Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paulus (Apostel)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Messias fremtraadte her paa Jorden, og hvilke
Krav han da stillede til sine Disciple, for at
man derigennem kunde faa en Forestilling om,
hvem det var, der i Fremtiden skulde
aabenbares; derimod har han ikke ment, at de
Problemer, som han behandler i sine Breve, kunde
belyses ved Træk fra Jesu Jordeliv. Ud fra det
Syn, som han har paa Frelsens Oprindelse,
maatte Jesu Død og Opstandelse ganske vist faa
den dominerende Plads; men ved Siden deraf
har han utvivlsomt vidst adskilligt mere.
Hvorvidt Apostelen nogen Sinde har set ell.
personlig kendt Jesus forinden Korsfæstelsen, er
omstridt og beror paa Fortolkningen af 2. Kor. 5,
16; efter den naturligste Forstaaelse forudsættes
dog vel her et saadant personligt Kendskab, men
Spørgsmaalet er i øvrigt uden afgørende Bet.
P. saa altsaa i sit Syn Jesus fra Nazareth som
den opstandne og herliggjorte Messias; men
hvilke Konsekvenser dette har haft for hans
religiøse Tænkning, formaar vi ikke at udrede i
Enkeltheder. Rimeligvis har dog en af de
første Følgeslutninger, han deraf har draget,
været: altsaa har de Kristne, Nazaræerne, Ret i
deres Forkyndelse om, at den messianske
Frelse allerede er begyndt; men i saa Fald kunde
det ikke være en national Befrielse af Folket fra
det rom. Fremmedherredømme ell. i det hele
et verdsligt Regimente; men det maatte være af
aandelig Art: en Udfrielse og Forløsning fra
Synd og Skyld. Og dertil svarede paa en Maade
Menighedens faktiske Beskaffenhed; thi hvad
var det for Mennesker, den bestod af? Efter den
stolte Farisæers Opfattelse: Toldere og Syndere
til Hobe! For P. har det sikkert været
noget af det vanskeligste at forlige sig med, at
netop disse Mennesker og ikke de korrekte
Farisæere var Grenstand for Guds Velbehag. Men
hvorledes var da disse Syndere blevet
retfærdige? Jo, det maatte skyldes Guds
syndstilgivende Kærlighed. Den havde P. vel ogsaa før
regnet med, men kun til Mennesker, der havde
gjort deres yderste for at opfylde Lovens Krav;
nu saa han, at den blev skænket til saadanne,
som længtes derefter, men i øvrigt ikke havde
»fortjent« den; mere ell. mindre klart maa det
da have staaet for ham, at i Frelsesværket er
det Gud, som gør Begyndelsen; Frelsen er først
og fremmest en Gave, som Synderen skal
modtage i Tro. Naturligvis har denne Tanke ogsaa
betydet en mægtig Trøst og Befrielse for
Apostelen selv; men det er dog tvivlsomt, hvorvidt
man bør gøre dette til Hovedsagen, saaledes
som det hyppigt sker, naar man søger at
forklare Oplevelsen deraf, at P. som farisæisk
Jøde havde stræbt at vinde Retfærdighed ved
at opfylde alle Moselovens og Traditionens
Forskrifter, men Gang paa Gang oplevet, at han
kom tilkort over for Kravene; de
Samvittighedsbebrejdelser, som han stadig maatte gøre sig
selv, fremkaldte en stedse voksende Følelse af
Syndens Magt i hans Liv, og han sank dybere
og dybere i Anfægtelse og Fortvivlelse; i denne
Sindstilstand oplever han da foran Damaskus’
Porte en Aabenbaring af den opstandne Messias,
og drager deraf den Slutning, at hvis Kristus
virkelig er opstanden, da maa ogsaa hans
Tilhængere have Ret i, at han var død for deres
Synders Skyld; Frelsen maatte da bero paa
den Syndstilgivelse, som Kristus havde
tilvejebragt, og som det kun gjaldt om i Tro at
tilegne sig; Opfyldelse af Lovens Krav spillede
derimod i denne Sammenhæng ingen Rolle.
Denne sidste Forklaring lægger vistnok for megen
Vægt paa Tanken: Kristus død for vore Synder
og de Konsekvenser, som deraf kan drages; det
turde være mere sandsynligt, at det først er
paa et senere Tidspunkt, da Apostelen kom til
at reflektere over, hvordan Jesu Død paa
Korset skulde forklares og begrundes, at han har
udformet sine Tanker om Soningen af
Menneskers Synd ved Kristi stedfortrædende Lidelse.
Men i det hele taget er det for os meget
vanskeligt eller umuligt at skelne mellem, hvad
P. straks kom til Erkendelse af, og hvad der
først gennem de flg. mange Aars Livsudvikling
gik op for ham. Det er saaledes muligt, at han
allerede fra Beg. har følt, at han ved at træde
i Kristi Tjeneste kom i et inderligt mystisk
Livssamfund med ham; hans egne Lyster og Drifter
traadte tilbage, og hans Liv blev helt behersket
af Kristi Vilje: »... nu lever ikke længere jeg,
men Kristus i mig« (Gal. 2, 20). I Rom. 6
henfører han den Kristnes Forening med Kristus
og den dermed sammenhængende Bortdøen fra
Synden og Opstandelse til nyt Liv til Daaben,
og dette kunde hænge sammen med, at P. selv
just havde oplevet noget saadant, da han efter
sin Omvendelse blev døbt i Damaskus. Men det
er jo ogsaa muligt, at det er Erfaringer, som
først senere i Tidens Løb havde udformet sig
hos ham, og som han, da han betragter dem
som væsentlige for Kristenlivet, uden videre
henlægger til dettes Begyndelse. En saadan
Antedatering foreligger sikkert i Gal. 1, 15 f.
m. H. t. Kaldet som Hedningeapostel; den hist.
Virkelighed er nemlig rimeligvis denne, at P.
først i Antiochia er bleven draget ind i
Hedningemissionsvirksomheden. Ap. G. 11, 20 ff.
fortæller, at det var nogle Hellenister fra
Kypern og Kyrene, som i Antiochia begyndte at
forkynde Evangeliet for Grækerne; senere kom
Barnabas til og deltog i Arbejdet, og som
Medhjælper hentede han da yderligere Saul fra
Tarsus. Der er al Grund til at tro, at det først
var fra dette Tidspunkt af, at P. blev en
Hedningernes Apostel, og dermed stemmer det godt,
at Ap. G. 9, 19 f. straks efter hans Omvendelse
taler om en Missionsvirksomhed bl. Jøder i
Damaskus, og at 22, 17 f. daterer hans Kaldelse til
at være Hedningemissionær til en senere
Aabenbaring i Jerusalem.
Om P.’s Liv fra Omvendelsen til
Apostelmødet ved vi kun lidt, naar man
betænker, at det drejer sig om et Tidsrum paa
17 ell. 14 Aar (det sidste Tal fremkommer, hvis
man betragter de i Gal. 1, 18 omtalte tre Aar
som indbefattede i de i Gal. 2, 1 nævnte fjorten).
I Gal. 1, 17 hedder det, at Apostelen efter
Oplevelsen ved Damaskus drog til »Arabien«, d.
v. s. Egnene S. og Ø. f. denne By; men vi ved
ikke, om han her har søgt Ensomhed for i Ro
at overveje de ny Erfaringer og religiøse
Oplevelser, han havde gjort, ell. om han har
tilbragt Tiden med at missionere bl. de derboende
Jøder. Hvor længe Opholdet i »Arabien« varede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
