Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paganini, Nicolo - Paganisme - paganus - Pagasai - Pagat - Page - Page, William - Pagel, Julius - Pagenstecher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans i Forvejen alt andet end stærke Helbred.
Imidlertid medførte det ogsaa et ganske
praktisk Resultat for barn, idet han, da han engang
i Hasard bavde bortspillet alt, hvad han ejede,
lige til sin Violin, modtog en ægte Josef
Guarnerius som Gave af en af sine Velyndere, og denne
Violin blev hans Yndlingsinstrument og forevises
nu, indelukket i en Glaskasse, som en af
Genovas Seværdigheder. Nogle Aar opholdt han sig hos
Fyrstinde Bacchiocchi i Lucca — den mystiske
Melankoli, der prægede hans Træk, havde hele
hans Liv igennem en egen Tiltrækningskraft paa
det smukke Køn —, men 1808 begyndte han
igen sine urolige Vandringer, fejrede i de flg.
19 Aar Triumf paa Triumf rundt omkr. i
Italiens Byer og indlod sig ogsaa i sejrrig
Væddekamp med flere af Datidens berømteste
Violinister, som Lafont og Lipinski. I Venezia
ægtede han Sangerinden Antonia Bianchi
— et ulykkeligt Ægteskab, plaget af Skinsyge —
og havde med hende Sønnen Achille, som han
ved sin Død efterlod en Formue paa et Par
Millioner; thi Penge havde han formaaet at
skrabe sammen, og holde paa dem forstod han
ogsaa, lige indtil Gerrighed. Fortællingen om,
hvorledes han understøttede Berlioz med en
Sum paa 20000 frc., da denne havde skrevet
Symfonien »Harold i Italien« for ham, har vist
sig lige saa uholdbar som største Delen af de
andre Sagn og Legender, der har omkredset
P.’s Person (se herom Ferd. Hiller i
»Künstlerleben« [1880]). — Først 1828 overskred P.
Alperne; i Wien vakte han en ligefrem P.-Feber;
alt blev opkaldt efter ham, Hatte, Handsker,
Støvler og Madvarer, og hans Billede blev
anbragt paa de mest urimelige Ting. Lgn. Opsigt
vakte han i Berlin, Paris og London; men under
alle disse Strabadser øgedes hans Sygdom,
Strubetæring; et Ophold i det sydlige Frankrig
bragte ikke den forønskede Bedring, og Døden
indhentede ham i Nizza i hans 58. Aar.
Naar P. udøvede denne vidunderlige, næsten
magiske Indflydelse paa sine Tilhørere, som
alle, til hvilket Parti de end hører, er enige om
at fremhæve, skyldtes det ikke alene den
Omstændighed, at han til Fuldkommenhed sad inde
med alle de tekniske Evner og Egenskaber, som
ellers hver for sig karakteriserer Virtuoserne
af de forskellige Skoler — en sjælfuld,
indsmigrende Tone, straalende Bravur i Passager,
Dobbeltgreb, Flageolet, Pizzicato for begge
Hænder o. s. v. —, heller ikke de originale og
bizarre Kunstgreb — Omstemning af de enkelte
Strenge, hans Spil paa G-Strengen alene —,
hvormed han overraskede og imponerede selv
de kyndigste blandt sine Tilhørere; der var i
hans dybt personlige og geniale
Kunstnertemperament noget for sig, noget næsten dæmonisk,
der yderligere støttedes af hans ejendommelige
Ydre, den magre, næsten spøgelseagtige
Skikkelse, med de løst hængende sorte Klæder, det
lange mørke Haar, det dystre Blik; intet Under,
at alt dette gav Anledning til de særeste og
sælsomste Legender, om hans Forbindelse med
Djævelen, om mystiske Elskovseventyr med
tilhørende Drab og Ophold i mørke Fængsler o.
s. v., Rygter, som han maaske ikke altid var
særlig ivrig efter at slaa ned. Ogsaa hans
Kompositioner bærer Præget af denne forunderlige
og bizarre Genialitet; har de end væsentlig
deres Styrke i det rent tekniske, rummer de
dog hist og her saa megen Musik, særlig hans
Opus 1, de 24 Kapricer, at Schumann (Opus, 3
og 10) og Liszt (Opus 66 og 83) har kunnet
benytte dem til Grundlag for betydningsfulde
Klaverværker. (Litt.: Guhr, »Über P.’s Kunst,
die Violine zu spielen« [1829]; A. Niggli, »P.«
[Leipzig 1882]).
