Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paratyfus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(varmeresistent Gift) give Anledning til Forgiftning.
De fleste Tilfælde af »Kødforgiftning« er P.
Bakterier, hørende til P.-Gruppen, er
efterhaanden fundet under mange Forhold og
beskrevet under en forvirrende Mangfoldighed af
Navne. De hører alle til den store
Tyfus-Corigruppe, der foruden P.-Gruppen omfatter de
ægte Tyfusbaciller og Coligruppen (der atter
bestaar af talrige Varieteter). P.-Gruppen adskiller
sig ikke sikkert morfologisk fra de andre til
Tyfus-Coligruppen hørende Bakterier; det er
stavformede Baciller, ret varierende i Størrelse (i Reglen
2—5 μ i Længde, 0,5—0,8 μ i Tykkelse), de er
bevægelige og som Regel rigeligt forsynede med
Svingtraade. De vokser gennemgaaende godt
paa de sædvanlige Næringssubstrater (Bouillon,
Agar-Agar, Gelatine) og smelter ikke Gelatine
(mangler peptolytisk Enzym). De er alle —
ligesom Tyfus- og Colibaciller —
»gramnegative« (ɔ: farves ikke ved den Gram’ske
Farvemetode). Vækstoptimum er c. 37°. De danner
ikke Indol, er ikke sporebærende. Fra
Tyfusbaciller til den ene Side og Colibaciller til den
anden afgrænser P.-Gruppens Bakterier sig
fortrinsvis ved deres Forhold over for
Sukkerarter og ved deres serologiske Forhold (særlig
Agglutination [s. d.]). Ligesom Tyfusbaciller,
men i Modsætning til Colibaciller formaar de
ikke af angribe (forgære) Mælkesukker
(Laktose); i Modsætning til Tyfusbaciller spalter de
Druesukker (Glykose) helt til luftformede
Forbindelser (medens Tyfusbaciller kun formaar at
danne Syre, men ikke Luft).
Som de vigtigste inden for P.-Gruppen
beskrevne Bakterieformer skal nævnes:
Paracolibakterierne. Disse er
allerede omkr. 1890 i indgaaende Undersøgelser af
C. O. Jensen omtalt som Aarsag til den
saakaldte Kalvediarrhoe, en hos Spædkalve, ret
udbredt infektiøs Tarmkatarrh, der ofte
ledsages af universel dødelig Infektion.
Sygdommen har foraarsaget meget store økonomiske
Tab. Bakterierne optages som Regel kort efter
Kalvenes Fødsel gennem Mund (sjældent
Tarmaabninger ell. Navlestedet); Forurening i
Stalden er den hyppigste Aarsag hertil, i enkelte
Tilfælde kan Koens Fødselsvej mulig indeholde
Bakterierne. C. O. Jensen var allerede tidligt
klar over, at Paracolibacillerne omfattede en
Rk. Varieteter; som oftest drejer det sig
vistnok om Bakterier hørende til den saakaldte
Enteritis-Gruppe inden for P.-Gruppen. De
udmærker sig alle ved at kunne forgære
Druesukker og Maltsukker (Maltose), derimod ikke
Mælkesukker og Rørsukker (Saccharose). Hos
Mennesker kan de foraarsage Sygdomstilfælde,
kaldet P. — C. O. Jensen har i sjældne Tilfælde
som Aarsag til Kalvediarrhoe fundet en
saakaldet Metacolibacil, der kun forgærer
Druesukker, men ikke Maltsukker. Sygdommen hos
Kalve (sjældnere angribes ogsaa ældre Dyr)
bekæmpes bedst ved gennemført Renlighed i
Staldene. Profylaktisk Indsprøjtning paa Kalvene af
specifikt Serum (C. O. Jensen) har ofte
udmærket Virkning. Man har ogsaa søgt at vaccinere
de drægtige Køer, men med tvivlsomt Resultat.
