Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palæontologi eller Forsteningslære - Palæopatologi - Palæopikrit - Palæornithinæ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enhver af disse Katastrofer, hvorefter der igen
havde fundet Nyskabelser Sted. Efterhaanden
som Undersøgelserne skred frem og gik mere i
Enkeltheder, blev Rigtigheden af denne saar
kaldte »Kataklysmeteori« imidlertid mere og
mere tvivlsom, navnlig da Tyskeren H. G.
Bronn (1800—62) paaviste, hvorledes de ældre
Former successivt forsvandt, medens yngre
efterhaanden traadte til. Men paa Arternes
Udvikling tænkte Bronn ikke, skønt Teorien herom
allerede var fremsat af Lamarck. Det var først,
da Charles Darwin fremsatte og
begrundede denne Hypotese, at den efterhaanden vandt
alm. Tilslutning, og siden den Tid har den haft
en ganske overordentlig stor Bet. for P.
Som moderne Videnskab er P. altsaa
forholdsvis ung, men den har nu talrige Dyrkere,
som med Iver undersøger de Skatte, der
efterhaanden ophobes i de palæontologiske Museer
over hele den civiliserede Verden. (Litt.: K. A.
v. Zirrel, »Geschichte der Geologie und
Paläontologie« [München og Leipzig 1899]).
J. P. R.
Palæopatologi er opr. en Videnskab, der
omfattende Medicin og Kirurgi, paa
forhistoriske Skeletdele søger at paavise Spor af
Sygdom ell. af Behandlingsmaader, der gør det
muligt at erkende Lidelsens Art; senere er
Begrebet udvidet til næsten at dække den
medicinske Arkæologi, idet der findes mange
Sygdomsfremstillinger gengivne paa Steler, Vaser
og Brugsgenstande. Fouquet var den første, der
(1889) henledte Opmærksomheden paa, at de
ægyptiske Skeletgrave frembød et rigt Materiale
til Bedømmelse af de pathologiske Tilstande
hos Oldtidens Ægyptere. Da Dæmningen ved
Assuan skulde bygges 1907, vilde en stor Del
af Nubien blive oversvømmet, og den britiske
Regering lod da foretage en arkæologisk
Undersøgelse af hele dette Distrikt, idet det
antropologiske og pathologiske Materiale
overlodes til G. Elliot Smith, F. Wood
Jones o. fl. De undersøgte, meget talrige,
Mumier daterede sig fra prædynastisk til
byzantinsk Tid, og gav til Resultat, at Syfilis, Rakitis
og Kræft ikke kunde paavises, men at
rheumatiske og gigtiske Lidelser var de overvejende.
Tænderne var i prædynastisk Tid udmærkede,
svarende til den grove Føde, man fandt i
Tarmene, men Karies og Tandsten blev alm. i det
ny Riges Tid, da man levede mere luksuøst end
før. Foruden Læsioner af Kraniet efter Hug,
kunde Betændelser i de kvindelige
Hovedskallers Knogler paavises, svarende til at de tunge
Vandkrukker, man bar paa Hovedet, havde
udøvet et Tryk. Af andre Sygdomme erkendtes
Appendicitis med Sammenvoksninger,
Lungehindebetændelser, Spondylitis deformans og
Benmarvsbetændelser med Afdøen af Knoglen.
Brud af Kraniet og af Overarmen var
almindelige, Laarbensbrud ligesaa, men Brud neden for
Knæet var saare sjældne. Brud i Haanden og
af Haandleddet forekom saa godt som ikke.
Elliot Smith og Marc Armand Ruffer
paaviste Tuberkulose i Rygraden med
Pukkeldannelse hos en Mumie fra det 21. Dynasti (c.
