Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palæologer - Palæontologi eller Forsteningslære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
arvede 1305 Montserrat og uddøde 1533. En
anden Gren herskede paa Morea 1383—1460. Den
uddøde først 1874.
H. H. R.
Palæontologi eller Forsteningslære
kaldes den Videnskab, som beskæftiger sig med
Studiet af Fortidens Dyre- og Planteverden.
Vort Kendskab til de svundne Tiders Dyr og
Planter skyldes udelukkende
Forsteningerne, som derfor er Genstand for
Palæontologens Undersøgelser. Den Gren af P., som
særlig beskæftiger sig med Fortidsdyr (og
Fortidsmennesker), kaldes Palæozoologi (og
Palæoantropologi) i Modsætning til
Fytopalæontologien eller
Palæofytologien, hvis Formaal er Undersøgelse af
Fortidsplanter. Som selvstændig Videnskab er
P. hele den organiske Verdens Historie, idet
den ikke alene undersøger Formernes Bygning
og systematiske Stilling samt deres Levesæt,
men ogsaa deres Rækkefølge og Udvikling i
Tidernes Løb. Herved bliver P. en meget vigtig
Hjælpevidenskab for Geologien, idet den i høj
Grad bidrager til Bedømmelsen af de forsk.
Aflejringers relative Alder og til Kendskabet om
de Forhold, hvorunder Aflejringerne er
dannede. P. er imidlertid stærkt begrænset i sine
Undersøgelser p. Gr. a. Forsteningernes
Ufuldkommenhed; en meget stor Del af tidligere
Jordperioders Dyr og Planter er fuldstændig
unddragen vore Undersøgelser, fordi de p. Gr.
a. deres skrøbelige Bygning ikke har efterladt
sig noget som helst Spor i Jordlagene, og
Organismernes blødere og derfor mindre
modstandsdygtige Dele har man kun rent
undtagelsesvis Lejlighed, til at undersøge. — Opfattet paa
den ovenfor nævnte Maade er P. en temmelig
ny Videnskab. Vel omtaler allerede gl. græske
og romerske Forfattere Forsteninger som
Rester af Dyr, der paa en ell. anden Maade er
blevne begravede i Jordbunden, men hele den
skolastiske Middelalder ved intet at berette om
Forsteninger, og selv Araberne, som ellers paa
den Tid bidrog saa meget til Videnskabernes
Fremme, har kun i ringe Grad beskæftiget sig
med P. (og Geologi). Nævnes kan dog Ibn
Sina ell. Avicenna (980—1037), som er den
første, der skarpt formulerer den Tanke, at
Forsteningerne slet ikke har noget med den
organiske Verden at gøre, men skylder deres
Oprindelse en Naturkraft (vis plastica), som
paavirker det uorganiske. Hans Standpunkt
betegner altsaa et Tilbageskridt i Forhold til de
gl. Grækeres og Romeres; men der var mange,
der delte hans Anskuelse, saaledes den berømte
Tysker Albertus Magnus (1198—1280). —
Henimod Begyndelsen af den nyere Tid bryder
en heftig Strid løs, som varer over 300 Aar, og
som drejer sig om Spørgsmaalet, hvorvidt
Forsteningerne skyldes en saadan vis plastica, er
hvad man kalder Naturspil (lusus naturæ),
ell. om de er Rester af tidligere eksisterende
Væsener, der er gaaede til Grunde ved
Syndfloden ell. en anden Katastrofe. Den sidste
Anskuelse vandt den største Udbredelse, fordi den
formentlig havde Bibelen for sig. Men ogsaa
den første Anskuelse havde stadig mange
Tilhængere; det er forbavsende at se, med hvilken
Sejhed saadanne mærkelige Meninger kunde
holde sig lige til Midten af 18. Aarh. Imidlertid
var der dog ogsaa Folk, som uberørte af
Datidens Vildfarelser hævdede Anskuelser, der
bedre stemte med Nutidens; men de forblev
saa temmelig upaaagtede af Samtiden. Nævnes
kan saaledes den store ital. Kunstner
Lionardo da Vinci (1452—1519), som særlig
bekæmpede den mystiske vis plastica; endvidere to
andre Italienere Alessandro degli
Alessandri (1461—1523) og Fracastoro
(1483—1553); den sidstnævnte bekæmpede særlig
Syndflodsteorien, idet han gjorde opmærksom
paa, at man blandt Forsteningerne ogsaa fandt
tydelige Saltvands former, hvilket var
uforstaaeligt, hvis Syndflodsteorien var rigtig. Men
endnu saa sent som omkr. Aar 1700 kan man se
Englænderen Lhwyd (1660—1709) og
Schweizeren Lange (1670—1741) paastaa, at
Forsteningernes Diannelse skyldtes en befrugtende
»Kimluft«, som var opstegen af Havet og var
trængt ned i Jordskorpen; denne mystiske
»Luft« havde dog ikke frembragt levedygtige
Individer, men kun Brudstykker som Tænder,
Blade o. s. v. Under denne rent filosofiske Kamp
blev der dog ogsaa gjort en Del Iagttagelser,
som senere hjalp til at sprede Lys over
Spørgsmaalet. Den berømte danske Geolog og Anatom
Niels Steensen (Nic. Steno) (1638—86)
parallelliserede saaledes fossile Hajtænder
med recente, og Englænderen Lister
(1638—1711) skelnede skarpt mellem Ferskvands- og
Saltvandsforsteninger, medens hans Landsmand
Robert Hooke (1635—1703) viste, at forsk.
Forsteninger fra Englands Jordbund tyder paa
et varmere Klima end det nuværende.
Efterhaanden vandt den Anskuelse fuldstændig Sejr,
som gik ud paa, at Forsteningerne var de
sørgelige Rester af de Væsener, der var gaaede til
Grunde ved Syndfloden. Særlig ivrig for denne
Lære var Schweizeren Scheuchzer
(1672—1733), som endog endog mente at have fundet
Skelettet af et af de ved Syndfloden omkomne
Mennesker; Cuvier viste senere, at det var
Skelettet af en Kæmpesalamander. — Omkr.
Midten af 18. Aarh. begynder det endelig at
dages for P. Saaledes betegner Buffon’s
(1707—88) Værker et meget stort Fremskridt;
han forkastede fuldstændig Teorien om en alm.
Syndflod; Jorden var langt ældre, end Bibelen
antog, og Forsteningerne var uddøde Dyr og
Planter. Andre Forskere som f. Eks-.
Franskmanden Lamarck (1744—1829) og
Englænderen J. Sowerby (1757—1822) beskrev og
afbildede en Mængde Forsteninger, og derved
beredtes Vejen for Brongniart’s (1770—1847)
og Cuvier’s (1769—1832) banebrydende
Arbejder. Særlig betydningsfuld er Cuvier’s
Recherches sur les ossements fossiles, han
anvender her stadig Loven om »Korrelationen« ɔ:
Loven om Harmonien mellem en Organismes
enkelte Dele. Denne Lov fik stor Vigtighed
navnlig for Tydningen af de højere Hvirveldyr
og har endnu den Dag i Dag stor Bet. Cuvier
antog, at Jorden ikke blot een Gang, men flere
Gange var bleven ramt af en stor Katastrofe
ell. Syndflod, som havde ødelagt næsten alt
levende; andre, særlig d’Orbigny, mente
endogsaa, at alt Liv var bleven tilintetgjort ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
