Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peladan, Joséphin - Pelade - Pelagianere og Pelagianisme - pelagisk - pelagisk Fauna - Pelagius (Paver) - Pelagius (Munk og Vranglærer) - Pelagonia - Pelagonisi - Pelagosa - Pelamis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frivol Erotomani, Astrologi og Esoterisme. Af
disse Romaner han nævnes: Le vice suprème
(1886), Curieuse (1886), Istar (1888),
L’androgyne (1891), Le gynandre (1891) og Finis
Latinorum (1899). Uden for denne Cyklus har han
skrevet Femmes honnêtes! (1885), Histoire et
légende de Marion de Lorme (1883), Les idées
et les formes (1901), La licorne (1905), La
Rondache (1906), Le nimbe noir (1907), Les amants
de Pise (1912), Pomone (1914) o. fl.
S. Ms.
Pelade [fr. plad] er det fr. Navn paa
Alopecia areata (se Haarsygdomme).
Pelagianere og Pelagianisme, se
Pelagius.
pelagisk (gr.), hvad der hører til, findes i
Havet, aflejret paa de store Havdybder; Hav-.
pelagisk Fauna, se Plankton.
Pelagius, Navn paa to Paver.
1) Pelagius I (555—560), Romer,
Ærkedegn i Rom, var bleven kendt med Kejser
Justinian, da han var i Konstantinopel sammen
med Pave Vigilius, og blev af Kejseren
paatvungen Romerne som Biskop. Han maatte
ledsages af Narses ind i Peters-Kirken og der
sværge paa, at han ikke havde myrdet sin
Forgænger; men Romerne stolede ikke paa hans
Rettroenhed, og Nordafrikanerne og Illyrerne
rev sig for en Tid løs fra Rom; ogsaa Milano
og Aquileia holdt sig borte fra Rom indtil
Gregor den Store.
2) Pelagius II (578—90), af gotisk Slægt,
søgte forgæves at hele Splittelsen fra P. I’s
Dage, protesterede mod, at Konstantinopels
Patriark, Johannes Fasteren, kaldte sig økumensk
Patriark, men nævnes hyppigst kun, fordi han
var Gregor den Stores Forgænger.
L. M.
Pelagius, Munk og Vranglærer i den gamle
Kirke, levede omkr. Aar 400. Han var født i
Britannien og bar opr. Navnet Morgan, men
kom tidlig til Syden og opholdt sig længe i
Rom, som han forlod 410, da Goterne rykkede
mod Byen. I Rom sluttede han sig til de
asketiske Kredse, og her formede hans religiøse og
etiske Anskuelser sig efterhaanden, ligesom han
ogsaa her fandt flere Disciple, deriblandt
navnlig den forhenværende Advokat Cølestius.
Det var dog først efter Bortrejsen fra Rom, at
P.’s Meninger blev alm. kendte, og at Striden
om dem begyndte. P. og Cølestius rejste
sammen til Afrika, og her traf de Augustin, hvem
de foreløbig talte med i god Forstaaelse. P.
rejste dog snart videre til Palæstina, men Cølestius
ønskede at blive Presbyter i Kartago. Det gav
imidlertid Anledning til, at hans Teologi blev
undersøgt, og paa en Synode 412 blev han
anklaget for Vranglære paa de to Punkter, som
ogsaa senere stadig var Pelagianismens svage,
nemlig Læren om Arvesynden og om
Barnedaaben. Resultatet blev, at Synoden
ekskommunicerede ham, men han rejste straks til Østen,
og i Efesos opnaaede han uden Besvær
Presbyterværdigheden. P. selv kom snart i Strid med
Hieronymus i Palæstina og blev beskyldt for
Origenisme, medens Biskop Johannes af
Jerusalem tog sig af ham. Senere kom den unge sp.
