Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Perisporieæ - Perissodactyla - perissodaktyle Hovdyr - Peristaltikell. peristaltisk Bevægelse - Peristerium - Peristethus - Peristom - Peristrofe - Peristyl - Peritonitis - Peritonæum - Perityphlitis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Perisporieæ, se Sæksvampe,
Perissodactyla, se perissodaktyle
Hovdyr.
perissodaktyle Hovdyr (Perissodáctyla),
ogsaa kaldet de Uparrettaaede, omfatter de
Hovdyr, hvor Fodens Akse gaar gennem Midten
af en Taa. I Nutiden lever der kun p. H.
af tre tilsyneladende meget forsk. Familier:
Heste, Tapirer og Næshorn. Gaar vi imidlertid
tilbage til tidligere Jordperioder, viser det sig,
at der har været mange p. H., og at de
udfylder Hullerne mellem de nulevende og mellem
disse og nu uddøde Familier saa godt, at
Grænserne bliver meget vage. En Form som
Anchitherium f. Eks. finder saaledes lige naturlig
Omtale under Heste og Palæotheriidæ (s. d.).
Se i øvrigt Lophiodontidæ,
Næsehorn, Tapirer.
(M. Ml.). R. Hg.
Peristaltik ell. peristaltisk Bevægelse.
Herved forstaas i Fysiologien de Bevægelser af
Tarmens og enkelte andre rørformede Organers
Vægge, som forskyder Indholdet og driver det
af Sted i en bestemt Retning. Oftest anvendes
Betegnelsen P. om disse Bevægelser af
Tarmens (saavel Tyndtarmens som Tyktarmens)
Væg. Tarmens P. skyldes Muskelfibrene i
Tarmens Væg. Disse Muskelfibre er »glatte« (se
Muskel) og uafhængige af Bevidstheden
»Villien«). De danner et indre Lag af ringformigt
løbende Fibre og et ydre af længdeløbende. Den
peristaltiske Bevægelse løber som en Bølge hen
ad Tarmrøret fra den Del, som er nærmest
Maven, i Retning mod Endetarmsaabningen og
fremkommer, ved at Tarmvæggens Muskelfibre
paa et Sted sammentrækkes, derefter slappes
samtidigt med, at de næste Fibre
sammentrækkes, o. s. v. Bevægelserne foregaar paa hvert
Sted af Tarmvæggen rhytmisk, men Rhytmen
forskydes i Tid fra Sted til Sted, og
Bevægelsen bliver derved bølgeformet. Hvis et Stykke
af Tyndtarmen tages ud af et Dyr og lægges i
bestemte Saltopløsninger (»fysiologiske«
Saltopløsninger, Ringer’s Saltopløsning o. a.) ved
Legemstemperatur, fortsætter Tarmstykkets Væg
de peristaltiske Bevægelser, skønt Forbindelsen
med Dyret og dets Nervesystem er afbrudt.
Tarmvæggen kan altsaa selv regulere den
sammensatte peristaltiske Bevægelse. Der har
hersket Usikkerhed om, hvorvidt denne
regulerende Evne skyldes selve Muskelfibrene i
Tarmvæggen ell. var afhængig af de Nerveceller, som
findes i Tarmvæggen (Auerbach’s Nervecellelag
mellem de to Lag Muskelfibre og Meissner’s
Nervecellelag mellem det inderste ringformede
Muskelfiberlag og Tarmslimhinden). Nyere
Undersøgelser tyder i Retning af, at Muskelfibrene
selv kan regulere Tarmvæggens P. — Under
normale Forhold, naar Tarmen findes i det
levende Dyr, er P.’s Styrke og Hastighed dog
afhængig af Centralnervesystemet, men ikke af
det bevidste (»vilkaarlige«) Nervesystem,
derimod af det autonome (»uvilkaarlige«).
Irritation af den 10. Hjernenerves (Nervus vagus)
Tarmgrene vil forøge P., Irritation af de
sympatiske Nerver til Tarmen vil hæmme P.
