Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persefone - Perseiderne - Persepolis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tid er hun uadskillelig fra Demeter. P.
opfattes stedse som Datteren (κόρη), men de
betegnes ellers paa samme Maade som ærværdige,
naaderige; ligesom Demeter kaldes hun
Despoina, Herskerinden, og »den store Gudinde« og
havde fælles Dyrkelse med hende i Boiotien,
paa Sicilien og især i Eleusis. Forholdet til
Demeter træder i Udviklingen stedse mere i
Forgrunden. Efter den homeriske Hymne skulde
hun jo ogsaa være 2/3 af Aaret hos hende, og
kun een Trediedel hos Hades. Myten, som den
den fortælles i Hymnen, er utvivlsomt i høj Grad
paavirket af de Ideer, som havde fæstnet sig
i Eleusis, Hovedstedet for Gudindernes
Dyrkelse, men den er i øvrigt endnu næppe
tilfredsstillende forklaret. Sikkert er det dog, at
Dyrkelsen af begge som mægtige Naturguddomme
i gl Tid og senere var meget udbredt baade over
det egl. Hellas og Øerne. Gennem Mysterierne
bragtes hun i Forbindelse med Iakchos, der
kaldes Søn af Zeus og Demeter. Hun betegnes
oftest som hans Søster ell. som hans Brud. Hos
Orfikerne bliver hun atter opfattet som den
mægtige, dels opretholdende, dels ødelæggende
Guddom. Dog er hun stedse noget mere
afdæmpet end Guddomme som Dionysos og Kybele.
I Kunsten er P. fremstillet allerede i arkaisk
Tid; hun tænktes snart som Demeter’s Datter,
ung og skøn, smykket med Korn og Aks, snart
som Hades’ Hustru og stundom med Fakkel. Paa
Varebilleder vises Bortførelsen til
Underverdenen ikke sjælden. En af de smukkeste
Fremstillinger er paa et Relief fra Eleusis fra Kunstens
bedste Tid, hvor hun ses sammen med Demeter
og Triptolemos (Afb. se Demeter).
H. A. K.
Perseiderne, se Laurentius-Sværm.
Persepolis, fra Alexander den Stores Tid
Grækernes sædvanlige Navn paa en af det gl.
Perserriges vigtigste Hovedstæder, der laa,
under 30° n. Br., 53° ø. L. f. Grw., i det gl.
Persien, den nuv. Prov. Farsistan, omtr. 60 km NØ.
f. Shiras og omtr. 250 km Ø. f. den nordøstlige
Spids af den pers. Havbugt. Af P. er der
mærkelige Levninger tilbage, af hvilke de mest
kendte hæver sig paa den venstre østlige Bred
af Floden Polvár, der omtr. 25 km længere
nede falder i Floden Kur. Ruinerne kaldtes
fra 13. Aarh. gerne Tsjihil-minare, »de 40
Minareter« (tidligere hazar sutun, »1000 Piller«), nu
Takhti-Dsjamshid, »Dsjemsid’s Trone«. De
tilhører fl. Paladser (s. nedenf.); i Bjergene nær
Ruinerne ses 3 i Klippen udhuggede Grave.
Foruden disse Grave hører til P. andre udhuggede
Klippegrave, der ligger 10—11 km NNØ. f.
Ruinerne paa den modsatte Side af Polvár. De
kaldes Nakhs-i-Rustam, d. e. »Rustam’s
Billedværker«, uden Tvivl fordi den glatte Klippeflade
uden om den ene Grav, der skyldes Dareios I,
er rigelig prydet med Skulpturer og
Kileindskrifter, og fordi der neden under disse Grave
ses interessante Skulpturer fra Sassanidetiden.
Endelig findes omtr. 4 km oven for
Takhti-Dsjamshid ved Landsbyen Hadji-Abad en
tredie Gruppe Ruiner, der bærer Navnet Istakhr
ell. Stakhr, der gaar tilbage til Sassanidetiden;
de sidste Sassanider havde her en Residens.
