Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pengeurt - Pengviner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af de flade Kimblade. C. 60 Arter, især
hjemmehørende i Middelhavslandene, Mellemeuropa,
Centralasien og Sibirien; enkelte i Nordamerika
Alm. P., T. arvense L., træffes ofte i Norden
som Ukrudt paa dyrket Jord; det er en enaarig,
15—30 cm høj, glat Urt med omvendt
ægformede, stilkede Grundblade, elliptiske, halvt
omfattende Stængelblade og flade, kredsrunde-ovale,
udrandede, vingede Skulper.
C. R.
Pengviner (Pingviner, Luffegæs,
Fedtgæs) (Spheniscidæ) kaldes en Gruppe af
ejendommeligt byggede Svømmefugle, der
udelukkende bebor den sydlige (Halvkugle. Navnet,
der ofte skrives Pingvin, har intet at gøre med
det latinske Ord pingvis = Fedt, men er et
keltisk Ord, oprindelig brugt som Navn paa
Gejrfuglen.
I ydre og indre Bygning, til Dels ogsaa i
Levevis, afviger P. saa meget fra alle andre
Fuglegrupper, at man har villet gøre dem til
en særlig Underklasse af Fuglene; i hvert
Tilfælde udgør de en Orden af disse, omfatter i
alt kun 17 Arter, delte i 6 Slægter. Størrelsen
er fra en Vildands til en Svanes, og Vægten er
meget betydelig p. Gr. a. deres tætte Fedtlag.
Næbbet er kraftigt med lige ell. buet Overnæb,
paa hvis Hornskede, som bestaar af flere Stkr,
der oftest findes nogle Længdefurer. Vingerne
er ganske korte, omdannede til en Slags
Luffer, beklædte med smaa Skæl. Den øvrige
Fjerklædning, der er meget tæt og elastisk, oftest
sort og hvid, bestaar mest af ensartede, meget
korte Fjer, der ikke er ordnede i Fjerbede.
Halens Fjer er ret lange og kraftige, nogle
Slægter har forlængede Fjer paa Hoved og
Hale. Ungerne er klædt i en tæt mørk
Dundragt. Fødderne, der hos de fleste Slægter er
indesluttede af Huden lige til Løbet, har 4
Tæer, der ligger ved Siden af hinanden,
forsynede med skarpe Kløer.
Foruden Omdannelsen af Vingen, i hvilken
Over- og Underarm er stærkt forkortede og
meget brede, viser P. andre anatomiske
Ejendommeligheder, saaledes i Mellemfodens
Bygning, idet de enkelte Knogler her ikke er helt
sammenvoksede, men ligger fladt ved Siden af
hinanden, hvad der bevirker, at Løbet er meget
bredt. Ogsaa Hvirvlerne viser nogle
Særegenheder, som bl. a. medfører en overordentlig
Bevægelighed i Hvirvelsøjlen.
P.’s Udbredelse strækker sig saa langt mod
Sydpolen, som der overhovedet findes aabent
Vand; desuden findes de ved Australiens,
Afrikas og Amerikas Sydkyster og paa de
mellemliggende Øer, ret hyppigt ved Sydamerikas
Vestkyst, og en enkelt Art gaar helt op til
Galapagos Øerne under Ækvator. Fra de senere
Aartiers Sydpolsrejser har man faaet nøje
Oplysning om de forsk. Arters Levevis; deres
vidunderlige Tryghed over for Mennesket har
gjort, at alle Enkeltheder i deres liv har
kunnet iagttages og med Lethed fotograferes, ogsaa
som levende Billeder.
P.’s hele Bygning henviser dem til Liv i
Havet. De svømmer, dels ved Hjælp af
Vingerne med en Fart, saa de indhenter det
hurtigste Dampskib, dels mere langsomt ved Hjælp
af Fødderne; de ligger dybt i Vandet, men
hopper jævnlig højt op af dette som Delfiner.
Føden, som de søger dykkende, bestaar af Fisk,
Krebsdyr o. a. mindre Sødyr. De færdes altid
flokkevis, og deres Mængde beregnes ofte i
Titusinder, undertiden Millioner. For at yngle,
søger de til Land, formaar fra Havet at hoppe
op paa Klipperne og klatrer i øvrigt op ad disse
med Vinger og Næb. Paa jævnt Jordsmon
bevæger de sig opret, gaaende paa Tæerne ell.
hoppende, undertiden læggende sig paa Bugen
og skubbende sig frem med Vingerne. De yngler
i uhyre Kolonier, undertiden i Huller under
Jorden; en Del Arter bygger Reder oven paa
denne til Dels af Smaasten, ell. ogsaa lægges
 |
| Fig. 1. Brillepengvin (Spheniscus demersus). |
 |
| Fig. 2. Adeliepengvin (Pygoscelis adeliæ). |
 |
| Fig. 3. Pengvinkoloni. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
