Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paulusakterne - Paulus Diaconus - Paulus fra Samosata - Paulus fra Theben - Paumann, Conrad - Paume
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overbevist om sin Brøde blev afsat, skønt han
hævdede, at han havde gjort det af Kærlighed
til Apostelen. Derefter synes altsaa Skriftet at
være blevet til c. 180 i Lilleasien. — Det
koptiske Fragment er udgivet med tysk Overs. og
værdifulde Undersøgelser i Carl Schmidt’s
Acta Pauli (1905). Den gr. Tekst til
Thekla-Akterne og Paulus’ Martyrium findes i Lipsius og
Bonnet: Acta apostolorum apocrypha, I, S.
235—72 og 104—17. Teksterne til Brevvekslingen
er udg. af Vetter: »Der apokryphe 3.
Korinthierbrief« (1894); en Rekonstruktion har Harnack
forsøgt i Lietzmann’s »Kleine Texte«, 12. Hæfte.
En tysk Overs. af P. foreligger i E. Hennecke:
»Neutestamentliche Apokryphen« (2. Opl. 1924),
S. 192—212; en eng. i M. R. James: The
apochryphal New Testament (1924), S. 270—99.
H. M.
Paulus Diaconus, langobardisk
Historieskriver, f.i Friaul c. 725, d. 795. P. D. opholdt
sig i sin Ungdom ved forsk. langobardiske
Fyrsters Hoffer, særlig hos Hertugen af Benevent.
Efter Opfordring af dennes Hustru, Adelperga,
skrev han Historia Romana, en Udvidelse af
Eutropius’ Værk samt Fortsættelse for Tiden
364—553. Da Langobardernes Rige var faldet
(774), gik han i Kloster i Monte Cassino. Senere
drog han til Frankrig for at virke for sin
Broders Løsladelse, blev modtagen med største
Velvillie af Karl den Store og opholdt sig ved hans
Hof 782—86. P. D. blev Medlem af den literære
Kreds ved dette Hof, og der findes som Minde
herom Digte, udvekslede mellem ham og Karl,
Gaader o. l. Efter Kongens Opfordring
besørgede han sammen med Alkuin en stor
Prædikensamling Homiliarium (se Homiliebog).
— Hans mest kendte Værk er dog Historia
Longobardorum, hvori han skildrer sit Folks
Skæbne fra de ældste Tider til 744. Med stor
Kærlighed til sit Emne og meget dramatisk Liv
fortæller han de gl. Folkesagn, og hans Patriotisme
er ikke til Skade for hans Sandhedskærlighed.
Begge hans hist. Værker blev overordentlig
læste i Middelalderen, og der findes mere end 100
Afskrifter af dem; iblandt Folkehistorierne fra
Middelalderens første Aarhundreder indtager de
den første Plads. — P. D. tilbragte sine sidste
Leveaar i sit kære Monte Cassino. (Hist. Long.
udg. af Waitz i Mon. Germ. Hist., oversat paa
Dansk af Gustav Bang 1897).
(J. L.).
Paulus fra Samosata, Biskop af Antiocheia,
en monarkiansk Vranglærer, levede i 3. Aarh.
Antiocheia hørte dengang under Palmyra, og
Dronning Zenobia, som regerede her, støttede
P. og gjorde ham endog til Vicekonge. 260
tiltraadte P. sit Bispeembede, men han vakte snart
Forargelse i Menigheden baade ved sin
Forfængelighed og ved sit overdaadige Levned. Hertil
kom hans Vranglære. Han lærte, vistnok opr.
paavirket af den antiochenske Skole, at Sønnen
og Aanden kun er Egenskaber ved Gud. Logos
er for ham en upersonlig Kraft, der har virket
i Profeterne først og derefter paa særlig Maade
i Jesus, som opr. var et blot og bart Menneske,
men som ved jævn Fremadskriden udviklede
sig til at blive Gud og til at leve et inderligt og
uopløseligt Samliv med Faderen. P. blev
anklaget for en Synode i Antiocheia, men snoede
sig fra Anklagen. Over for en ny Synode lovede
han Genkaldelse; men da han fremturede i
Vranglæren, blev han endelig afsat og
ekskommuniceret af en tredie Synode 268. Zenobia
holdt imidlertid stadig Haanden over ham, og
først da Aurelian 272 indtog Byen, blev P.
endelig fjernet.
A. Th. J.
Paulus fra Theben (ell. Thebais) i
Øvreægypten skal efter Hieronymus være den første
kristne Eneboer, der i Midten af 3. Aarh. gik
ud i Ørkenen, men vi ved intet historisk om
ham. Hieronimus har skrevet Vita St. Pauli
Eremitæ, men det er en Roman, som muligvis
er bygget over en historisk Person. Romanen
fortæller i Indledningen en pikant Historie om
en ung Mands Fristelser, fortæller saa om den
rige, højtdannede 16-aarige Paulus, der under
den deciske Forfølgelse (250) gaar ud i
Ørkenen, hvor han tilbringer hele sit Liv; men om
det ved Hieronymus intet andet end om hans
Møde med Antonius og hans Død. Denne Roman
var yndet Læsning i Klostrene, den gav
Munkene Anvisninger paa god Tone og
kunstneriske Motiver.
L. M.
Paumann [’pa^uman], Conrad, tysk
Orgelmester (c. 1410—1473), Organist ved
Sebaldus-Kirken i Nürnberg, senere i München, regnes
for Organisternes Nestor. Skønt han var
blindfødt, berømmes han højt for sin Færdighed,
ikke blot paa Orgel, men ogsaa paa Lut, Gige,
Fløjte og Krumhorn. Tre Bøger Orgelstykker i
2-stemmig Sættelse bevares af ham,
Fundamentum organisandi, de ældste selvstændige
Instrumentalstykker, vi kender (udg. paa ny i
Chrysander’s »Jahrbücher«, II).
A. H.
Paume [’po.m], et Boldspil, der i
Middelalderen og senere helt op til 19. Aarh. var
yndet og udbredt i Frankrig o. a. europ. Lande,
ogsaa her i Norden. Det er Moderspillet til
Nutidens Lawn Tennis og spilledes ligesom dette,
idet det gjaldt om under særlige Forhold at
slaa en lille Bold frem og tilbage over Tov ell.
Net fra Spiller til Spiller; men medens man nu
til Slaget benytter et Slagtræ, en Ketser,
anvendte man i Spillets Barndom den flade Haand,
la paume, til at spille Bolden med, deraf
Spillets Navn. Formentlig kan Spillets Oprindelse
søges i det antikke Spil, Ludere expulsim, der
øvedes paa lignende Maade, idet man slog en
 |
| Paume-Spillet. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
