Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Papegøjer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kbhvn ligger N. f. Ækvator; dette Punkt er P.’s
absolutte Sydgrænse. De nordamerikanske
Fristaters eneste Papegøjeart (Conurus
carolinensis) fandtes ved Beg. af 19. Aarh. helt op til
Erie- og Ontario-Søerne (Sydfrankrigs Bredde),
nu vel kun i Florida; om faa Aar vil den være
uddød. I Sydamerika findes i det mindste 4
Arter endnu, i Chile og Argentina,, en enkelt (C.
patagonus) helt ned til Magalhaes-Strædet. —
Videst Udbredelse af alle P. har
Alexanderpapegøjen (Palæornis torquatus): fra
Cochinchina til Senegambien; for andre er Grænserne
trukne meget snævert: Conurus pertinax lever
kun paa St. Thomas og St. Croix, Palæornis
exsul kun paa Rodriguez, Nestor productus kun
paa den lille Philips-Ø N. f. Ny Zeeland (begge
de sidste er rimeligvis nu uddøde). —
Australien med Molukkerne og Stillehavsøerne samt
Amerika har tilsammen henved 9/10 af alle
Arterne; Resten er indiske og afrikanske; Afrika
er den papegøjefattigste Verdensdel. — Ingen
P. er Trækfugl.
Forplantning. Det store Flertal af P.
yngler i hule Træer, enten i naturlige Huler i
Stammen og Grenene ell. i gl Spættereder;
Underlaget for Æggene er som oftest kun
Træsmuld. Andre ruger i Klippehuler ell. i Huller
ind i Flodbrinkerne (som Isfuglene); Stringops
i underjordiske Huler; Pezoporus og
Geopsittacus lægger Æggene i en svag Fordybning paa
Jorden. Kun een Art, den sydamerikanske
Bolborhynchus monachus (Kvækerpapegøje),
bygger Rede. Ganske faa, som enkelte Ara’er,
Kakaduer og Kilehaler, yngler kolonivis. Æggene er
altid hvide, stærkt afrundede, glatskallede (en
alm. Regel hos Fugle, der yngler i Huler). De
nylig udklækkede Unger er nøgne og blinde,
med deres store og tykke Hoved afskrækkende
hæslige; de fodres med Frø og andre
Plantestoffer, opblødte i Forældrenes Kro, vokser rask
til og faar snart en blød, lang Dunklædning.
Adfærd og Egenskaber. Lyst til
Selskabelighed er karakteristisk for næsten alle P.
Kun de større Arter, Ara’er og til Dels
Kakaduer, slutter sig sjælden sammen i Flokke; de
fleste andre samler sig, uden for Yngletiden, i
Skarer, der ofte foretager vidtstrakte, men som
det synes ikke regelbundne, Vandringer fra
Indlandet til Kysterne, fra Sydaustralien til
Nordaustralien, fra Tasmanien til Kontinentet. I
øvrigt er de tropiske Arters daglige Færd i høj
Grad regelmæssig: Strejftog efter Føde om
Morgenen, Søvn i de hede Middagstimer, atter i
Bevægelse efter Føde om Eftermiddagen; henad
Aften slaar de sig skarevis, under øredøvende
Skrigen, ned i de Træer, hvori de har i Sinde at
overnatte (jfr Krager og Stære); Besøg i
en zoologisk Haves Papegøjehus giver kun en
svag Forestilling om Larmen fra en saadan
Papegøjesværm; den overdøver Vandfaldenes
Brusen og kappes med Brøleabernes
Hylekoncerter. Mange P. tilbringer Natten i Træ- ell.
