Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pave - Pavebrev - Pavekors - pavelige Gesandter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statstelegrammer og befordres paa ital. Territorium
gratis ligesom Breve med det pavelige Segl. P.
udsender diplomatiske Repræsentanter (se
pavelige Gesandter), ligesom et stort
Antal Magter har akkrediteret Gesandter hos ham,
og han slutter Overenskomster med fremmede
Magter (se Konkordat). Hans Retsstilling i
Italien maa herefter, skønt den kat. Kirke ikke
anerkender Garantiloven som Grundlag,
betegnes som en fremmed Suveræns Stilling.
Uagtet P. inden for den kat. Kirke er
suveræn, idet han er Romerkirkens øverste Lærer
og som saadan ufejlbarlig, og idet han er
Indehaver af Kirkens øverste lovgivende, udøvende
og dømmende Myndighed, og skønt han ikke
er Undersaat i nogen Stat, men tværtimod
nyder Forrettigheder, der ellers kun tilkommer
Overhovedet for en suveræn Stat, er han ikke
Statsoverhoved, da han ikke mere raader over
noget Territorium, hvorover han kan udøve
Statsmagt. Romerkirkens Bestræbelser i de
senere Aar er da ogsaa gaaet ud paa at faa selv
et nok saa lille Territorium udskilt fra Italien
og overdraget Pavestolen. Enkelte Forf.
(Bastgen og Wynen) gør derimod gældende, at man
maa sondre mellem P. som Kirkestatens
(tidligere) Hersker, og P. som den kat. Kirkes
Overhoved og bestemme hans folkeretlige
Stilling paa Grundlag af den kirkelige
Forfatningsret, ifølge hvilken P. er suveræn: Pavestolen
maa, hævdes det, i Kraft af sin aandelige
Autoritet staa over Statsdannelserne i egen
Uafhængighed, og dermed skulde dens suveræne
Magt være givet. Da imidlertid Folkeretten i
Alm. kun beskæftiger sig med de retlige
Forhold mellem Stater, og P. som nævnt ikke er
Overhoved for nogen saadan, frakendes
Pavestolen som Regel Retssubjektivitet i folkeretlig
Forstand, ɔ: Evnen til at være Part i
folkeretlige Forhold, hvilket navnlig Ernest Nys har
søgt at godtgøre Rigtigheden af. Det hævdes
derfor i Alm. ogsaa, at de af P. med fremmede
Magter indgaaede Konkordater ikke er
undergivet Folkerettens Regler. Ligesom P. ikke er
Medlem af Folkenes Forbund, har han heller
ikke Krav paa at deltage i internationale
Kongresser, hvilket naturligvis ikke udelukker, at
P. efter Indbydelse kan lade sig repræsentere
paa en Kongres af Statsrepræsentanter,
saaledes som det f. Eks. var Tilfældet paa den
internationale Antialkoholkongres i Kbhvn 1923.
Vil man derimod ikke anse Folkeretten
begrænset til kun at angaa Forholdet mellem Stater,
men med enkelte nyere Forf. (saaledes Th.
Niemeyer, »Völkerrecht« 1923) bestemme
Folkeretten som Retstankens Anvendelse paa de
internationale Forhold, er der næppe principielt
noget til Hinder for allerede nu at tilkende P.
folkeretlig Retssubjektivitet. Til Støtte herfor
kan, bortset fra de ovenfor omtalte, fra den
kat. Kirkeret hentede Betragtninger, henvises
til, at enkelte af de ny efter Verdenskrigen
opstaaede Stater, f. Eks. Finland, Estland og
Litauen, er blevet anerkendt som saadanne af
P. og har paaberaabt sig dette, hvori man har
set et Udtryk for Anerkendelsen af en partiel
Folkeretssubjektivitet, nemlig i Forhold til disse
Stater (Strupp). Derimod er det ikke afgørende,
at P. gentagende har været Voldgiftsdommer
i Tvistigheder mellem Stater, saaledes i den
spansk-tyske Konflikt om Karolinerne 1885.
