Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Patras - Patreksfjord - patres - patria - patria potestas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
selvstændige Byer, blev under Augustus en rom.
Koloni og naaede i Middelalderen at blive
Peloponnes’ første Handelsstad. 1822 blev P.
ødelagt af Ibrahim Pasha, men blomstrede hurtig
op efter Krigens Slutn.
(H. P. S.). N. H. J.
Patreksfjord [’pat.ræks-], den sydligste
af Vestfjordenei paa Island, Nord for
Landets vestligste Bjerg Látrabjarg, skærer sig
omtrent 30 km ind mod Sydøst. P. er
opkaldt af Landnamsmanden Örlygr af
Taknemmelighed efter den hellige Biskop
Patrek, da han paa sin Rejse fra Syderøerne til
Island landede her. Som alle Vestfjorde er P.
omgivet af høje Bjerge. Paa Nordsiden af P.
ligger Handelspladsen Patreksfjord paa
Jordejendommene Vatneyri, der allerede i det 16.
Aarh. omtales som Havn, og Geirseyri.
Handelsstedet P. har nu omtr. 500 Indb. (1910 475
Indb.).
B. Th. M.
patres (lat.), »Fædre«, var hos Romerne
Betegnelse for Senatorerne; undertiden
forekommer Ordet dog ogsaa i samme Bet. som det
deraf afledede Patricier.
H. H. R.
patria (lat.), Fædreland.
patria potestas (lat. »fædrene Magt«) er i
den senere rom. Ret den tekn.-jur. Betegnelse
for den Familiefaderen (pater familias)
tilkommende Myndighed over liberi (Sønner og ugifte
Døtre, Sønnesønner, Svigerdøtre og ugifte
Sønnedøtre). I Modsætning hertil betegnedes
Mandens Myndighed over Hustruen (uxor) som
manus, Husherrens Ret over Slaven (servus)
som dominica potestas, og hans Herredømme
over Tingen (res) som dominium. Denne
Differentiering af Udtrykket skyldes imidlertid
utvivlsomt en senere Sprogudvikling. I den
historisk-antikvariske og poetiske Litteratur anvendes
manus ogsaa om liberi, servi og res. Og denne
Sprogbrug, der sikkert er en Rest af en ældre
Terminologi, viser tilbage til en opr. videre Bet.
af manus. I den ældste rom. Ret har manus
rimeligvis været den fælles Betegnelse for den
hele Husherremyndighed i dens forsk.
familieretlige og tingsretlige Relationer. — Den rom.
p. p. i den Skikkelse, hvori den fremtræder
allerede i den ældste hist. kendte Ret, er med
sine udstrakte jurisdiktionelt-censoriske og
økonomisk-sociale Beføjelser et ejendommeligt
national-rom. Institut. Og det var ikke uden
Grund, naar denne jus propium civium
Romanorum, som Romerne selv med Stolthed kaldte
den, endnu ind i Kejsertiden stod som et
nationalt, sindbilledligt Minde om gammelromersk
Sundhed og Kraft. I den fra de ældste Tider
overleverede Familieform, det patriarkalske
Husfællesskab, Storfamilien, der i en fjern
forhistorisk Tid sikkert havde været det
fællesariske Grundlag for den sociale Ordning og
senere blev det konstitutive Element i den
primitive Statsdannelse, havde denne organisk
udviklede, traditionsbaarne og
traditionsbærende p. p. ned gennem Tiderne været den
centrale, kraftigt sammenholdende og strengt
disciplinerende, suverænt styrende Magt. Ved den
Solidaritet og den Ærefrygt for Fædrenes Sæd
og Skik, som den havde indpodet den Enkelte
fra Barnsben, havde den givet Familien en
maalbevidst, lidt snæver, men ukuelig Moral.
Den havde gjort Slægten til en politisk
betydende social Enhed. Og den havde derved skabt
det Fundament, hvorpaa selve det rom.
Imperium byggedes. — Dens hist. Oprindelse og
ældste Form kendes ikke. Og kun
Formodninger kan opstilles. Men om den gængse
Opfattelse af p. p. som en opr. uindskrænket, i sit
Væsen despotisk Magtudøvelse kan
fastholdes, er i hvert Fald yderst tvivlsomt. I den
ældste hist. kendte Ret træffer vi vel bl.
Husfaderens jurisdiktionelt-censoriske Beføjelser en
alm. »Hals- og Haandsret« over Børnene. Men
om det virkelige Indhold af denne vitæ necisque
potestas, der endnu ind i Kejsertiden af den
ægte Romer betragtedes som det sindbilledlige
Udtryk for den rom. Husherres Magt og
Myndighed, ved vi faktisk intet. I en hos Festus
overleveret sikkert autentisk Forskrift hedder
det: Si parentum puer verberit . . . sacer esto.
Sønnen, der øvede Vold mod sin Fader, blev
fredløs (sacer). End ikke en saadan Krænkelse
af Hustugten synes Husfaderen at have været
berettiget til egenmægtigt at straffe med Døden.
Som typisk fyldestgørende Grunde træffer vi
i den hist. og legendariske Overlevering
foruden Datterens Ukyskhed (impudicttia quæ
monstrum erat) da ogsaa kun visse efter rom.
Retsbegreb særlig graverende Former for
Statsforbrydelse. — At den rom. Families hele indre
Ordning fra de ældste Tider retlig set
udelukkende havde hvilet paa Husherrens
Autonomi, er imidlertid utvivlsomt. Den
Grundsætning, der endnu gjaldt i det hist. kendte Rom,
at Staten ikke direkte havde at blande sig i
Familiens indre retlige Anliggender, har sikkert i
endnu højere Grad haft Gyldighed i den
ældste Tid, da Statsmyndigheden kun var lidet
udviklet. Og det er i denne
Husfadermyndighedens autonome Karakter, at vi først og
fremmest maa se det for den rom. p. p. i dens
ældre typiske Form væsentlig ejendommelige.
I det lille patriarkalske Samfund, som
Husfællesskabet udgjorde, var Husfaderen
Herskeren. Imperium habet! Religiøst som verdsligt
var han Familiens Overhoved. Som den, der
var Formidleren mellem de henfarne »Fædre«
(Divi parentes) og de kommende Slægter og
derfor var ansvarlig for Slægtens Bestaaen,
paahvilede det ham som en hellig Pligt at
varetage Forfædrekulten. Ved den fædrene Arne,
focus patrius, hvis evigt brændende Flamme
var Symbolet paa Slægtens Bestaaen, havde han
at bringe Dødsofrene og fremsige Bønnerne,
saaledes som den fra Slægt til Slægt
overleverede Ritus krævede det. Og i alt, hvad der
vedrørte Slægtens sacra, havde han Afgørelsen.
Han afgjorde, hvem der skulde optages i
Slægten, og hvem der skulde udtræde. Først ved
Husfaderens højtidelige, stærkt religiøst
betonede Anerkendelse (tollere liberum, egl. »tage
Barnet op« ɔ: fra Jorden, hvor det var lagt,
»lade blive i Live«, »opfostre«) blev det nyfødte
Barn antaget som ægtefødt og derefter optaget
i Familien og dens Kultus. Kun i Kraft af
Husfaderens Beslutning kunde Sønnerne — og
Sønnesønnerne — indføre deres Hustruer i den
fædrene Slægt og gøre dem delagtige i dens
sacra. Og for Døtrenes — og Sønnedøtrenes —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