1000 f. Kr.). Desuden har man paavist
Galdesten, Aareforkalkning o. fl. a. Sygdomme,
deriblandt et Udslet, der antages at have været
Kopper. Guden Bes er Typen paa den
akondroplastiske Dværg, saa denne Udviklingsdefekt
maa have været kendt. O. Hamburger
tydede en Misdannelse, fremstillet paa en Stele
(18. Dynasti) i Kbhvn’s Glyptotek som værende
Følgerne af Børnelammelse, og
Statuefremstillinger af Elefantiasis o. a. Sygdomme findes i
fl. Museer. — P. vedrører dog ikke blot
Ægypten; Undersøgelser af denne Art er foretaget i
mange andre Lande; navnlig Mexiko, Æquador
og de sydamerikanske Stater har ydet et rigt
Materiale, ikke blot af Skeletdele ell. Mumier,
men ogsaa i Form af Vaser af Menneskeform,
ofte visende pathologiske Momenter (Fødsler,
Deformiteter, Lammelser, Atrofier og
Misdannelser, f. Eks. Hareskaarsfremstillinger i
Etnografisk Saml. i Kbhvn). I alle de nordiske
Lande har man, saa længe arkæologiske
Undersøgelser har fundet Sted, studeret de fundne
Ligrester, og meget betydelige Bidrag baade til
Forstaaelsen af Menneskets Udvikling her i
Landet (Sværdborgmanden) og til
Oldtidsbeboernes Antropologi og Pathologi er kommet frem
derved. H. A. Nielsen har saaledes paavist,
at Stenaldersracen kan antropologisk
efterspores endnu, og fremlagt Masseundersøgelser af
Skeletdele fra Oldtiden og paavist mange af
Tidsperiodens Sygdomme og Læsioner. I. Ibsen
og F. C. C. Hansen har særligt arbejdet med
Fundene i de middelalderlige Kongegrave, og
den sidstnævnte har ved en Rk. lykkelige
Rekonstruktioner af de afdødes Hovedformer
givet værdifulde Vink om disses Ansigtstræk og
Ydre. Lgn. Studier er i Sverige gjorte af A. og
G. Retzius, O. Montelius og især C.
Fürst, i Norge af A. Brøgger, G.
Guldberg o. fl. a. (Litt.: The archæological
survey of Nubia, Reports 1907—08, II, by G.
Elliot Smith and F. Wood Jones [110];
G. Elliot Smith and M. A. Ruffer,
»Pott’sche Krankheit an einer ägypt. Mumie«
[1910]; Ruffer, Histological Studies on Egypt.
Mummies [1911]; O. Hamburger, Un cas
de paralysie infantile dans l’antiquité [Bull. soc.
fr. d’hist. d. l. méd.; 1911]; Charcot, Les
difformés et les malades dans l’art [1889];
Hollaender, »Plastik und Medizin« [1912];
H. A. Nielsen, »Bidrag til Danmarks
forhistoriske Befolknings Antropologi« [»Aarh. f.
nord. Oldk. o. Hist.«; 1915]; samme,
»Fortsatte Bidrag til vort Oldtidsfolks Antropologi«
[smst. 1915]; F. C. C. Hansen, »De ældste
Kongegrave og Bispegrave i Roskilde Domkirke«
[1914]; »Identifikation og Rekonstruktion af
hist. Personers Udseende paa Grundlag af
Skelettet« [Universitetsfestskrift, 1911]; G.
Retzius, Crania suecica antiqua [1899]; C. Fürst,
Anthropologia suecica [1902]; samme, »Når
de döda vittna« [1920]; A. Brøgger,
»Borrefundet og Vestfoldkongernes graver« [1916];
»Osebergdronningen« [»Nord. Tidsskr.«, 1919];
G. Guldberg, »Anatomisk-antropologiske
undersøkelser . . . fra Norges befolkning i oldtid og
middelalder« [1901]).
J. S. J.
Palæopikrit, se Peridotit.
Palæornithinæ [-’ti.-], en Gruppe af
Papegøjer, Ædelpapegøjer, hvortil bl. a. Slægten
Agapornis. Se Papegøjer.
O. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
