Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palæstina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Assyrien, optaget andet Steds, havde Israel kun at
gøre med smaa Naboriger som dets eget.
Hovedfjenden blev da i Følge Sagens Natur
Aramæerne, den syriske Nabo, som vilde kontrolere
Handelen i Samaria, der laa ved
Karavanevejen. Et enkelt kraftigt Dynasti, Omri’s, kunde
hævde sig, bl. a. ved den naturlige Alliance,
som ogsaa Salomo havde sluttet, med
Fønikerne, hvorved Aramæerne blev afskaaret fra
Havet. Assyrerne viser imidlertid i 8. Aarh.
Interesse for de vestlige Forhold. P.’s Fyrster
drives atter snart mod Ægypten, snart mod
Nordmagten. Smaarigerne søger at danne
Alliancer for at hævde Uafhængigheden, men
734 lægges Nordriget ind under Assyrien som
Vasalstat, og 722 ødelægges dets Hovedstad.
Ny Folk føres ind ved Deportation. I Sydriget
bliver Hiskia ass. Vasal, men søger nu Tilhold
hos Ægypten, som ogsaa de flg. Konger er
afhængige af, til Jerusalem erobres af
Babylonerne under Nebukadnesar 597 og 586 f. Kr.
Samtidig med at den politiske Magt i P. var
koncentreret i Kongerne, omdannedes dets
Befolkning til større Ensartethed, og det
historiske Israel blev til. Hvornaar den kendte
Fordeling af Landet paa 12 Stammer er fuldbyrdet,
vides ikke. Det gl. Test. lægger den til Grund
fra Begyndelsen af, men sandsynligvis har den
væsentlig udviklet sig i Tiden mellem
Indvandringen og Kongetiden, og i Kongetiden har
den vistnok mistet en Del af sin Bet.
Fordelingen var flg.: Ø. f. Jordan boede Ruben, Gad
og Makir som regnedes til Manasse. Ruben
havde svære Kampe at bestaa med Moabiterne
og forsvandt efterhaanden. Gad og Makir var
stærkt udsat i Aramæerkampene og var ofte
løsrevet fra Israel. V. f. Jordan findes:
Simeon helt mod S., derpaa Juda og
Benjamin, med Dan mod V., Efraim i
Højlandet i Midten, Manasse om Jisreelsletten,
derpaa Issakar, Sebulon og Asser
mod N., medens Naftali strækker sig V. f.
Gennesaret Sø og Jordan langs de to sidstnævnte.
Heroppe boede ogsaa Dan efter sin Vandring.
Det vigtigste Omraade var i den ældre Tid
Efraims Højland i P.’s Midte med Byer som
Gibe’a, Mizpa, Gibe’on, Rama, Betel, Sikem og
senere Samaria; dertil kom den frugtbare
Jisreel-Slette med Megiddo, Ta’annak o. a.
Jerusalem blev efterhaanden mere og mere
betydningsfuld, først da David gjorde den til
Hovedstad, senere da Josia gjorde dens Tempel
til det eneste legitime. Mod S. laa Be’ershaba,
Hebron, Bethlehem, hvorfra en Vej førte op
over Jerusalem midt igennem Landet; længst
mod N. laa Dan. Mange af de israelitiske Byer
genfindes i Amarnabrevene.
Om Tilstandene i P. efter 586 ved vi meget
lidt. Imod N. sad Samaritanerne, imod S.
trængte Idumæerne ind i Juda, medens
Nabatæerne rykkede ind i det gl. Edoni og derfra
bredte sig mod N. I
Perserherredømmets Tid (538—332) sad der persiske
Statholdere i Landets forsk. Dele. Vi ved, at
Statholderen i Judæa 408 f. Kr. hed Bagohi, dels fra
Josefos, dels fra Papyrusfundene i Elefantine.