S. L.
Paganisme (lat.), Hedenskab, jfr. paganus.
paganus (lat.), opr. en Beboer af en pagus
(s. d.), deraf Bonde, i det senere lat. Sprog:
Hedning (eftersom Hedenskabet holdt sig længst
ude paa Landet).
H. H. R.
Pagasai [gr. -’sa^i], By i Thessalien i
Oldtiden. Den laa ved den derefter opkaldte
pagasæiske Bugt i Nærheden af det nuv. Volo.
H. H. R.
Pagat, se Tarok.
Page [’pa.sjə], se Riddervæsen.
Page [pe.idз], William, amer. Maler, f.
1811 i Albany, d. 1885 i Tottenmille. P., Elev af
S. Morse, et Tiaar knyttet til Italien, 1871—73
Præsident for det amer. Nationalakademi, har
malet Historiebilleder: »Hellig Familie« (Bostons
Athenæum), et opsigtvækkende Kristus-Hoved,
Shakespeare (flere Fremstillinger), »Unge
Købmænd« (Philadelphias Akademi), »Farragut«, en
Del Portrætter (J. Q. Adams, Grant) m. m.
A. Hk.
Pagel [’pa.gəl], Julius, tysk
Medicinalhistoriker, f. 29. Maj 1851 i Pollnow, d. 31. Jan.
1912 i Berlin. Allerede i Skoletiden viste P. sig
som en ualmindelig Sprogbegavelse, navnlig for
klassiske Sprog, hvad der kom ham til Gode,
da han som Student udførte sine første
historiske Arbejder under Aug. Hirsch’s Ledelse. P.
blev Dr. phil. 1875 (»Geschichte der Göttinger
Schule im XVIII. Jahrh.«) og nedsatte sig i
Berlin. Han arbejdede væsentligst med
Medicinens Historie og blev 1891 Privatdocent, 1898
tit. Prof. og 1902 extraord. Prof. Med forsk. Skr.
over Henrik af Mondeville (»Die Anatomie des
H. von M.« [1889], »Die Chirurgie des H. von
M.« [1892, fr. Udgave 1893]) svang P. sig op
bl. de mest fremragende Medicinalhistorikere
i vor Tid, og efter disse, paa Grundlag af
Haandskrifter udarbejdede, tekstkritiske
Udgaver fulgte en Mængde andre, mest over
middelalderlige Læger (Mesuë, Job. de St. Amando,
Bernhard de Gordonio, Saliceto o. fl.). Sine
Forelæsninger samlede han i »Geschichte der
Medizin« (1898), hvis andet Bind er en meget
omfattende medicinsk Bibliografi. At P. var
Medarbejder ved Puschmann’s Handbuch, er
selvfølgeligt; han udgav tillige et biografisk
Leksikon over Samtidens Læger, og redigerede
efter Puschmann’s Død Afsnittet Medicinens
Historie i Virchow’s Jahresbericht og fra 1899
hele Beretningen. En Pagel-Bibliografi findes
i »Archiv f. Gesch. der Medizin« (1912), skrevet
af P. Richter.
J. S. J.
Pagenstecher [’pa.gən∫tæKər], Navnet P. er
knyttet til en stor Lægeslægt i Tyskland. 1) P.,
Carl Heinrich Alexander, f. 11. Juli
1799 i Herborn, d. 20. Marts 1869 i Heidelberg,
hvor han 1819 havde taget Doktorgraden med
Ain.: De metastasi. Han praktiserede i
Elberfeld, men blev 1848 indvalgt i det tyske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