Her saas ogsaa længe en Moské fra den ældste
muhamedanske Tid; den var urørt Aar 1000,
men er senere forfalden. Ruinerne
Takhti-Dsjamshid, som allerede er beskrevne af Pietro
della Valle, bestaar af en Platform, hvis
Underrum nu bebos af alskens vilde Dyr, og hvortil
brede Trapper fører op. Paa Platformen har
Xerxes opført en Art Propylæer ell.
Indgangsbygning med 4 Tyrefigurer, der viser hen til
assyriske Forbilleder. Derpaa følger et Palads
og endelig en mægtig, fordum overdækket Hal,
bestaaende af 100 Søjler, 10 i hver Række,
Længden er 91 m, Bredden 76 m; det
overdækkede Rum henved 7000 m2. I Salen, hvis pers.
Navn var Apadan, fandtes Kongens Trone. Alle
disse Bygninger var opførte af Xerxes, medens
et andet Palads skyldes hans Fader Dareios I,
der synes at have været den egl. Grundlægger
af P. Der er ogsaa Levninger af Paladser,
opførte af andre pers. Konger. Bygningerne, der
for Resten aldrig synes at være blevne helt
færdige, er opførte af vel tilhugne Sten, en Art
Marmor. Kunststilen er ejendommelig; den minder
om Assyrien og Babylonien, men der er ogsaa
tydelige Spor af Indflydelse fra oldægypt. og
oldgr. Kunst (se Bygningskunst). Om
Bygningernes Alder og Herkomst var ethvert
Minde tabt i Landet selv; som Navnene viser,
henførte man dem til de mytiske Nationalhelte
Dsjemsid og Rustam. Men Kileindskrifterne paa
Bygningerne fortæller bestemt, hvem der har
ladet disse Værker opføre. Niebuhr tog med
stort Besvær og Snille nøjagtige Afskrifter af
Kileindskrifterne, der gjorde en Dechifrering
mulig. Et væsentligt Skridt fremad skyldes Dr.
theol., Biskop Fredr. Münter, der grundigt
gennemgik alle Indskrifterne i den første af de tre
Kolonner med forsk. Indskrifter, som fandtes
paa Murene i P., og som man havde Grund til
at antage var affattede i de store pers. Kongers
Talesprog, Oldpersisk. Allerede Niebuhr havde
samlet alle Skrifttegnene i denne Kolonne;
deres Antal var kun godt et Par Snese. Münter
paaviste ogsaa, hvor der paa fl. St. i Indskrifterne
forekom Grupper af adskillige Kileskriftstegn,
der dannede fl. Stavelser, som maatte betyde
»Konge«. Han fremdrog rigtigt de Ord, der i
Persien i Tidernes Løb betød »Konge«, ogsaa
det rigtige, men han tænkte ikke paa, at Ordet
i sin nuv. Form var afslebet, og at det i
Oldtiden havde været længere. Men han paaviste, at
Kongens Personnavn maatte findes i
umiddelbar Nærhed af Tegnene for »Konge«, hvilket i
høj Grad lettede Arbejdet for Grotefend, som
af Münter havde faaet paapeget, hvor
Kongenavnet fandtes. Münter viste ogsaa, at i den
babylonske Tekst fandtes et andet
ejendommeligt, fra det pers. helt forskelligt Tegn for
»Konge« end i den pers. Del. I det danske
Videnskabernes Selskab for 1800 udgav Münter sin
fortjenstfulde Afh. om P., hvis Anvisning
Grotefend, dengang Student i Göttingen, benyttede
sig af til at tyde de to Kongenavne Dareios og
Xerxes. Han fandt i disse to Navne flere
oldpersiske Skrifttegn, men kom aldrig videre.
Først Rask skaffede flere Bogstaver, men ad en
helt anden Vej, den sproglige, ved at vise, hvor
der stod en Genitiv Flertal, der gav ham
Tegnene for n og m. Saa gik det videre, takket
være Burnouf og den norske Prof. Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
