Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paulus (Apostel)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men de maa vistnok alle betragtes som
fuldstændig legendariske; og det er sikkert
forfejlet, naar Ramsay af Acta Pauli et Theclæ har
villet udskille hist. værdifulde Bestanddele.
Derimod findes der hos de oldkirkelige Fædre
bevaret enkelte Traditioner om Apostelens
Fødsel, hans Rejse til Spanien og hans Martyrdød
i Rom, der rimeligvis indeholder en paalidelig
hist. Kerne.
Om sin Herkomst beretter Paulus, Rom.
11, 1, med Stolthed, at han er »en Israelit, af
Abrahams Sæd og Benjamins Stamme«, og han
gentager det senere Fil. 3, 5: »Jeg er
omskaaren paa den 8 Dag, af Israels Slægt, af
Benjamins Stamme«; at Familien har besiddet et
Slægtsregister (jfr Matth. 1, 1 ff. og Luk. 3,
23 ff.), der førtes tilbage til Patriarken
Benjamin, viser, hvilken Bet. den har tillagt det
at høre med til Guds udvalgte Folk (jfr Luk.
2, 36); og et Vidnesbyrd om jødisk
Nationalfølelse i Familien er det maaske ogsaa, at
Apostelen fører stamme Navn som Israels første
Konge, der jo ligeledes tilhørte Benjamins
Stamme; som mange Jøder baade i Fortid (jfr.
Ap. G. 1, 23) og Nutid havde han nemlig to
Navne; i den gr.-rom. Verden hed han P.,
hvilket Navn han altid selv benytter, og det
forekommer ligeledes i Ap. G. fra 13, 9 af; tidligere
i dette Skrift benævnes han derimod med det
Navn, som han bar i aramaisk talende jødiske
Kredse: Saul. I Fil. 3, 5 siger Apostelen videre, at
han er »en Hebræer af Hebræerne«, hvorved
han tilkendegiver, at saavel han selv som hans
Familie havde bevaret Kendskabet til det
aramaiske Sprog, som taltes i Palæstina, medens
de fleste Jøder i Adspredelsen ellers havde
opgivet dette og udelukkende talte Græsk. At
P. forstod Aramaisk, bekræftes af Ap. G. 22, 2,
og dette har muligvis været Omgangssproget i
hans Hjem; men i Samkvemmet med Ikke-Jøder
maatte man naturligvis tale Græsk, og dette
Sprog har Apostelen da ogsaa behersket mindst
lige saa godt som det aramaiske; hele hans
Missionsvirksomhed uden for Palæstina foregik
jo paa Græsk, og hans Breve viser yderligere,
at han ikke stod famlende og usikker over for
den gr. Sprogform, men at han havde let ved
at tilpasse den efter sine Tanker; det er vel
ogsaa mere end en Tilfældighed, at vi ikke har
bevaret noget ægte Paulusbrev paa Aramaisk;
og naar han over for sine judaistiske
Modstandere 2. Kor. 11, 22 ligesom Fil. 3, 5 saa
energisk fremhæver, at han er en »Hebræer«,
hænger dette efter al Sandsynlighed sammen
med, at man i saadanne Kredse har anset ham
for at være »Hellenist«. Ved Siden af Sproget
foreligger et endnu stærkere Vidnesbyrd om,
hvor nøje P. følte sig knyttet til Jødedommen
i Palæstina, i den Omstændighed, at han efter
sit eget Udsagn (Fil. 3, 5 og Gal. 1, 14)
tilhørte den lovstrenge farisæiske Retning,
hvormed det i øvrigt stemmer godt, at Ap. G. 23, 6
lader ham sige for Raadet: »Jeg er selv
Farisæer og Søn af Farisæere«. Hans Familie har
da altsaa ude i Adspredelsen bestræbt sig for
med den pinligste Nøjagtighed at overholde alle
de mange enkelte Bestemmelser for
Livsførelsen, som de skriftkloge i Tidens Løb havde
udformet i Palæstina. Man har deraf draget den
Slutning, at Familien da for ikke længe siden
maa være udvandret, fordi man næppe i
Diaspora vilde kunne vedblive at gennemføre en
streng farisæisk Lovopfyldelse gennem fl.
