Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Patron - Patron (tekn.) - Patronat - Patronatsret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Danmark) ell. som Pakker, ɔ: sammenholdt i det
Antal (5—6), der kan være i Magasinet, af
Ladeblik (Mannlichergeværerne) ell.
Ladeskinner (Mausergeværerne m. fl.). Se iøvrigt
under Artiklerne: Haandskydevaaben,
Maskingeværer, Pistoler,
Selvladegeværer (Litt.: V. C. Bisgaard,
»Haandskydevaaben, teknisk Del« [Kbhvn 1912];
J. C. J. Qvist, »Det danske Gevær 1889«
[Kbhvn 1913]).
C. Q.
Patron (tekn.), Muffe af Træ ell. Metal, som
tjener til Arbejdsstykkets Fastspænding i de
forsk. Værktøjsmaskiner, se Drejebænk.
Patronat (lat.), se Overtilsynet.
Patronatsret (jus patronatus) er et
kirkeretsligt Begreb, hvis Oprindelse skyldes tidlige
middelalderlige Forhold. Ved de paa
Romerrigets Omraade indstrømmende germanske
Stammers Overgang til Kristendommen blev det
nemlig, P. Gr. a. den germanske Retsopfatnings
ensidig privatretlige Karakter, Skik, at de store
Grundejere, i St f. at indordne deres
Besiddelser under offentlige, af dem uafhængige Kirker
og Sognepræster, lod opføre Gudshuse paa deres
egne Ejendomme og for egne Midler, hvorved
de ikke alene selv blev Kirkernes Ejere, men
ogsaa tiltog sig selv at ansætte og lønne
Præsterne. Denne meget udbredte Ordning stred
imidlertid stærkt mod den strengt kirkelige
Norm, og der arbejdedes derfor fra kanonisk
Side stadig paa at trænge Kirkeejeren tilbage
og reducere ham til »Kirkepatron« (patronus
ecclesiæ), hvem der ikke tilkom Ejendomsret,
men alene Forvaltningsopsigt over Kirkerne og
i Henseende til Præsternes Ansættelse alene en
Forslagsret. Først i 12. Aarh. lykkedes det dog,
navnlig under Pave Alexander III (1159—81)
endelig at drive disse Krav igennem og gøre
dem til alment anerkendte Led i det gældende
kanoniske Betssystem. Men i Kristenhedens mere
afsides Egne holdtes dog Kampen herom endnu
længe staaende. I Norge dannede saaledes
Kongens og Høvdingernes P. et af
Hovedstridspunkterne under det voldsomme Sammenstød
mellem verdslig og gejstlig Magt under Kong
Sverre (1184—1202), og paa Island blussede
fra 1282 af en langvarig Uenighed op om, det
samme Emne. I den samtidig hermed ogsaa i
Norge paagaaende Kirkestrid spillede P.
vistnok en mere underordnet Rolle; men Stødet
gaves dog til, at Kong Haakon V 1308 fik
oprettet en egen kgl. »Kapelgejstliighed«, hvis
Personer og Kirker (»kgl. Kapeller«) ganske stod
under Kongens Styre, en ejendommelig og
betydningsfuld Institution, der først bortfaldt med
den kat. Kirke forfatning. Hvad angaar P.’s
Fremtræden i Norge efter Reformationen, holdt
den for saa vidt Skridt med den neden for
skildrede Udvikling i Danmark, som Kongen i 17.
Aarh. (fra 1649) overdrog sin P. og dermed
sammenhængende Rettigheder ogsaa over visse
norske Kirker til privilegerede Privatmænd, der
saaledes blev Kirkepatroner. Men dels forblev
disse i Norge faatallige, og dels var deres
Indtægter af Kirkerne forholdsvis smaa. P.’s
Hovedindhold, Kaldsretten, afskaffedes endelig ved
Adelsloven af 1821. (Litt.: Stutz, »Geschichte
des kirchlichen Beneficialwesens« [Berlin 1895
ff.]; Taranger, »Om Ejendomsretten til de
norske Præstegaarde« [Norsk Retstidende 1896]
og »Kirkegodsets Retsforhold« [Norsk
Retstidende 1902]; E. Hertzberg, »Om
Ejendomsretten til det norske Kirkegods« [Kria 1898]; Fr.