Kætterfjende Paulus Orosius fra Augustin til
Hieronymus og stillede sig skarpt over for P., og
for at faa Spliden udjævnet enedes man om at
høre Roms Mening. Den rom. Biskop Innocens I
gav P.’s Modstandere Ret, men adskillige
betydelige Teologer i Østen værgede P., og
Innocens’ Eftermand syntes endog en Stund at
vakle. Afrikanerne under Augustin holdt imidlertid
en Synode 418 og fordømte
Pelagianismen, og Rom maatte gøre Følge. S. A.
udstedte Kejser Honorius et Edikt mod
Pelagianerne, og alle Bisper i Riget maatte undertegne
en Fordømmelse af dem. Det viste sig da, at
P.’s Parti alligevel kun var lille. Den
betydeligste Mand i Partiet blev Biskop Julianus af
Eclanum i Apulien, og han og Cølestius
fortsatte Kampen til deres. Død, flygtende fra Sted
til Sted. P. selv forsvinder efter 418 ganske af
Historien, vi ved intet om hans Død. Synoden i
Efesos 431 fordømte hans Lære, og de egl.
Pelagianere uddøde hastig; men der opstod, navnlig
i Sydgallien, en modificeret Pelagianisme,
Semipelagianismen (s. d.), som fik en
betydelig Udbredelse, men som ogsaa blev ivrig
bekæmpet af Augustin og hans Disciple.
P. var en udpræget etisk Natur. Han var
forarget over den sædelige Slaphed mange Steder
i Menighederne og vilde tilskynde dem til at
handle etisk. Men det religiøse kom hos ham
til at træde i Baggrunden, og han
overvurderede ganske Menneskenaturens sædelige Kraft.
Syndsbegrebet var svagt hos ham, og
Arvesynden benægtede han ganske: Adam havde ved
Faldet kun skadet sine Efterkommere ved at
give dem et daarligt Eksempel, og ethvert
Menneske fødes til Verden ganske neutralt i etisk
Henseende. Selv efter Syndskatastrofer er
Menneskets Villie ganske fri. Til Iværksættelse af en
god Handling kræves, strengt taget, ikke nogen
Medvirkning frs. Guds Side, og Jesus Kristus
har kun gavnet Menneskeslægten ved sit gode
Eksempel. Hos smaa Børn kan der ikke tales
om Synd, thi Synd er en Handling, som
foretages med Bevidsthed, og Barnedaaben bliver
derfor overflødig. Alligevel vilde Pelagianerne
ikke opgive Barnedaaben, men deres Forsvar
for den var saare vagt. Paa alle Punkter stod
Augustin’s Lære som Pelagianismens diametrale
Modsætning, og skønt hans positive Lære
langtfra helt igennem blev Kirkens Lære, sluttede
Kirken sig dog ganske til hans Gendrivelse af
P. (Litt.: Wörter, »Der Pelagianismus«
[1874]; F. Klasen, »Die innere Entwickelung
des Pelagianismus« [1882]; Fr. Nielsen,
»Kirkehistorie« [1901]).
A. Th. J.
Pelagonia, se Monastir.
Pelagonisi, Kyra Panagia, gr. Ø i det
ægæiske Hav, hører til de nordlige Sporader
og regnes admin. til Nomos Eubøa. P., der er
24 km2 stor, har et udpræget Klippeterrain og
et Par fortræffelige Havne samt to Klostre. P.
hed i Oldtiden Polyægos.
(H. P. S.). N. H. J.
Pelagosa, lille ital. Klippeø midt i
Adriaterhavet, er 0,3 km2 stor og bebos af et Par
Familier. Paa P., hvis højeste Punkt er 87 m
o. H., ligger et stort Fyrtaarn.
(H. P. S.). N. H. J.
Pelamis (ell. -mys) bicolor (= Hydrus
platurus) er Navnet paa en Havslange, der alm.
træffes i det ind. og stille Hav, og som, skønt
den kun naar den ringe Størrelse af 70 cm, dog
let tiltrækker sig de Rejsendes Opmærksomhed
ved sin Farvetegning, idet Byggen er
mørkebrun ell. sort og staar skarpt afgrænset mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