Som Sygdomsvækkere, særlig hos Gnavere
(Rotter, Mus etc.) er beskrevet en Rk. til
P.-Gruppen hørende Bakterier, saaledes:
Musetyfusbacillen, rendyrket 1890 af Löffler;
den dræber let hvide Mus, Husmus og
Markmus, men ikke Brandmus og ikke Rotter.
Kulturer er bleven anvendt til Udrydning af Mus.
En lgn. Form er Danysz’ Bacil, der ved
kunstig gennemførte Passager fra Rotte til
Rotte ogsaa skal kunne blive farlig (virulent)
for Rotter. Issatschenko’s Bacil:
virulent for Rotter og Mus. Ratin (opr. dyrket
fra et af Blærebetændelse lidende Barn), særlig
og indgaaende studeret af den danske
Veterinær Bahr, benyttes meget til Udryddelse af
Rotter og Mus. Ved særlige Fremgangsmaader
skal Angrebsevnen (Virulensen) kunne holdes
vedlige bestandig. Ikke farlig for Mennesker ell.
andre Pattedyr, Fugle etc. Til P.-Gruppen hører
endvidere den saakaldte Svinepestbacil.
Denne findes meget ofte hos Svin, der angribes
af Svinepest og var en lang Tid (under Navne
som »Hogcholera-bacil« og b. suipestifer)
anset for Svinepestens egl. Aarsag. Imidlertid viste
1903 De Schweinitz og Dorset ved
Undersøgelse af en i Staten Iowa (Nordamerika)
optrædende Epizooti bl. Svin, at det egl.
primære Virus for Svinepest hørte til de saakaldte
filtrerbare ell. ultravisible Virusarter.
Svinepestbacillen er da en sekundært tilkommen
Bakterie, der vel kan bidrage sit til
Sygdomsbilledets Fremkomst og vel ogsaa undertiden
selvstændig kan frembringe Sygdom, men som
dog ikke kan betegnes som Svinepestens
specifike Mikrob. Særlig en Varietet af b. suipestifer,
den saakaldte b. suipestifer Voldagsen
kan af og til give selvstændige Epizootier,
lignende ægte Svinepest.
Endnu kan omtales — uden at der her gøres
Fordring paa Fuldstændighed — b. Aertryck
og b. psittacosis, den sidste af Nocard
beskrevet som Aarsag til Tarmbetændelse hos
Papegøjer). 1917 af Bahr beskrevet en P.-Bacil
hos Honningbien (p. alvei). Foruden
Forgæringsforhold, der kun ret ufuldstændigt er i
Stand til at drage skarpe Grænser inden for
den store P.-Gruppes Bakterieformer
(Forgæringsforholdene »griber over« mellem de forsk.
Varieteter), har man de senere Aar med Held
i stigende Grad benyttet de serologiske
Forhold (ofte ret indviklede Metoder) til
Adskillelse. I store Træk kan man paa Grundlag heraf
opstille (A. Hecht-Johansen: Classification of the
strains belonging to the typhoid-parathyphoid
group of bacteria. Doktordisputats, Kbhvn 1923).
I. En Paratyfusgruppe i snævrere
Forstand, omfattende: Paratyfus A (ofte kaldet
Brion-Kayser’s Bacil), Paratyfus B (ofte kaldet
Schottmüller’s Bacil), Paratyfus C (beskrevet af
Uhlenhuth og Hüebner). Paratyfus A kan alene
ved sine Forgæringsforhold adskilles skarpt fra
de øvrige P.-Bakterier ved ikke at angribe
Xylose. Den, saavel som Paratyfus C er i øvrigt
sjældent forekommende i Forhold til Paratyfus B.
II. Svinepestgruppen, der atter
falder i tre Undergrupper (efter de serologiske
Forhold«).
III. Enteritisgruppen (Gärtner havde
først [1888] beskrevet en herhen hørende
serologisk karakteriseret Bakterie som Aarsag til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
