Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paludan-Müller, Caspar Peter - Paludan-Müller, Frederik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter hans Død udgav Faderen en af ham
skrevet Prisafhandling om Gotlands Forhold til
Danmark og Sverige (1865), ledsaget af hans
Biografi.
Kr. E.
Paludan-Müller, Frederik, dansk Digter,
f. i Kerteminde 7. Febr 1809, d. i Kbhvn 27.
Decbr 1876. P. var Søn af Præsten Jens P., og
da denne 1819 forflyttedes som Stiftsprovst til
Odense, kom
Sønnen i
Latinskolen her,
hvorfra han
dimitteredes som
Student 1828,
det
navnkundige Aar, der var
saa rigt paa
spirende
Poeter, at man
regnede med »4
store« og »12
smaa«. P.
indrangeredes
mellem
Kammeraterne dog kun
i sidste Gruppe;
thi skønt han,
den muntre og
livslystne
Student, som saa mange bl. Ungdommen skrev Vers,
varede det dog nogle Aar, inden han traadte
offentlig frem — hans Debut var et frihedsbegejstret
Digt »Raab til Polen« i »Kjøbenhavnsposten«
(1831); og hverken hans Besvarelse af
Prisopgaven »Fire fædrelandske Romancer« eller det
af Shakespeare’s Lystspil paavirkede
»Kjærlighed ved Hoffet«, der blev opført paa Teatret,
begge fra 1832, gav overordentlige Løfter. Med
det fortællende Digt »Danserinden« det
følgende Aar vandt P. derimod i det alm. Omdømme
en betydelig Sejr; dets smukke lyriske Partier
og Versenes Lethed og Elegance vakte
overordentlig Beundring og lod overse dets noget
ungdommelige og spinkle Aandrigheder. Og
Beundringen voksede yderligere, da den unge
Digter allerede næste Aar i det mytologiske Epos
»Amor og Psyche« tumlede sin Pegasus i et
poetisk Skoleridt, til hvis Kunstfærdighed man
endnu ikke havde set Mage. For en kort Stund
vendte nu den fejrede unge Sanger Muserne
Ryggen for at forberede sig til den jur.
Embedseksamen, som han, vistnok mere for at
imødekomme de fædrene Ønsker end af egen
Drift, underkastede sig 1835, men aldrig
gjorde Brug af. Efter en temmelig ubetydelig
poetisk Fortælling fra samme Aar, »Zuleima’s
Flugt«, udsendte P. 1836 første Bind af en
Samling »Poesier«. Dets Indhold er de to
romantiske Dramaer »Eventyr i Skoven«, der
tydeligt nok med »En Skærsommernatsdrøm«
som Forbillede er en Satire i Datidens
romantiske Aand over Filisteriet, og det mindre
omfangsrige »Alf og Rose«. Det var klart af denne
Samling, og godtgjordes yderligere ved det
næste Bind fra 1838 (med Dramaet »Fyrste og
Page« og de under Byron’sk Paavirkning
tilblevne 3 fortællende Digte »Beatrice«,
»Vestalinden« og »Slaven« som Hovedindhold), at P.
stod Fare for at forveksle Kerne med Skal.
Hans store Lethed ved at skrive, hans
udprægede Finfølelse for en elegant og poleret Form
stod i omvendt Forhold til Indholdets Vægt.
I Forhold til den rigt flydende Produktion var
Ideerne kun fattige, og P. maatte bl. a. høre
ilde derfor i en nedsættende Anmeldelse i
Datidens fineste kritiske Tidsskrift, »Maanedsskrift
for Literatur«; han sagde imidlertid
Redaktionen sin Mening i et meget personligt og
skarpt Digt »Trochæer og Jamber« (1837).
P. havde saaledes allerede en hel litterær
Fortid at skue tilbage mod, da han i sit 30.
Aar blev angrebet af en meget alvorlig og
langvarig Sygdom, der for ham ikke alene blev en
fysisk, men ogsaa en sjælelig Krise. Kort efter
at Sygdommen var overstaaet, giftede han sig
med en kvindelig Slægtning, Frk. Charite
Borch, der havde plejet ham trofast i den
tunge Tid. Hun var 9 Aar ældre end han og
en meget alvorlig og grublende Natur. Om dette
Ægteskabs Bet. for P.’s Udvikling har
Meningerne været delte, idet der fra en Side (Jul.
Lange) er hævdet, at det gjorde ham gammel
før Tiden, og at hendes skinsyge Vaagen for
at bevare sin Mand for Indflydelser fra
Omverdenen har begrænset hans Horisont, medens
omvendt Digterens senere Slægts-Biograf (Fr.
Lange) mener, at det langt overvejende har
været til Gavn for hans digteriske Udvikling.
Saa meget er sikkert, at der fra nu af kommer
en ganske anden Fylde, Alvor og
Inderliggørelse i hans Poesi. Et mytologisk Drama,
»Venus«, vistnok forfattet under den toaarige
Udenlandsrejse til Syden, som P. foretog
sammen med sin Hustru lige efter Giftermaalet,
viser endnu ikke ret Omslaget, men saa meget
mere gælder dette hans Hovedværk, det store
fortællende Digt »Adam Homo«, hvis første Del
udkom i Slutn. af 1841; først efter en Tid af
4 Aar, i hvilke nogle af P.’s skønneste
Digtninge saa Lyset: de mytologiske Dramaer
»Dryadens Bryllup« og »Tithon« og Digtet »Abels
Død«, tog han fat paa Fortsættelsen, der
udkom i det for litterære Interesser saa ugunstige
Aar 1848 og derfor ikke straks vakte den
Opmærksomhed, som dette Hovedværk i dansk
Litt. fortjente og senere ogsaa fuldt ud har
naaet (til 1924 14 Oplag). G. Brandes har døbt
det »det mandigste Digterværk, vi ejer«, og
træffende karakteriserer Fr. Lange dets Idé
som »Aladdinstypen i Smeltediglen«. »Adam
Homo« er i sin skarpe Realisme ikke alene
en Sorgens Satire over almenmenneskelig
Skrøbelighed og Svaghed; det er en dræbende
Kritik over den romantiske Helt, der i sin
sjælelige Letfærdighed har saa nemt ved at affinde
sig med sine Ungdomsidealer, og som, for hver
Gang han gaar et Trin op ad Verdens
Rangstige, gaar et ned ad Aandens. Og højt op over
den glimrende Fortællekunst, den vittige
Refleksion og den skærende Satire lyser en
Idealets Helligaand, som gør dette Værk saa stærkt
og uforglemmeligt. P. L. Møller sagde ikke for
meget, da han kaldte »Adam Homo« »en
menneskelig Komedie«.
P.’s religiøse Livsanskuelse havde allerede i
de sidste af Alma’s Sonetter i »Adam Homo«
 |
| F. Paludan-Müller. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
