- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
14

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Persien, Rige i Vestasien, kaldes af Perserne
selv Irân og grænser mod Nord til de russ.
Besiddelser Transkaukasien og Turan samt det
kaspiske Hav, mod Øst til Afghanistan og
Belutshistan, mod Syd til det arab. Hav med det
pers. Hav og mod Vest til tyrk. Asien. Arealet
angives til c. 1645000 km2. Indbyggerantallet
angives efter een Beregning til 7 1/2 Mill., men
efter en nyere og muligvis rigtigere til 9 Mill.,
hvoraf 1/4 falder paa Nomadebefolkningen. P.
udgør Hovedmassen af det eranske Højland,
og dets Nord-, Vest- og Sydgrænse falder i
Hovedsagen sammen med Højlandets Grænser,
hvorimod det Øst paa ikke er skarpt afgrænset
fra Belutshistan og det sydvestlige Afghanistan.
Skønt det indre P. helt igennem er Højland,
maa man dog ingenlunde sammenligne det med
et af horizontale Lag opbygget Plateau som
Arabien ell. Afrika. Tværtimod er P. en
udpræget Foldezone, hvis talrige Bjergkamme, der er
opstaaet ved et Nord fra kommende Tryk,
stryger i samme Retning som de nordlige og
sydlige Randbjerge. De Dele af Jordskorpen, som
danner Mesopotamien og Induslandet, har været
meget stive og har været Hindringer for den
bjergdannende Foldning, saaledes at Kæderne
er kommen til at danne Buer med den
konvekse Side mod Syd mellem disse to faste
Punkter. Højsletterne mellem de langstrakte Kæder
er da opstaaet ved, at de mellemliggende Dale
ved Erosionens og særlig ved Vindens Hjælp
er blevne udfyldte, da Floderne p. Gr. a. det
regnfattige Klima ikke har Afløb til Havet og
derfor ikke har kunnet føre
Smuldringsmaterialet bort. Geologisk set er Omraadets
Centralzone, der fra Egnen S. f. Urmia-Søen stryger
mod SØ. indtil Kirman, bygget op af Granit og
krystallinske Skifere. Paa begge Sider heraf
følger palæozoiske Lag som Kalksten og
Sandsten fra Devon og Karbon. I Elburs-Kæden
spiller en Liassandsten, der af og til er kulførende,
en vigtig Rolle, og saavel Kæderne paa
Højsletterne som de sydlige Randbjerge er for en
meget væsentlig Del byggede op af Kridt- og
Eocendannelser, særlig Nummulitkalk. I
Miocentiden har Havet trukket sig tilbage fra det
eranske Omraade, og derefter maa Foldningen
være begyndt. I denne Tid var Klimaet tørt
ligesom nu. Floderne endte i Saltsøer, i hvilke
der dannedes betydelige Stensaltlag; men det
er de kvartære Aflejringer og Udfyldninger, der
har givet Landet dets Overfladeform. Vulkansk
Virksomhed kendes fra Tertiærtiden, hvis
Trachyt og Basalt særlig forekommer i Nærheden
af Saltaflejringerne, samt fra Vulkaner af
yngre Datum som Demavend i Elburs-Bjergene.
Det bedste Overblik over P.’s forsk.
Landskabsformer faar man ved en Vandring fra det pers.
Hav over Højlandet til det kaspiske Hav. Langs
hele Nordkysten af førstnævnte Hav strækker
sig en ørkenagtig Kystregion Germasir ell. det
»hede Land«, der kun hist og her oplives af en
lille Daddellund, men for øvrigt er en med en
Saltskorpe overtrukken Slette. Først naar man
har passeret denne, naar man
Zagros-Bjergenes, de sydpersiske Randbjerges vilde, kløftede
Sydrand. Tænker man sig Rejsen foregaa fra
Havnebyen Abushehr over Shiras, Ispahan og
Teheran, er det første Pas, man kommer over,
550 m o. H., og derefter passerer man
afvekslende Bjergkæder, hvis Kamhøjder og Pas
bliver højere og højere indtil det 2680 m høje Pas
ved Kashan N. f. Ispahan, og mellemliggende
Højsletter, hvis Niveau stiger paa lgn. Maade.
