Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
præstefjendtlig, den stillede det kraftige
nationale Kongedømme baade over for Adelen og
over for Rom, og i Haandværkerkredse nærede
de franciskanske Spiritualer en præstefjendtlig
Religiøsitet.
P, havde faaet Bugt med den tyske
Kejsermagt, men derefter kom han til at staa over for
den franske Kongemagt, der hidtil havde
hjulpet ham. Den franske Konge vilde, ledet af sine
i Romerretten indviede Jurister, sætte den kgl.
Enevælde og politiske Uafhængighed af P.
igennem. Mod dette udstedte Bonifacius VIII
Bullen Unam sanctam, der fremstillede P.’s
kirkelige og politiske Overhøjhed som et
Dogme. Filip den Smukke og hans Jurister vandt
Sejr over P., og Clemens V og hans
Efterfølgere slog sig ned i Avignon, hvor de blev
afhængige af fr. Politik. Efter P.’s babyloniske
Fangenskab i Avignon (1309—1377) kom
Pavesøndringen, en P. i Avignon og en i Rom, som
forbandede hinanden, og de pavelige
Bandstraaler krydsede hinanden paa Europas Himmel.
Kurien havde allerede længe været
Kristenhedens Finanshovedkasse, og fra det
avignonske Tidsrum af udsugedes Præsteskabet derfor
paa den ublueste Maade, det ene kirkelige
Embede efter det andet besatte P., og
efterhaanden blev omtr. Halvdelen af alle Embeder
besat ved Kurien. Under disse Forhold rejste
Bisperne sig under Pavesøndringen mod de
pavelige Overgreb, Episkopalisme mod
Kurialisme, støttede af den vaagnende Nationalfølelse.
Episkopalismen gik ud paa, at et alm.
Kirkemøde stod over P., og paa Kirkemøderne i
Pisa 1409, Konstans 1414—18 og Basel 1431—49
blev der gjort et Forsøg paa at bringe de
forvirrede kirkelige Forhold i Orden ved at af-
og indsætte Paver og afskaffe en Del Misbrug,
men det af Paven sammenkaldte og beherskede
Kirkemøde i Firenze sejrede over det i Basel,
hvor det lavere Præsteskab ved at gøre sine
Krav gældende forskrækkede Bisperne over til
P. Kirkemøderne vilde fastholde Grundlaget for
den Udvikling, hvis nødvendige Følge var den
absolutte P., og de forkætrede dem, der vilde
tage selve Grundlaget op til fornyet
Behandling Og paa P.’s Side stod de bedst begavede
Politikere som Æneas Sylvio Piccolomini.
P. i sidste Halvdel af 15. Aarh. fik omtrent
Halvdelen af hele den vesterlandske Kirkes
Indtægter. De udvidede Kirkestaten, beskyttede
Litteratur og Kunst, berigede deres Nepoter og
var besjælede af alle Renaassancefyrsternes
Dyder og Lyder. Alexander VI’s Hof var
Skuepladsen for de vildeste Orgier og Grusomheder,
Julius II var Kriger og Leo X en overforfinet
Levemand. Saa kommer Reformationen, og saa
godt som alle germanske Folk falder fra P.