Klippehuler; andre klamrer sig med Næb og
Fødder fast til Træbarken; atter andre (de
indisk-malajiske Coryllis ell. Loriculus) hænger
sig op ved Fødderne med Hovedet nedad, som
Flagermus (»Flagermuspapegøje«). — P. er jo
berygtede p. Gr. a. deres Stemme. Vel er det
sandt, at mange Arters Konversation kan være
grumme ubehagelig, men dels er selv de højest
skrigende P. i Stand til at udtrykke deres
Sindsstemning og meddele sig til hverandre ved
mange forsk., blide ell. ublide Toner, dels er
der ikke faa, hvis Stemme sjælden ell. aldrig er
raa ell. skærende; den kan lyde som en
melodisk Piben, som en sagte Kvidren (Undulaten:
Melopsittacus), ell., sjældnest, forme sig til
virkelig Sang (Sangpapegøjer: Platycercus
hæmatonotus). Ganske ejendommelig i denne
Henseende er Microglossus, der snurrer som en Rok,
og Stringops, der tuder som en Ugle. — Hvad
der mest af alt har gjort P. populære, er vel
deres Evne til at efterligne Ord og mange
Haande andre Lyd; de kan lære at tale, le, græde,
hoste, nyse, synge, fløjte, gale, gø o. s. v. Evnen
er imidlertid højst forsk. udviklet; bedst
skaarne for Tungebaandet er, næst Amazonerne og
Jako’en, Kakaduerne, Vasapapegøjerne,
Ædelpapegøjerne og en Del af Kilehalerne. Ikke blot
i moderne Samfund er P. yndede; næsten
overalt, hvor Europæerne trængte frem i
Tropelandene, fandt de Beviser paa, at ogsaa de
primitive Folkeslag forstod at værdsætte de
brogede, intelligente og velsmagende Fugle; man skød
dem med Pile, spiste dem, smykkede sig med
deres Fjer, holdt dem fangne og udviklede
deres Talegaver; navnlig de indianske Kvinder
skal have haft en forbavsende Færdighed i at
pleje og afrette disse Fugle; overhovedet synes
P. at nære Forkærlighed for Kvinder og Børn,
dels (som Rengger siger) »weil ihnen die
Weiber mehr vorschwatzen«, dels fordi P.
rimeligvis bedre opfatter en Sopran ell. Alt end en
Bas ell. Baryton. Ofte citeret, endogsaa sat paa
Vers og behandlet i novellistisk Form, er
Humboldt’s Fortælling om den ærværdige P. (den
maa have været mindst 40—50 Aar gl), der blev
forevist ham af Indianerne i Maipures med de
Ord: »Man forstaar den ikke, den taler Aturisk«;
Aturerne var allerede dengang en udryddet
Folkestamme, og P. saaledes det eneste levende
Vidnesbyrd om et uddødt Sprog.
Ordet P. er afledet af sp. papagayo; arab.
babaghâ ell. babaghan, der ofte siges at være
Stamformen, er vist kun en Fordrejelse af det
sp. Navn. — P. synes at have været ukendte i
det gl Ægypten; Mindesmærkerne viser ingen
Figur, der kan tydes som en P.; heller ikke
Bibelen nævner dem. De omtales første Gang
af Ktesias fra Knidos (c. 400 f. Kr.) under
Navnet βίττακος; (bittacos; efter Beskrivelsen uden
Tvivl den ind. Palæornis cyanocephalus).
Alexander d. Store hjemførte enkelte Arter fra sine
Krigstog til Indien. At ogsaa Afrika havde P.,
synes først at være blevet bekendt paa Nero’s
Tid (sikkert Palæornis torquatus). I det gl Rom
var de, længe før denne Tid, meget kostbare;
de holdtes i Bure af Skildpaddeskal, Elfenben
og Sølvtraad (Marcus Porcius Cato prædikede
strengt mod denne Luksus); senere maa de
være indførte i stort Antal: Heliogabal skal have
fodret sine Løver med P. og Paafugle (!) og ved
sine berygtede Gæstebud have ladet servere
Postejer af Papegøjetunger. Efter Romerrigets
Fald sygnede Kundskaben hen, indtil i 15. Aarh.
den Række af geogr. Opdagelser blev indledet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