Saaledes ligger Shiras 1550 m, Ispahan 1600 m
og Hamadan 1880 m o. H. Har man imidlertid
passeret Kohrud-Kæden, der i Henseende til
Højde kan kaldes P.’s Rygrad
(Kulminationspunkt c. 4500 m), bliver Højsletternes Niveau
lavere, og et Par Steder forekommer betydelige
Indsænkninger; saaledes ligger den store
nordøstlige Saltørken Desht-i-Kevir næppe 300 m
o. H., og Sydøst herfor skal Stenørkenen
Deishit-i-Lut mellem Kirman og Chorasan endogsaa
ligge under 250 m. Det Indtryk, man faar af et
Landskab i det indre P., er ikke opmuntrende.
Den overvejende Landskabstype er Stenørkenen
og Grusørkenen, som i P. gaar under Navnet
Lut og navnlig findes paa skraanende Terrain
og ved Foden af Bjergene. I Lavningerne, hvor
Bjergbække og Regnvand løber sammen,
fordamper og efterlader de Salte, som de har
optaget fra Jorden, findes saltsvanger Bund, som
betegnes med Navnet Kevir, og som ofte kan
være fuldstændig vegetationsløs og dækket med
hvide Saltskorper. P.’s Nordrand er
Elburs-Kæden, der danner en Bue langs Sydranden af
det kaspiske Hav og er bygget op af arkaiske
Bjergarter samt stærkt foldede Lagfølger af
palæozoiske og mesozoiske Kalksten, Sandsten,
Skifere og Konglomerater, der hyppig
gennembrydes af Porfyrer. Nyere Eruptiver
forekommer i Demavend (5630 m), der endnu viser
Tegn paa Virksomhed. P.’s Vandløb falder
i to forsk. Grupper, de, der fører Vandet fra
Randene til den pers. Bugt, det ind. Ocean, det
kaspiske Hav ell. Aral-Søen, og de, der
udmunder i Saltsøer ell. taber sig i Saltsumpe paa
de indre Højsletter. Af de førstnævnte er de
vigtigste Karun, der falder i Shat-el-Arab, den
nordvestlige Grænseflod Arax samt Kysyl Usen,
der udmærker sig ved at gennembryde
Elburs-Kæden. Saltsøerne har sædvanligvis meget ringe
Dybde (Urmia 4—5 m) og store Svingninger i
Vandstanden. Foruden Urmia nævnes den 300
km lange og indtil 50 km brede Hamun paa
Grænsen til Afghanistan, et Par store Saltsumpe
i Ørkenen Desht-i-Kevir samt den indtil 70 km
lange og 30 km brede Saltsø mellem Kom og
Teheran, der opstod 1885 som Følge af et
Digebrud paa Floden Kara-Tshai. — Klima. I
klimatisk Henseende hører P. til det Bælte af
regnfattige Egne, som strækker sig fra Sahara
til Induslandet, men for øvrigt er der en
betydelig Forskel mellem det ekstreme og tørre
kontinentale Klima paa Højsletterne i det Indre
og det mere tempererede paa Randbjergenes
Yderskraaninger. Efter den hede Sommer og
Eftersommer begynder oppe i Højlandet Kulden
i Oktbr med heftige Snestorme, og inden Novbr
har man i Teheran allerede om Natten haft
Frost paa ÷ 6 ell. 7°. Endnu i Beg. af Marts
lider Teheran meget af Frost og Sne, og først i
Slutn. af Maaneden sporer man Foraaret. Af
klimatologiske Maalinger foreligger kun meget
lidt fra P. Teheran (1160 m o. H.) har 0,9° i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0024.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free