Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pacák, Frederik - Pacaraima, Sierra - Pacca, Bartolommeo - Paccanarister - Pacchia, Girolamo di Giovanni del - Pacchioni, Antonio - Pacchioniske Granulationer - Pace
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forlig om Sprogordningen. Juni 1906—Oktbr 1907
var han tschekkisk »Landmands« Minister,
men trak sig tilbage, fordi han ikke følte sig
tilstrækkelig støttet af de indbyrdes stridende
Grupper; derimod beholdt han sit Sæde i
Underhuset efter den ny Valglov.
(E. E.). E. D.-H.
Pacaraima, Sierra [’s.ær.a–’ra^i-], Bjergryg
paa Grænsen mellem Venezuela og Brasilien,
danner Vandskel mellem Rio Orinoco og Rio
Branco, en Biflod til Rio Negro. De højeste
Toppe naar over 2000 m, og længst mod Ø.
hæver Roraima ved Grænsen mellem Brasilien og
British Guayana sig til 2665 m.
M. V.
Pacca [’pak.a], Bartolommeo, katolsk
Kardinal og Diplomat, f. i Benevent 1756, d. i
Rom 1844. 1786 blev P. pavelig Nuntius i Köln,
og i denne Stilling bekæmpede han med Held
de tyske katolske Gejstliges Forsøg paa at
hævde en vis national Selvstændighed, saaledes som
den var blevet udtrykt i Emserpunktationen.
Fra 1795 til 1800 var P. Nuntius i Lissabon.
1808 blev han Statssekretær, og nu konspirerede
han sammen med Pave Pius VII mod
Napoleon, blev taget til Fange sammen med Paven
og maatte sidde 4 Aar i Fængsel. Efter
Napoleon’s Fald var P. medvirkende ved
Genoprettelsen af Jesuiterordenen og af Inkvisitionen, og
han deltog med Iver i Arbejdet paa at genvinde
Roms Magt idet hele taget.
A. Th. J.
Paccanarister, se Baccanarister.
Pacchia [’pak.ia], Girolamo di
Giovanni del, ital. Maler, f. i Siena 1477, d.
efter 1535. P. kom først i Lære hos en sienesisk
Maler, gik derefter til Firenze, 1506 til Rom, fra
1508 atter hjemme. P. er en betydelig Kunstner,
der har malet under Indflydelse af A. del Sarto
og Sodoma. I Oratorio di S. Bernardino i Siena
malede han Freskerne: S. Bernardino,
Bebudelsen, Maria’s Fødsel, i S. Catarina in
Fontebranda i Siena Fresker, der fremstiller den hellige
Katarina’s Levned; i disse Arbejder, der regnes
for hans Hovedværker, kommer hans Evne som
udtryksfuld Historiemaler særlig frem
(Overfaldet paa Munkene, de hellige ved S. Agnese’s
Lig). I Münchens Pinakotek Maria med Barnet
og to Engle; P. ogsaa repræsenteret i Londons
National-Galeri.
A. Hk.
Pacchioni [pa’k.ioni], Antonio, italiensk
Anatom, f. 13. Juni 1665 i Reggio (Emilien),
d. 5. Novbr 1726 i Rom. Efter at have fuldendt
sine Studier, der foruden Medicin omfattede
Botanik og Matematik, kom P. 1689 til Rom,
hvor han sejrede i en Konkurrence om Pladsen
som assisterende Læge ved Ospedale della
Consolatione, en Stilling, han havde i 3 Aar.
1692—1702 praktiserede han i Tivoli uden for
Rom, hvor han sluttede et nært Venskab med
Malpighi, der var ansat i samme By som
Archiatro pontificio. Han valgtes 1705 til
Overlæge for Hospitalet i San Giovanni in
Laterano, og kort efter blev han Overlæge ved della
Consolatione og Læge ved Jesuitterkollegiet.
Stillingen som Overlæge ved Ospedale S.