Brandt, »Tingsretten« [2. Udg. Kria 1878, S.
223]).
(E. H.). Abs. T.
I Danmark indbefattede P. paa den Tid,
da Reformationen blev indført, kun Kaldsretten
til gejstlige Embeder (jus vocandi), medens det,
som i senere Tid har udgjort en væsentlig
Bestanddel af Kirkepatronens Rettigheder og en
Tid maatte anses for den materielle Basis for
Patronens Kaldsret, Adkomsten til Kirkens
Tiende o. a. Indkomster, i den første Tid efter
Reformationens Indførelse ikke var indbefattet
under den verdslige P. Man tænkte sig næppe
heller et saadant Forhold som muligt, da
Beformationen blev indført; thi ikke alene den
kanoniske Ret, men ogsaa den nationale Ret maatte
lede til at betragte Kirkerne og deres
Ejendomme som selvstændige jur. Personer, der vel stod
under en højere Bestyrelse og maatte tjene
Kirkens alm. Øjemed med deres Overskud, men
dog nærmest var berettigede til at oppebære
deres Indkomster til eget Tarv. Kirkernes
økonomiske Administration forestodes af
Kirkeværger — to for hvert Sogn — under Tilsyn af
Stiftslensmændene som Kirkernes Forsvar. Da
Erfaringen havde vist, at disse ikke tilbørlig
kunde overkomme de dem paahvilende
Forretninger, skete der 1582 den Forandring, at
Stiftslensmændenes Funktioner m. H. t.
Kirkerne blev overdragne til Lensmændene. Fra at
bestyre Kirkernes Gods til at oppebære deres
Indkomster mod Forpligtelse til at afholde
deres Udgifter var dengang Skridtet ikke langt.
Kirkens og Præstens Bønder kom under
Patronens Herlighedsret, Patronen kunde fæste
Tienden til sig selv ell. mulig gøre sig en ren
Indtægt ved Bortfæstningen af den og Jordegodset,
og han kunde sidde inde med Kirkens
Kapitalformue, og saa længe Kirken vedligeholdtes
tilbørlig og alle Afgifter udrededes, blev der
næppe Spørgsmaal om Kapitalen selv ell. Renter.
I Løbet af Christian IV’s Regering har der da
udviklet sig et Patronat med Adkomst til
Kirkens Renter, og i den Koldingske Reces af 1643
findes saadan P. omtalt som lovhjemlet. Det
ældre Regnskabspatronat forsvinder snart
aldeles; under Navn af P. (jus patronatus)
sælges nu Kirketienden og Kirkens øvrige
Indtægter, og som oftest tillige Kongetienden, ligefrem
som Krongods for en fast Takst, og i
Lovsproget bliver P. enstydigt med Besiddelse af
Kirkens Indkomst og Tiende med paahvilende
Forpligtelser, og for denne Bet. af Ordet træder
det, der opr. laa i det, nemlig Kaldsretten,
tilbage ell. underforstaas som Appendiks.
Kirkernes alm. Overgang i privat Eje ell. Salg kan
regnes fra 1684. I nogen Tid blev denne
Kirkehandel dreven underhaanden paa samme
Maade, som P. tidligere var bleven solgt paa
Ansøgning, men hurtig gik den over til alm.
Trafik. De, som samlede Jordegods, købte Konge-
og Kirketienden, og Statskassen, der tidligere
havde indskrænket sig til Kontributioner af
Kirker og Gejstlighed, søgte nu alm. ad denne Vej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