At Statholderen i Samaria var en Samaritan,
Sanballat, tyder paa, at Perserne ikke har
blandet sig stærkt i P.’s Forhold, naar Oprør ikke
foranledigede dem til at gribe ind, som
Tilfældet var under Artaxerxes III (358—38). Det var
under persisk Beskyttelse, at Jøderne for en Del
vendte hjem), og at Nehetmia og Ezra
genoprettede den jødiske Menighed i Jerusalem.
I den græske Periode fra 332 blev P.
atter Genstand for Strid mellem Syrien, hvor
Seleukiiderne herskede efter Alexander’s Død
323, og Ægypten, der beherskedes af
Ptole-mæerne. Til 198 var væsentlig Ægypten, fra
den Tid, efter Antiochos III’s Sejr ved
Paneas, Syrerne P.’s Herrer. Efter at Babylon,
Ninive og Shushan var gaaet til Grunde og
Alexandria grundlagt, var Tyngdepunktet flyttet
V. paa, og P. fik igen samme Bet. som i 15.
Aarh. f. Kr. Under Ptolemæerne regeredes P.
af Guvernører (hegemon, epitropos), om hvis
Myndigheds Udstrækning kun lidet vides.
Skatteopkrævningen var overladt — ved
Licitation — til Skatteforpagtere. I Jødernes Kreds
fik Synedriet og Ypperstepræsten en
vidtgaaende Myndighed. Under Seleukiderne stod P., der
kaldes Fønikien, sammen med Cølesyrien under
en Militærguvernør, og syrisk Militær besatte
Landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske
Embedsmænd. Fra 165, da Antiochos Epifanes
forbød jødisk Kultus, opfyldes Landet af de
makkabæiske Kampe, der baner Vejen for det
hasmonæiske Dynasti. Under Syrernes
Svækkelse opnaaede dette en vis Selvstændighed,
men kom snart under romersk Indflydelse, til
Pompejus 63 f. Kr. erobrede Landet og lagde
det under den rom. Prov. Syrien.
Under det romerske Herredømme
regeredes P. paa skiftende Maade. Det deltes
nu i flg. Landsdele: V. f. Jordan Judæa (med
Idumæa), Samaria og Galilæa; Ø. f. Jordan
Peræa (fra Arnon til Pella), Gaulanitis (Ø. f.
Gennesaret Sø), Batanæa, Trachonitis og Auranitis.
Dertil kom en Rk. rent hellenistiske Stæder i
Østjordanlandet, som dannede en
Sammenslutning, Dekapolis. Om de forsk. Regeringer
under Herodes og hans Efterfølgere, til
Jerusalem blev romersk Koloni under Navnet Ælia
Capitolina 135 e. Kr., se Israel.
I hele den græsk-romerske Periode blev P.
stærkt helleniseret, selv om store Kredse af
Jøderne siden Makkabæernes Opstand modsatte
sig hellernske Former, der stred mod deres
Religion. Det gr. Sprog trængte ind paa
Bekostning af det aramaiske. Byerne fik et gr. Præg,
der byggedes Gymnasier, Væddeløbsbaner,
Teatre og Templer. Herodes gjorde saaledes
endog Jerusalem til en gr. By. Andre vigtige
hellenistiske Byer var Landshøvdingens
Residens, Kæsarea, Samaria, Skythopolis, Jamnia,
Gaza o. a. I alt nævnes over 30 hellenistiske
Stæder, af hvilke mange var uafhængige
Kommuner, der stod direkte under Romerne;
adskillige havde egen Kalender og egne Mønter.
Foruden Bygningsrester har Udgravningerne
bragt en Del gr. Indskrifter fra denne Periode
for Dagen. Romerne har især efterladt sig
Minder i P. ved deres storslaaede Vejanlæg, fra
hvilke en Del Milestene er bevarede. Latinske
Indskrifter findes ogsaa, især fra Soldater.
Hadrian ombyggede Jerusalem med Forum og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
