- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
911

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Parlamentarisme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Lande i nyere Tid bevidst ell. ubevidst har
efterlignet. Naturligvis maatte de eng. Kolonier,
efterhaanden som de fik Selvstyre, efterligne
Moderlandets Eksempel, og alle de eng.
selvstyrende Dominions, Kanada, Australien, Ny
Zealand og Sydafrika, har derfor
parlamentarisk Styre. Men ogsaa i næsten alle de europ.
Lande, der fik skrevne konstituelle
Forfatninger, nærmere ell. fjernere paavirkede af
Englands, meldte sig efterhaanden Kravet om
Indførelse af P. Dette skete delvis som Følge af en
lgn. naturlig historisk Udvikling som i England,
men delvis ogsaa under ligefrem Efterfølgning
af og Henvisning til det eng. Eksempel, der
mentes at maatte have Gyldighed i alle Lande
selv om de skrevne Forfatninger ikke talte et
Ord derom ell. endog hvilede paa et helt
modsat Princip. Naar det parlamentariske Krav
kun rejstes i den Form, at Statsoverhovedet ved
Valget af sine Ministre skulde tage mest mulig
Hensyn til, at de kunde arbejde sammen med
Flertallet i Parlamentet, var dette kun et
ganske naturligt og selv med alle skrevne
Forfatninger stemmende Krav. Men naar Kravet
efterhaanden næsten alle Vegne tilspidsedes i
den doktrinære Form, at Statsoverhovedet
ikke maatte tage andre til Ministre end dem
Flertallet i Parlamentet ell. i det ene valgte
Kammer direkte ell. indirekte udpegede, og at
han skulde afskedige sit Ministerium, saa
snart det fik et Mistillidsvotum i det
paagældende Kammer imod sig, saa var det i
Virkeligheden oftest i direkte Strid med Landets
skrevne Forfatning, der som f. Eks. den danske Grl.
§ 12 tillægger Kongen Retten til at udnævne og
afskedige sine Ministre uden at paalægge ham
noget som helst særligt Baand i saa Henseende,
ell. som den norske Grl. § 12 endog
udtrykkeligt udtaler: »Kongen vælger selv et Raad, af
norske Borgere«. Og det var derfor ogsaa ofte
først gennem en langvarig Forfatningskamp, at
det lykkedes de liberale Partier at trumfe deres
parlamentariske Doktriner igennem som
gældende uskreven Forfatningsret ved Siden af ell.
over den paa forfatningsmæssig Maade vedtagne
skrevne Forfatning.

I Frankrig rejstes Kravet om P. allerede
under Chartet af 1814; det mødte en skarp
Modstand hos Karl X, men efter dennes Forjagelse
ved Julirevolutionen af 1830, vandt det Sejr
under Louis Philippe’s Regering. Under det
andet Kejserdømmes Storhedsdage kunde der
naturligvis ikke være Tale om nogen P., uden
af Navn, men da Napoleon III’s Stjerne var i
Nedgang, rejstes Kravet igen, og efter
Kejserdømmets Fald indtraadte Frankrig definitivt bl.
de parlamentarisk styrede Lande, saaledes at
P. dér ikke blot er skarpt gennemført i Praksis,
jfr de hyppige Ministerskifter, men ogsaa har
faaet et om end meget afdæmpet Udtryk i den
gældende fr. Forfatningslov af 25. Febr 1875,
Art. 6, hvorefter Ministrene er »solidarisk
ansvarlige over for Kamrene for Regeringens
almindelige Politik og hver for sig for deres
personlige Handlinger«. Af de anførte Ord »over
for Kamrene« fremgaar det, at der i Frankrig
anerkendes et parlamentarisk Ansvar for
Ministrene over for begge de valgte Kamre og ikke
alene over for Deputeretkammeret, selv om det
er dette sidste, der normalt bestemmer over
Ministeriets Skæbne. Dermed stemmer det
ogsaa, at Senatet fl. Gange ved sin Afstemning
har tvunget et Ministerium til at gaa af,
saaledes 1896 (Ministeriet Bourgeois) og 1912
(Ministeriet Briand).

I Belgien indførtes dem gældende Forfatning
1831; kort efter P.’s Sejr i Frankrig ved
Julirevolutionen. P. fandt derfor let Indgang i
Belgien, hvor den siden har hersket. Skønt begge
Kamre er folkevalgte og fremgaar i det
væsentlige af de samme Vælgere, blev det dog
hævdet i Overensstemmelse med eng. Doktrin, at
kun Repræsentanternes Kammers, ikke det
andet Kammers, Senatets, Afstamninger kunde
være afgørende for Ministeriets Skæbne, og
dette støttedes bl. a. paa, at det belg.
Repræsentanternes Kammer efter Forfatningens § 27
ligesom det eng. Underhus skal have
Finansloven først til Behandling. Denne, da begge
Kamre er folkevalgte, i Virkeligheden ganske
ubeigrundede Forskel mellem de to belg.
Kamres Stilling m. H. t. Finansloven, er imidlertid
nu ophævet ved den store Forfatningsrevision
1921, og Grunden til at stille de to Kamre forsk.
i parlamentarisk Henseende synes dermed
bortfaldet. Ogsaa i Holland fandt P. efter Grl. af
1848 let Indgang og ligesaa i Italien, Spanien,
Portugal og Grækenland, hvor allerede tidligt
hyppigt vekslende Partiregeringer skiftedes om
at regere og misregere Landet.

Anderledes i de nordiske og tyske Lande. I
Danmark var det udelukket, at Rigsdagens
Folketing kunde kræve at være
enebestemmende m. H. t. Regeringens Dannelse, saa længe
det danske Monarki ogsaa talte tre
Hertugdømmer, hvori Kongerigets Grundlov ikke gjaldt og
hvoraf Holstein og Lauenburg i Henhold til den
tyske Forbundsrets Grundsætninger skulde
styres i strengt monarkisk Aand. Men ikke saa
snart var Hertugdømmerne blevet afstaaede
1864 og Kongerigets Grundlov, ganske vist i den
ændrede Skikkelse som den reviderede Grl. af
1866, blevet eneste Forfatningslov i Landet før
Kravet om P. rejstes af Venstre, straks da det
1870 havde faaet én Stemmes Flertal i
Folketinget. Dette Krav, der bl. a. byggedes paa
Folketingets Ret til først at faa Finansloven til
Behandling, mødte bestemt Afvisning særlig fra
Ministeriet Estrup’s Side som stridende baade
mod Kongens grundlovsmæssigt frie Ret til at
udnnævne sine Ministre og mod Landstingets
Ligeberettigelse med Folketinget. Dette førte til
den lange og bitre Forfatningskamp, der ofte
benævnes Provisorietiden, fordi Ministeriet
Estrup kun kunde bekæmpe Folketingsflertallets
formentlig grundlovsstridige Krav ved selv at
anvende mindst lige saa grundlovsstridige
Midler, nemlig ved i 9 Aar — fra 1885 til 1894 — at
regere ved Hjælp af provisoriske Finanslove,
udstedte af Kongen paa egen Haand i Henhold
til Grl. § 25, samt ved andre provisoriske Love,
der holdtes i Live af Landstinget trods
Folketingets Protest. Faktisk praktiseredes herved
en Landstingsparlamentarisme, idet Ministeriet
alene støttede sig til Landstingets Flertal,
medens Folketinget mere og mere sattes ud af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:51 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0961.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free