Andre Forf. (Hatschek) vil anerkende P. som
selvstændigt Retssubjekt, fordi ingen Stat
folkeretlig maa beherske P. som Overhoved for den
kat. Kirke, og han derfor maa stilles
internationalt uafhængig, skønt han som anført ikke mere
er Statsoverhoved. Spørgsmaalet om P.’s
folkeretlige Stilling fremtræder efter Udviklingen i
de seneste Aar i det hele mere tvivlsomt og er
i hvert Fald næppe besvaret tilfredsstillende
med den hos de fleste Folkeretsforfattere
forekommende Henvisning til, at P. ikke er
Statsoverhoved og derfor uden Evne til at være
Part i folkeretlige Forhold. (Litt.: Ernest
Nys, Le droit international [Bryssel 1912], II,
349—376; Bastgen, »Die römische Frage«
I—III [Freiburg 1917—19]; Samme i
»Wörterbuch des Völkerrechts und der Diplomatie«
II, 232 ff.; A. V. Müller, »Papst und Kurie«
[Gotha 1921]; Karl Strupp, »Grundzüge des
positiven Völkerrechts« [Bonn 1922], S. 38 ff.;
særlig righoldige Litteraturangivelser hos Liszt,
»Das Völkerrecht« [Berlin 1918], S. 44 ff.;
Arthur Wynen, »Die Rechts- und
insbesondere die Vermögensfähigkeit des Apostolischen
Stuhles nach internationalem Recht« [Freiburg
1920] og J. Hatschek, »Völkerrecht«
[Leipzig 1923], S. 72 ff.).
G. R.
Pavebrev, se Bulle.
Pavekors, se Kors S. 537.
pavelige Gesandter. Oprindelig havde
Pavens Repræsentanter i Udlandet
Jurisdiktionsmyndighed over vedk. Menighed ell.
diplomatiske Hverv, ofte begge Dele, i Middelalderen
navnlig det første. Da faste Gesandtskaber blev
alm., benyttede ogsaa Paven saadanne, og i
Frankrig, Spanien, Venedig og derefter i
Tyskland fandtes fra c. 1500 faste pavelige
Nuntiaturer, der varetog baade Kirkens og
Kirkestatens Interesser. Kanonisk Ret sondrer mellem
1) legati a (ell. de) latere, udsendte Kardinaler
med særlig vidtgaaende Jurisdiktionsmyndighed,
i diplomatisk Henseende nærmest svarende til
Gesandter i særlig Mission, og 2) legati missi ell.
nuntii apostolici, Udsendinge med
jurisdiktionelle og diplomatiske Funktioner. De er enten egl.
Nuntier ell. Internuntier. Delegati apostolici er
kirkelige Inspektører, som derimod ikke
repræsenterer Paven hos den fremmede Stat. Endelig
kaldes Indehaverne af visse Bispeembeder legati
nati. Af Pavens diplomatiske Repræsentanter
har Legater og Nuntier Rang med
Ambassadører og Internuntier med alm. Gesandter. Den
pavelige Nuntius er i kat. og flere andre Lande
Doyen for det diplomatiske Korps uden Hensyn
til Anciennitet. I øvrigt er p. G., der
akkrediteres hos en Stat, faktisk stillet som andre
diplomatiske Repræsentanter, skønt de overvejende
beskæftiger sig med kirkelige Anliggender, og
skønt Paven efter Kirkestatens Indlemmelse i
Italien ikke er Statsoverhoved, og ved den ital.
Garantilov af 13. Maj 1871 er der paa ital.
Grund sikret fremmede Staters Gesandter hos
Paven og p. G. hos fremmede Regeringer de
Forrettigheder, der efter Folkeretten tilkommer
diplomatiske Udsendinge.
G. R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
