Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pentastemon - Pentastichon - Pentastomidæ - Pentasyllabum - Pentateuchen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i sin Potte, og senere flyttes de til et lyst og
luftigt Overvintringslokale, hvor Temp. holdes
paa 5—6°. Ved Udplantningen om Foraaret
giver man Planterne 40—50 cm’s Afstand, og de
maa vandes rigelig, naar det i Juni—Juli falder
i med tørt Vejr.
(L. H.). P. F.
Pentastichon [-kån] (gr.), Strofe paa 5
Verslinier.
Pentastomidæ, se Linguatulidæ.
Pentasyllabum (gr.), Femstavelsesord.
Pentateuchen [-’tæ^ukən], (gr., Bogen, der
bestaar af 5 Dele), den alm. Betegnelse for de
fem Mosebøger, af Jøderne kaldet ha-tôrâ efter
dens væsentligste Indhold: »Læren« ell.
»Belæringen« ell. udførligere »Tora’ens fem
Femtedele«. De enkelte Bøger har ingen særlig Titel
i den hebr. Bibel, men benævnes af Jøderne
efter deres første Ord (berêshit etc.). I alm.
videnskabelig Sprogbrug benævnes de med lat.
Navne, der hviler paa gr., valgte efter Bøgernes
Indhold, nemlig 1) Genesis (Skabelsen,
Urhistorien og Patriarkerne til Jakob’s Død), 2) Exodus
(Udgangen af Ægypten og Beg. af
Ørkenvandringen, Lovgivningen paa Sinaj og en Del af
Lovene), 3) Leviticus (Love, væsentlig de
levitiske Kultuslove), 4) Numeri (Folketælling, Love,
Fortællinger fra Ørkenvandringen), 5)
Deuteronomium (ny Fortælling om
Ørkeribegivenhederne, ny Lovgivning, slutter med Mose Død).
P. ansaas i Oldtiden for at være et Værk af
Moses. Det udtales udtrykkelig af Filon og
Josefos, og det menes tydelig nok ogsaa af det ny
Test.’s Forf., hvorfor denne Opfattelse er
overtaget af Kirken. Oldtidens Opfattelse hænger
imidlertid sammen med dens Syn paa Historien.
Alt det, som tilsammen udgjorde Grundlaget
for Jødernes Liv og Historie, dannede for dem
en Enhed, sammenknyttet af den mægtige
Stifter. Han maatte derfor være den, der ikke blot
gav Lovene, men ogsaa Beretningerne
Autoritet. Man kunde dog ikke undgaa at blive
opmærksom paa visse Vanskeligheder, f. Eks. at
der fortælles om Mose egen Død. Selv uden
Forstaaelsen af, at et Stof som P.’s er nøje knyttet
til et Folkeliv og skabes ud af det, maatte man
af Teksterne selv kunne se, at de var skrevne
i Kanaan, længe efter at Israel havde taget dette
Land i Besiddelse. Nogle Eksempler vil vise det:
Det geogr. Standpunkt er bestandig Landet V.
f. Jordan; Østjordanlandet hedder »Landet
hinsides Jordan«, Vest hedder »Havet«, o. s. v.
1. Mos. 36, 31 forudsætter Israels Kongetid, 1.
Mos. 12, 6, 13, 7, at der ikke mere var
Kanaanæere i Landet; der tales om Profeterne, der kom
efter Moses, o. s. v. Der var altsaa adskilligt,
der kunde være paafaldende selv for den ældre
Tid, men et intensivt Arbejde paa at trænge ind
i P.’s Problemer har man først kunnet foretage
i nyere Tid. Som Grundlægger af den moderne
P.-Kritik nævnes alm. Jean Astruc (s. d.),
der 1753 udgav et Værk, hvori han paaviser
forsk. Modsigelser og Uoverensstemmelser i
Genesis og fremsætter den Hypotese, at Moses har
benyttet forsk. ældre Kilder, deriblandt en, der
kalder Gud Elohim, og en, der kalder ham
»Jehova« (urigtig Vokalisering af Navnet Jahve).