Som før kom Frelsen for P. fra Munkene, først
og fremmest fra Jesuitterne, der uden Afslag
førte den kuriale (ultramontane) Opfattelse af
P. ud i sin yderste Konsekvens. Paa
Kirkemødet i Trient blev det skolastiske Læresystem
fastslaaet, det liturgiske blev revideret, og flere
Misbrug afskaffedes. P.’s Anseelse steg, men de
katolske Stater var efter Reformationen ikke
saa villige til at bøje sig for P. som før; den
westfalske Fred blev sluttet trods P.’s Protest,
og Ludvig XIV gjorde de gallikanske
Rettigheder gældende. Af Hensyn til Staterne maatte
Clemens XIV (1773) ophæve Jesuiterordenen,
som P. stod i en ubetalelig
Taknemmelighedsgæld til. Episkopalismen begyndte atter at gribe
om sig. (se Emspunktuationen og
Hontheim), og Voltairianismen og fransk
Filosofi undergravede det katolske
Læregrundlag. Kejser Josef II reformerede paa egen
Haand den østerrigske Kirke, i Frankrig blev
under Revolutionen baade Kirke og Kristendom
afskaffede, og i Revolutionskrigene blev
Kirkestaten inddragen og P. fængslet. Men samtidig
var der Protestanter, der saa hen til P. som
det eneste faste i den af Rationalismen og
Revolutionen fremkaldte Opløsning. Da Bonaparte
som Førstekonsul vilde bringe Orden paa de
franske Forhold, sluttede han 1801 et
Konkordat med P., og Pius VII overværede
Kejserkroningen 1804; men Napoleon’s Lovgivning
stødte an mod den kanoniske Lovgivning, og da
Pius VII ikke vilde være ham til Vilje, tog han
Kirkestaten fra ham og fængslede ham.
Bandstraalen var virkningsløs. Reaktionen i 19. Aarh.
kom P. til gode. Gallikanismen blev udryddet i
Frankrig med Konkordatet, og
Ultramontanismen sejrede i hele Romerkirken med den i 1814
paa ny oprettede Jesuiterorden. P. fordømte
alle Frihedsbevægelser, han vilde føre den
Middelalder tilbage, som Romantikerne sværmede
for. Den sejrende Nationalliberalisme tog
Kirkestaten fra P. og gjorde i politisk
Henseende Ende paa de middelalderlige
Tilbøjeligheder. Et Forbund mellem P. og
Nationalliberalismen viste sig umuligt under Pius IX, og
s. A., som han mistede Rom, forkyndte han
(18. Juli 1870) Dogmet om P.’s Ufejlbarlighed
(se Vatikanske Koncil). Med Leo XIII
er P.’s Indflydelse paa Europas Politik bleven
større, og under og efter Verdenskrigen har P.
været en politisk Størrelse, som alle Stater har
maattet regne med.
Paverækken, der begynder med Peter, Linus,
Cletus (Anacletus) og Clemens I, faar først
historisk Grund under sig med
Euaristus (100—109?)
Alexander I (109—119?)
Sixtus I (119—126?)
Telesphorus (126—136?)
Hyginus (136—140?)
Pius I (141—157?)
Anicetus (157—168?)
Soter (168—176?)
Eleutherus (176—189?)
Victor I (190—202)
Zephyrinus (202—217)
Callistus (Calixt) I (217—222)
Urban I (223—230)
Pontianus (230—235)
Anterus (235—236)
Fabianus (236—250)
Cornelius (251—253)
Lucius I (253)
Stefan I (253—257)
Sixtus II (257—258)
Dionysius (259—269)
Felix I (269—274)
Eutychianus (274—283)
Gajus (283—296)
Marcellinus (296—304)
Marcellus I (307—309)
Eusebius (310)
Melchiades (311—314)
Sylvester I (314—335)
Marcus (336)
Julius I (336—352)
Liberius (352—366)
[Felix II (355—358)]
Damasus I (336—384)
Siricius (384—398)
Anastasius I (398—402)
Innocens I (402—417)
Zosimus (417—418)
Bonifacius I (418—422)
Cölestin I (422—432)
Sixtus III (432—440)
Leo I (440—461)
Hilarius (461—468)
Simplicius (468—483)
Felix III (483—492)
Gelasius I (492—496)
Anastasius II (496—498)
Symmachus (498—514)
Hormisdas (514—523)
Johannes I (523—526)
Felix IV (526—530)
Bonifacius II (530—532)
Johannes II (532—535)
Agapetus I (535—536)
Sylverius (536—537)
Vigilius (537—555)
Pelagius I (555—560)
Johannes III (560—573)
Benedikt I (574—578)
Pelagius II (578—590)
Gregor I (590—604)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