Spirito vilde han derimod ikke modtage, skønt den
blev tilbudt ham af Lancici, hans gode Ven,
med hvem han samarbejdede paa en Udgave
af B. Eustachios anatomiske Tavler. Han stod
ogsaa i Venskabsforhold til Baglivi, men en
Strid om Prioriteten til en af begge fremsat
Teori om den haarde Hjernehindes Funktion
skilte dem ad. Alle P.’s Arbejder drejer sig om
Dura mater, og den nævnte Teori gik ud paa,
at denne Hjernehinde i Virkeligheden var at
opfatte som en Muskel med 3 Buge og 4
Scener, der havde Tilheftning paa Indersiden af
Kraniet. Denne Muskel opfattedes som
værende i stadig Bevægelse og tjenende til at sende
Nervevædsken ud til Legemets Periferi, ganske
som Hjertet driver Blodet ud. P. fremsætter
denne ganske urigtige Teori 1701 i Galleria di
Minerva (IV, S. 245) under Titel De novis circa
solidorum ac fluidorum vim og udvikler den
videre i De duræ meningis fabrica et usu 1701.
De P.’ske Granulationer beskrev han i
Dissertatio epistolaris de glandulis conglobatis
duræ meningis humanæ, indeque ortis
lymphaticis ad piam meningem productis 1705, se
ogsaa Acad. Cesareo-Leopold. naturae curiosorum
Ephemerides . . . . Cent. I og II, 1712. P.’s
samlede Værker udkom posthumt i Rom 1741.
J. S. J.
Pacchioniske Granulationer [paki’o’niskə-]
kaldes smaa bugtede, stilkede, ofte
drueklaseformede Korn, som dannes af den mellemste
Hjernehinde (arachnoidea), navnlig langs de
store Vener (sinus) mellem Hjernens Overflade
og Kraniets Inderside. De vokser ofte ind i de
omtalte Vener, og ofte ser man paa Kraniets
Inderside smaa Fordybninger, hvori de har
været indlejrede. Da de er hule og igennem Stilken
staar i Forbindelse med Arachnoidalvædsken,
antager man, at denne gennem de p. G. kan
finde Afløb til Veneblodet.
S. B.
Pace [peis] bruges i Ryttersproget til at
angive Hastigheden af et Ridt, f. Eks.: Han tog
Banen i skarp, rolig ell. langsom P. Ordene
P. og Pacemaker er dog først ret komne
ind i den alm. Bevidsthed gennem Cyklismen.
Endnu medens de høje Bicykler var i Brug,
opdagede man Nytten af at køre tæt bag en
anden Cyklist; det føltes paa een Gang som en
psykisk og fysisk Hjælp, og Englænderne kaldte
denne dobbelte Hjælp P. Den, der kører forrest,
er Pacemaker, den, der kører bagest, »bliver
pacet«, »lader sig pace«, »benytter P.«. P. og
Pacemakere blev mere og mere uundværlige ved
Cykleløb, og det hele Forhold sattes
fuldstændig i System, saaledes at kendte Ryttere og
store Fabrikker engagerede deres faste Stab af
Pacemakere, som var indøvede i paa alle
mulige Maader og paa forsk. Slags Maskiner at
træde hjælpende til under Løbene for at yde
Mesteren den bedst mulige P. Svigter en
Rytters P., er det som oftest forbi med hans
Chancer, thi selv om han, kan »hage sig fast i en
Konkurrents Baghjul«, saa bliver det ikke det
samme som at ligge direkte bag P. P. kan
være frivillig eller ufrivillig. I Løb uden
organiseret P. kan man placere sig saaledes, at
Konkurrenterne afgiver ufrivillig P., men det
regnes ikke for rigtigt altid at benytte sig af
sligt. I Handicap aftaler Rytterne ofte at
skiftes til at pace hinanden, hvilket som Regel
er nødvendigt for Scratchmændene, hvis de skal
have Haab om at naa op i Teten af
Forspringsmændene. Pacemaskinerne har efterhaanden
skiftet Karakter og er Genstand for megen
Opmærksomhed, fra Konstruktørernes Side.
Først var det alm. Safeties, saa Tandems,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