Dermed var Kildehypotesen fremsat.
Den førtes videre af J. G. Eichhorn
1780—83 i hans Indledning til det gl. Test., hvor der
paavises en gennemgaaende Forskel mellem de
jahvistiske og de elohistiske Stykker, og af
Ilgen, som 1798 paaviste to elohistiske Kilder.
Man var altsaa nu naaet til at finde en
jahvistisk og to elohistiske Kilder. I den flg. Tid
udvidedes Undersøgelsen til de andre Mosebøger,
og dette foranledigede, at man opgav
Kildehypotesen, idet man nu var tilbøjelig til at
betragte P. som en Samling usammenhængende
Fragmenter, der var ordnet uden om en
Kerne. Repræsentanter for denne
Fragmenthypotese er bl. a. Englænderen Geddes
og Tyskeren de Wette. Imidlertid blev
Enheden i de elohistiske og de jahvistiske Stykker
atter draget frem, og i Tiden før 19. Aarh.’s
Midte var tyske Forskere tilbøjelige til at
antage, at der var et elohistisk Grundskrift,
forfattet i Dommertiden, men suppleret med et
jahvistisk Skr. i Kongetiden, medens
Deuteronomium først stammer fra 7. Aarh. Denne
Supplementshypotese repræsenteredes bl. a.
af F. Bleek og af de Wette i ny Oplag af
hans »Einleitung«, af F. Delitzsch o. a.
Andre optog Kildehypotesen i anden Form,
saaledes Ewald, der mente, at ældre Kilder var
samlet og derpaa bestandig omarbejdet af forsk.
Fortællere. I sidste Halvdel af 19. Aarh. trængte
Kildehypotesen alm. igennem, idet Kilderne,
Jahvisten, to Elohister (af hvilke den ene senere
har faaet Betegnelsen Præsteskriftet) og
Deuteronomium skiltes nøje ud fra hinanden i
Arbejder af Hupfeld, Nöldeke, Dillmann,
Wellhausen og Kuenen. Spørgsmaalet
om Dateringen af disse fire Kildeskrifter blev
nu brændende. I ældre Tid havde man kaldt det
elohistiske Skrift, der nu kaldes Præsteskriftet,
for Grundskriftet og anset det for det ældste.
Det er det, som indledes med
Skabelsesberetningen og danner ligesom en Ramme om de 4
Mosebøger, der saaledes beherskes af dets
Grundsyn, ligesom det største Lovkompleks
tilhører det. Allerede 1834 havde Ed. Reuss i
Forelæsninger hævdet, at disse Love ikke
repræsenterede det ældste, men det yngste Trin
af Udviklingen, og lgn. Synspunkter fremsattes
at Vatke og George. J. W. Colenso
fremsatte 1862—79 en Realkritik af
Præsteskriftet som hist. Kilde og mente, at det var
forfattet sent. Stor Bet. fik et Skr. af K. H. Graf:
»Die geschichtlichen Bücher des Alt. Test.«,
1866, hvor Reuss’ Opfattelse af Lovene
forsvaredes gennem en Sammenligning, der gav det
Resultat, at Præsteskriftet var yngre end
Deuteronomium. Kuenen paaviste, at ogsaa de
fortællende Dele af Præsteskriftet i saa Fald maatte
være yngre. De betydeligste Repræsentanter for
denne Opfattelse af Kildernes Aldersforhold
blev Hollænderen Abraham Kuenen (s. d.)
og Tyskeren Julius Wellhausen (s. d.).
Navnlig sidstnævntes Værk »Geschichte Israels«,
I, 1878 (i senere Oplag: »Prolegomena zur Gesch.
Isr.«), fik stor Bet. og vandt et Flertal for den
ny Betragtning. Dog er der enkelte, som, i
øvrigt under samme Opfattelse af Kilderne, anser
Præsteskriftet for ældre end Deuteronomium,
navnlig A. Dillmann, der har skrevet
grundige Kommentarer til P.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
