
samlede han (1896) de fleste af Skuespillerne
til det første rejsende »Norske Teaterselskab«,
som hovedsagelig spillede norsk Repertoire.
Han fortsatte som rejsende Teaterdirektør til
1902, da han lejede »Centralteatret« i Kria, hvis
Ejer han blev 1907. Dette Teater har han
senere ledet og ombygget til en tidsmæssig Scene.
Af O.’s Repertoire kan mærkes Titelrollen i
»Jeppe paa Bjerget« — heri optraadte O.
allerede 1890 i Amerika — Mons og senere
Sorenskriveren i »Fjeldeventyret«, Skriverhans i
»Eventyr paa Fodrejsen«, Geronte i »Scapin«,
Sganarel i »Det tvungne Giftermaal«, Aslaksen
i »De unges Forbund«, Tesmann i »Hedda
Gabler«, Krogstad i »Et Dukkehjem«, Thurmann i
»Geografi, og Kærlighed« og Spag i »Erotik«.
Med stilfærdige Midler ved O. at give en fin og
sikker Karakteristik; hans Kunst er lun og
troværdig, præget af hans runde Gemyt og hans
altid vaagne Selvkritik. Som Teaterleder har
han haft en betydelig administrativ Evne, og
han har vist norsk Litteratur adskillig Interesse.
(K. F.). Wt. K.
Otto, Martin Paul, tysk Billedhugger
(1846—93), i længere Tid virkende i Rom, fra
1886 i Berlin (Professor), har udført en Del
Monumentalskulptur af stærkt
malerisk-naturalistisk Præg i Begas’sk Aand, i Berlin:
Luther-Monumentet, Humboldt, Chodowiecki, i Wien:
Mindesmærket over Tegethoff. I Berlins
Nationalgaleri ses hans polykrome Marmorfigur:
»Vestalinde«.
A. Hk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