Generationer; og denne Formodning finder man
stadfæstet ved en Efterretning hos Hieronymus
(Kommentar til Filem. 23) om, at Apostelen P.’s
Forældre stammede fra Gisehalai, en Egn i
Judæa (Galilæa), og at de, da hele Prov.
hærgedes af den rom. Krigsmagt, og Jøderne blev
spredt rundt omkr. i Verden, var bleven førte
(som Krigsfanger) til Tarsus, en By i Kilikien.
Skønt denne Meddelelse ikke helt stemmer med,
hvad samme Forf. beretter i De vir. illustr. 5,
og ogsaa i Enkeltheder frembyder forsk.
Vanskeligheder, kunde der dog meget vel til Grund
herfor ligge en Tradition om, at P.’s
Forældre, da Varus’ Legioner Aar 4 f. Kr.
hærgede i Galilæa, var blevne deporterede til
Tarsus som Krigsfanger, men snart efter havde
opnaaet Frigivelse og samtidig dermed rom.
Borgerret. Og dette maa i saa Fald være sket
forinden Drengens Fødsel. Ganske vist omtaler han
aldrig i sine Breve, hvor han er født; men i Ap.
G. siges det fl. Gange (22, 3; 21, 39; 9, 11), at han
stammer fra Kilikiens Hovedstad Tarsus, og
dette er utvivlsomt rigtigt; baade ved Fødsel og
Opdragelse blev Apostelen saaledes
Diasporajøde. Og det har for ham været af den
allerstørste Bet., at han voksede op i den
hellenistiske By; thi selv om Forældrene har været
nok saa lovstrenge Jøder, kunde det dog ikke
undgaas, at Drengen paa mangfoldige Maader
fik Kendskab til og kom i Berøring med Sider
af den hedenske Religion og Kultur der.
Imidlertid er det næppe nødvendigt at antage, at
han nogen Sinde har faaet regulær
Skoleundervisning; hos Forældrene kan han have lært at
skrive og læse og — med gode Naturanlæg —
senere fortsat Begyndelsesgrundene paa egen
Haand; et enkelt Citat (1. Kor. 15, 33) fra en gr.
Profanforfatter kan ikke bevise, at han har haft
noget synderligt Kendskab til den klassiske
Litteratur. Medens vi saaledes intet sikkert erfarer
om Apostelens Skotegang i Barneaarene, hører
vi i Ap. G. 22, 3, at han som ung Mand sad ved
den berømte Lovlærer Gamaliel’s Fødder i
Jerusalem. Man har af forsk. Grunde betvivlet
Rigtigheden af denne Notits, men det er sikkert
med Urette; thi i hans Breve findes adskillige
Vidnesbyrd om, at han har gaaet i Lære hos de
palæstinensiske Rabbinere og tilegnet sig
deres Maade at tænke og bevise paa. Om
Gamaliel (d. æ.) ved vi i øvrigt kun yderst lidt; men
det er vel rimeligt at antage, at han har hørt
til den strengere Retning bl. Lovfortolkerne, og
at P. har handlet i hans Aand, naar han senere
begyndte at forfølge de Kristne; Legenderne
om, at Gamaliel selv skulde have været Kristen,
bygger udelukkende paa Ap. G. 5, 34 ff. og er
ganske værdiløse. Gennem sit Studium i
Rabbinerskolen fik Apostelen en Uddannelse, der
senere blev ham til megen Nytte under hans
Diskussioner med Jøder og Jødekristne, som i
Forvejen var fortrolige med den der anvendte
»videnskabelige« Metode; derimod kan det være
tvivlsomt, om man i de hedningekristne Kredse
altid var i Stand til at følge hans Bevisførelse.
Rabbinerne lagde Vægt paa, at Lovstudiet ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