Anderledes virker lokale Irritationer af
Tarmvæggen. Hvis et Sted af Tarmvæggen (ogsaa
paa et udtaget Tarmstykke) irriteres ved at
klemmes eller udspiles lidt, vil P. blive stærkere
i det Stykke af Tarmen, som ligger nærmere
Maven end Irritationsstedet, medens
Tarmstykket paa den Side af Irritationsstedet, som er
fjernest fra Maven, vil slappes. Dette
Fænomen kaldes den myenteriske Refleks. Det er
klart, at naar Tarmens Indhold irriterer
Tarmvæggen, vil den myenteriske Refleks, som
fremkaldes, bevirke, at Indholdet bevæges videre i
den rigtige Retning. I Tarmvæggen foregaar
der ogsaa andre Bevægelser end P. og den
myenteriske Refleks. Disse Bevægelser kan
modvirke P. og kaldes af nogle Antiperistaltik, af
andre Ana- og Cata-Stalsis. Hos levende Dyr og
Mennesker kan Tarmens Bevægelser iagttages
ved Hjælp af Røntgenstraaler, naar der i
Forvejen er fortæret et Stof, som ikke lader
Røntgenstraalerne passere (svovlsurt Baryt, forsk.
Vismuthsalte). Afføringsmidler forøger Tarmens
P., Opium o. fl. a. Stoffer lammer den.
L. F.
Peristerium (gr.: »Dueslag«), et Metalkar i
Skikkelse af en Due, som forhen var
Gemmestedet i adskillige kat. Kirker for Hostien.
Undertiden benævnedes det ogsaa Ciborium.
A. Th. J.
Peristethus, se Panserkinder.
Peristom kaldes en Krans af tand- eller
haarformede Dannelser, som sidder paa
Mundingen af Sporehuset hos de fleste Bladmosser
og staar i Sporespredningens Tjeneste ved i
tørt Vejr at aabne, i fugtigt Vejr at lukke for
Sporerne. Det kan være enkelt ɔ: med een
Tandkreds, ell. dobbelt, med to Kredse; det er
bygget og udstyret paa mangfoldige Maader, f.
Eks. kan det have uleddede Tænder (Musci
nematodontei, hvortil hører Familierne
Polytrichaceæ, Buxbaumiaceæ, Diphysciaceæ og
Georgiaceæ) ell. leddede Tænder (Musci
arthrodontei, Resten af de peristombærende Mosser); de
sidste deles igen i Diplolepideæ og Haplolepideæ,
efter som Tænderne har ell. ikke har en Linie
langs Midten. De forsk. Ejendommeligheder
forholder sig meget konstante og afgiver derfor
udmærkede systematiske Karakterer. (Se
Mosser, Fig. 15 D).
C. J.
Peristrofe (gr.), Omdrejning af en
Modstanders Bevisgrund imod denne selv.
Peristyl (lat. peristylium, gr. peristylon, af
στὕλος, Pille, Søjle), en Søjlerække, som
omgiver et Rum ell. en lukket Gaard, ell. selve
dette Rum, hvis større ell. mindre Midtparti er
aabent mod Himlen, medens Søjlerækkerne
bærer udhængende Tage, som kan skygge og
værne mod Regnen. Peristyliske Forgaarde findes
allerede i Ægypten, baade i Templerne og i
Profanarkitekturen, og den i Middelhavsklimaet
saa praktiske Bygningsform optoges i den
klassisk-antikke Bygningskunst, ikke mindst i det
hellenistisk-romerske Privathus, hvor P.
dannede Husets Centralparti, med Adgang til de
enkelte Værelser (smlg. Atrium). Senere
forekommer P. i de oldkristelige Basilikaers Atrier,
i middelalderlige Klostergaarde og i ældre
muhammedanske Moskeer.
C. A. J.
Peritonitis, se Bughindebetændelse.
Peritonæum, d. s. s. Bughinde.
Perityphlitis [-’fli-], se
Blindtarmsbetændelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
