Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pattedyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kæberne, spiller allerede en betydeligere Rolle
over for Hjernekassen, og hos de andre P. er
Forholdet udviklet videre i denne Retning.
Lugte-, Sporsansen og Tyggeredskaberne kræver
stadig mere Plads; hos Dyr med høje, foldede,
hypsodonte Tænder, der fordrer stærk
Udvikling af Kæben, som Hesten ell. Elefanten, der
tillige har mægtig udvidede Lufthuler i
Knoglerne, bliver Hjernekassen forholdsvis meget lille,
allermindst dog hos Bardehvalerne, hvis Mund
skal give Plads til det store Bardeapparat, der
maa til, for at tilstrækkelig store Vandmængder
kan sis igennem og afgive deres Indhold af
Smaadyr. Nakkehullets Beliggenhed og dermed
den Vinkel, Hovedet danner med Kroppen, er
meget karakteristisk. Hos Mennesket og hos
Aber danner Hoved- og Kropaksen omtr. en ret
Vinkel, Nakkehullet ligger paa Hjernekassens
Grundflade; hos de fleste andre er Vinkelen
stump, her ligger Hullet i Kanten mellem Grund-
og Bagfladen; helt i denne ligger det hos Søkøer
og Hvaler, hvor Snuden peger i Kroppens
Forlængelse. — Karakteristisk er ogsaa
Øjenhulernes Stilling; de vender fremad hos Mennesker,
Aber og Halvaber, hvorved Næsehulen trykkes
sammen og formindskes; hos de fleste andre til
Siden, hos Sælerne stærkt opad. Lukkede
Øjenhuler med en Benvæg som Grænse ind mod
Tindingehulen findes kun hos Mennesker og
Aber, en lukket Benring om Øjet hos nogle,
som Halvaber, Heste og Drøvtyggere; hos de
fleste antydes Grænsen mellem de to Huler kun
ved et Fremspring fra Pandebenet (processus
postorbitalis), dette mangler dog hos Muldvarpe,
Spidsmus, Myreslugere, Skældyr o. fl. Ved
Underkæben er den væsentligste Variation den, der
opstaar ved, at den opstigende Forlængelse
(processus coronoideus) helt mangler hos saadanne
P., der ikke tygger deres Føde, som Hvaler,
Myreslugere o. l.
P.’s Muskler svarer i det hele til Menneskets
(se Muskler). Hudmusklerne er dog langt
mere udviklede, hvilket viser sig ved, at P. kan
rejse Børster og ryste med Huden for at fjerne
Insekter; særlig stærkt er de udviklede hos de
P., der som Pindsvin og Bæltedyrslægten,
Tolypeutes, ruller sig sammen. I øvrigt staar
Musklernes større eller mindre Udvikling i nøje
Forbindelse med Skelettets Bygning, alt i Samklang
med de Bevægelser, Dyrets Levemaade kræver.
— P. bevæger sig mest fremad i Gang og Løb;
kun Mennesket gaar opret, alle de andre P.
gaar paa alle fire, om end visse springende
Former (Kænguruer, Springmus o. a.) er i Stand
til at bevæge sig frem i Spring udelukkende ved
Hjælp af Bagbenene, idet Kroppen holdes ret
oprejst. Et Forben og Bagbenet paa den
modsatte Side føres hos de fleste samtidig frem, kun
Elefanter, Flodheste, Kameler, Giraffer og
adskillige Antiloper er normalt Pasgængere ɔ:
bevæger Benene paa samme Side samtidig. Bedst
er Gangarterne og Afvigelserne fra det
normale studerede hos Hesten (se Galop, Trav,
Skridt). Efter Maaden, hvorpaa Foden
sættes til Jorden, taler vi om Saalegængere,
Taagængere og Hovgængere. Der er dog en jævn
Overgang mellem disse Typer, og som
Inddelingsprincip taber Forholdet helt sin Bet., naar
vi ved, at alle eocene Pattedyr, baade
Insektædere og Gnavere, Hovdyr og Rovdyr, er
Saalegængere, og at de forsk. P. først senere har
erhvervet sig Evnen til at træde lettere paa
Jorden, ligesom Hænder (se Haand) først senere
træffes mellem P. — De fleste P. kan
svømme, saa snart de kommer i Vandet; hos
Former, der jævnlig findes der, uddannes der
Svømmefødder ved, at der udvikler sig en Svømmehud
mellem Tæerne, ell. hos adskillige smaa P. ved,
at der langs Randen af Tæerne vokser stive
Børster frem; Halen bliver sammentrykt ell.
sjældnere fladtrykt (Bæver) og derved egnet til
at drive Legemet frem i Vandet. Næseborene
sidder da oftest paa Snudens Overside og kan
lukkes vilkaarligt. Yderligere uddannede til
Svømning er Sæler, Hvaler og Søkøer. — De
eneste P., der virkelig kan flyve, er
Flagermusene med deres store nøgne Flyvehud
væsentlig støttet af de helt omdannede Forlemmer og
disses forlængede Fingre; men adskillige andre,
som Flagreegern (Sciuropterus og Pteromys),
Galeopiteken og Flagrepungaber (Petaurus), har
mellem For- og Baglemmer, langs Kroppens
Sider til helt ud langs Halen udspændt en
haaret Hud, der tjener til Faldskærm under lange
Spring; i sin primitiveste Skikkelse bestaar
denne Flagrehud kun af en smal Hudliste. Hos disse
og alle springende Former sker Bevægelsen i
Sæt, hvorved Bagbenene sætter af samtidig;
disse har næsten overtaget hele Bevægelsen, er
derfor overordentlig lange og kraftige, medens
Forbenene er langt svagere, svagest hos dem,
hvor de som hos Kænguruer og Springmus
aldrig rører Jorden under Bevægelsen.
Nervesystemet. Hos P. er Hjernen og
da navnlig den store Hjerne mere udviklet i
Forhold til Rygmarven end hos de andre
Hvirveldyr. Storhjernens (Forhjernens) to
Halvkugler er mægtigt udviklede og dækker hen over
Mellemhjernen og Midthjernen; hos Mennesket
og de højere Aber dækker de endog hele den
lille Hjerne. Ejendommeligt for P. er, at der
mellem Forhjernens Halvkugler er en meget
fuldkommen Forbindelse, idet utallige
Nervetraade danner den saakaldte Hjernebjælke
(corpus callosum); denne er dog rudimentær hos
Pungdyr og Kloakdyr. Midthjernen er
ejendommelig ved, at dens Overside har en dyb
Længdefure og tillige en Tværfure, saaledes at der
dannes 4 Forhøjninger, Firhøjene (corpora
quadrigemina). Den lille Hjerne er udstyret med
Sidelapper, der er forbundne ved Hjernebroen
(pons Varolii). I Forhold til Legemets Masse er
Hjernen hos P. større end hos nogen anden
Dyreklasse; men det er dog i øvrigt langt fra,
at man i Størrelsen har et Maal for Dyrets
Intelligens, om end de to Forhold staar i en vis
Forbindelse med hinanden. Menneskets Hjerne
er mange Gange større end Hjernen hos noget
andet Dyr af samme Størrelse, men en Mus har
i Forhold til sit Legeme en betydelig større
Hjerne end et Menneske; i det hele har nemlig
de smaa Former forholdsvis de største Hjerner,
og skal man kunne drage Slutninger fra
Størrelsen til Intelligensen, maa man først og
fremmest sammenligne Former af omtr. samme
Legemsvægt. Hos de store Hvaler og hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
