- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
912

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Parlamentarisme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Spillet. Tilsyneladende sejrede Højre og
Landstinget i denne Strid, idet Ministeriet Estrup fik
sluttet Forlig 1894 uden at P. anerkendtes. Men
saa snart normale Forhold indtraadte, viste
Folketinget sig som det stærkeste p. Gr. a. sit
Udspring af almindeligere Valgret og sin alt
overvejende Indflydelse paa Finansloven, og
efter at endnu en kortere Aarrække forskellige
Landstingsministerier havde afløst hinanden,
udnævnte Kongen 1901 første Gang et
Venstreministerium, støttet til Folketingets Flertal,
Ministeriet Deuntzer, hvoraf vel selve
Konseilspræsidenten var en Mand, hentet uden for
de egl. Politikeres Kreds, men som i øvrigt talte
den tidligere mangeaarige Oppositions Førere:
J. C. Christensen, Hørup og den senere saa
sørgeligt berømte Justitsminister Alberti. Med
dette Ministerium daterer sig P.’s Indførelse i
Danmark, idet siden den Tid saa godt som alle
senere udnævnte Ministerier har støttet sig
enten til Flertallet ell. dog til det største
Mindretal inden for Folketinget. Som kortvarige
Undtagelser kan kun nævnes det første Ministerium
Zahle 1909 samt Ministeriet Liebe 1920, hvilket
sidste Ministerium udnævntes, fordi det andet
Ministerium Zahle ikke vilde tillade Kongen
gennem en Opløsning af Folketinget at
appellere til Vælgerne. Kongen nødsagedes derfor til
at afskedige Ministeriet Zahle, skønt det endnu
havde et om end meget ringe Flertal i
Folketinget, og gennem et nyt Ministerium foretage
Opløsningen, der viste, at det afskedigede
Ministerium ikke længere havde Flertal bl.
Vælgerne. Medens Afstemninger i Folketinget fl.
Gange har bragt en Regering til Fald, saaledes
1909 og 1913, har derimod Nederlag i
Landstinget ikke haft nogen saadan Virkning,

I Norge maatte et parlamentarisk Styre
anses som ganske uforeneligt med den norske
Grundlovs Ord og Principper, saaledes som den
var uformet 1814. Thi den norske Grundlov var
i Lighed med den nordamerikanske Forfatning
formet strengt ud fra det Montesquieu’ske
Princip om Statsmagternes Adskillelse; den vilde
skabe en selvstændig Kongemagt og et Storting,
der begge var lige uafhængige af hinanden, og
ligesom i Amerika havde Ministrene derfor
heller ikke Adgang til Stortinget, for at Kongen
ikke skulde kunne øve Tryk paa Stortinget og
Stortinget ikke paa Kongen. Alligevel rejstes
ogsaa Kravet om P. her og fik særlig Styrke
som et Vaaben i Kampen mod Unionen med
Sverige. Stortinget vedtog Gang paa Gang et
Grundlovsændringsforslag, hvorved Ministrene
fik Adgang til Stortinget, og da Højreministeriet
Selmer nægtede at indstille det til Sanktion og
hævdede Kongens absolute Veto ved Ændringer
af Grundloven, rejste Stortinget Rigsretsaktion
og fik 1883—84 ved en Rigsretssag, der i
Virkeligheden var et rent Justitsmord, — thi man
gik ikke til Rigsretssag, før man ved
Stortingsvalgene havde opnaaet »Rigsretsflertal« i
Lagtinget og dermed inden for Rigsretten —
Ministeriet fradømt sine Embeder. Kongen maatte
derefter tage Oppositionens Fører Sverdrup til
Statsminister, og dermed havde P. sejret i
Norge. I Sverige, hvis Regeringsform af 1809
ligesom den norske Grl. af 1814 bevidst havde
søgt at hævde Kongemagtens og Rigsdagens
Uafhængighed af hinanden, for at undgaa saavel
den Karolinske Tids Konge-Enevælde som
Frihedstidens Rigsdags-Enevælde — heller ikke
her havde derfor Ministrene oprindeligt Adgang
til Rigsdagen — bevarede Kongemagten
længere end i de andre nordiske Stater en
selvstændig Betydning. Dette i Forbindelse med
Førstekammerets Ligestilling med
Andetkammeret m. H. t. Budgettet lagde længe stærke
Hindringer i Vejen for, at P. i Skikkelse af en
»Folketingsparlamentarisme« kunde trænge
frem til Sejr, men efter Førstekammers
gennemgribende Demokratisering ved den sidste
Grundlovsrevision 1921 maa dette sikkert siges
nu at være sket. Paa Island indførtes P. straks,
da Landet 1903 fik en egen paa Island bosat
Minister, og efter at Island er blevet et
selvstændigt Kongerige, hvis Konge dog stadig er
bosat i det fjerne Danmark, er det faktisk
Altinget selv, der vælger Ministrene.

I det tyske Rige derimod, i de enkelte tyske
Stater og i Øslerrig-Ungarn satte det dér lige
indtil Verdenskrigen herskende strengt
monarkiske Styre en fast Bom imod alle de liberale
Partiers Forsøg paa at lede P.’s Vande ind
over Tyskland, og først da Tyskland brød
sammen i Verdenskrigen, skyllede P.’s Bølger
uimodstaaeligt ind over de tidligere af store og
smaa Fyrster styrede Lande. Til Gengæld blev
det i dobbelt Forstand en stor Triumf for P.
Ikke blot indførtes parlamentarisk Styre nu i
alle de efter Verdenskrigen dannede ny
Republikker: det tyske Rige, de enkelte tyske Stater,
Østerrig, Ungarn, Polen, Finland m. v., skønt
P. tidligere kun havde fundet Indgang i en
eneste Republik, den franske. Men P. blev nu
ogsaa formelig indskrevet i Landets Forfatning,
saa at den fra tidligere at have været en egl.
formelt grundlovsstridig Praksis legaliseredes
som en fuldt grundlovsmæssig. I det tyske Riges
ny Forfatning af 1919 hedder det nemlig i § 17
m. H. t. samtlige de enkelte tyske Landes
Regeringer: »Landsregeringerne skal nyde
Folkerepræsentationens Tillid«, og i § 54 m. H. t.
selve Rigsregeringen: »Rigskansleren og
Rigsministrene skal til deres Embedsførelse have
Rigsdagens Tillid. Enhver af dem maa træde
tilbage, naar Rigsdagen ved en udtrykkelig
Beslutning unddrager ham sin Tillid«. Lgn.
Bestemmelser findes i alle de andre nævnte
Forfatninger, og flere af disse giver nøje Regler
for den Fremgangsmaade, der skal iagttages,
naar et Parlament vil fælde en Minister ved et
Mistillidsvotum. Ja, i nogle Stater, nemlig de
tyske Enkeltstater, er P. ført helt ud i sin sidste
Konsekvens, idet det her ikke blot er
Parlamentet, der fælder Ministeriet, men ogsaa det,
der direkte udnævner det. I disse Lande:
Preussen, Bayern m. v. findes nemlig ingen
særlig Statspræsident, og det er derfor
Landdagen selv, der direkte vælger det ny
Ministerium.

Men samtidig med at P. saaledes nu har
sejret over alt i Europa, bortset fra Schweiz og
Rusland, er dens Anseelse rigtignok allerede i
stærk Tilbagegang de fleste Steder. De store
Forventninger om de mange heldbringende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:51 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0962.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free