Print (PDF) - On this page / på denna sida - Persien - Geografi - Klima
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Persien — 14 — Persien, Rige i Vestasien, kaldes af Perserne selv Iran og grænser mod Nord til de russ. Besiddelser Transkaukasien og Turan samt det kaspiske Hav, mod Øst til Afghanistan og Be-lutshistan, mod Syd til det arab. Hav med det pers. Hav og mod Vest til1 tyrk. Asien. Arealet angives til c. 1645000 km2. Indbyggerantallet angives efter een Beregning til IV2 Mill., men efter en nyere og muligvis rigtigere til 9 Mill., hvoraf K falder paa Nomadebefolkningen. P. udgør Hovedmassen af det eranske Højland, og dets Nord-, Vest- og Sydgrænse falder i Hovedsagen sammen med Højlandets Grænser, hvorimod det Øst paa ikke er skarpt afgrænset fra Belutshistan og det sydvestlige Afghanistan. Skønt det indre P. helt igennem er Højland, maa man dog ingenlunde sammenligne det med et af horizontale Lag opbygget Plateau som Arabien ell. Afrika. Tværtimod er P. en udpræget Foldezone, hvis talrige Bjergkamme, der er opstaaet ved et Nord fra kommende Tryk, stryger i samme Retning som de nordlige og sydlige Randbjerge. De Dele iaif Jordskorpen!, som dianner Mesopotamien og Induslandet, har været meget stive og har været Hindringer for den bjergdannende Foldning, saaledes at Kæderne er kommen til at danne Buer med den konvekse Side mod Syd mellem disse to faste Punkter. Højsletterne mellem de langstrakte Kæder er da opstaaet ved, at de mellemliggende Dale ved Erosionens og særlig ved Vindens Hjælp er blevne udfyldte, da Floderne p. Gr. a. det regnfattige Klima ikke har Afløb til Havet og derfor ikke har kunnet føre Smuldringsmate-rialet bort. Geologisk set er Omraadets Centralzone, der fra Egnen S. f. Urmia-Søen stryger mod SØ. indtil Kirman, bygget op af Granit og krystallinske Skifere. Paa begge Sider heraf følger palæozoiske Lag som Kalksten og Sandsten fra Devon og Karbon. I Elburs-Kæden spiller en Liassandsten, der af og til er kulførende, en vigtig Rolle, og saavel Kæderne paa Højsletterne som de sydlige Randbjerge er for en meget væsentlig Del byggede op af Kridt- og Eocendannelser, særlig Nummulitkalk. I Mio-centiden har Havet trukket sig tilbage fra det eranske Omraade, og derefter maa Foldningen være begyndt. I denne Tid var Klimaet tørt ligesom nu. Floderne endte i Saltsøer, i hvilke der dannedes betydelige Stensaltlag; men det er de kvartære Aflejringer og Udfyldninger, der har givet Landet dets Overfladeform. Vulkansk Virksomhed kendes fra Tertiærtiden, hvis Tra-chyt og Basalt særlig forekommer i Nærheden af Saltaflejringerne, samt fra Vulkaner af yngre Datum som Demavend i Elburs-Bjergene. Det bedste Overblik over P.'s forsk. Landskabsformer faar man ved en Vandring fra det pers. Hav over Højlandet til det kaspiske Hav. Langs hele Nordkysten af førstnævnte Hav strækker sig en ørkenagtig Kystregion Germasir ell. det »hede Land«, der kun hist og her oplives af en lille Daddellund, men for øvrigt er en med en Saltskorpe overtrukken Slette. Først naar man har passeret denne, naar man Zagros-Bjerge-nes, de sydpersiske Randbjerges vilde, kløftede Sydrand. Tænker man sig Rejsen foregaa fra Havnebyen Abushehr over Shiras, Ispahan og Teheran, er det første Pas, man kommer over, 550 m o. H., og derefter passerer man afvekslende Bjergkæder, hvis Kamhøjder og Pas bliver højere og højere indtil det 2680 m høje Pas ved Kashan N. f. Ispahan, og mellemliggende Højsletter, hvis Niveau stiger paa lgn. Maade. Saaledes ligger Shiras 1550 m, Ispahan 1600 m og Hamadan 1880 m o. H. Har man imidlertid passeret K o h r u d-Kæden, der i Henseende tit Højde kan kaldes P.'s Rygrad (Kulminationspunkt c. 4500 m), bliver Højsletternes Niveau lavere, og et Par Steder forekommer betydelige Indsænkninger; saaledes ligger den store nordøstlige Saltørken Desht-i-Kevir næppe 300 m o. H., og Sydøst herfor skal Stenørkenen Deishit-i-Lut mellem Kirrnan og Ghorasan endogsaa ligge under 250 m. Det Indtryk, man faar af et Landskab i det indre P., er ikke opmuntrende. Den overvejende Landskabstype er Stenørkenen og Grusørkenen, som i P. gaar under Navnet Lut og navnlig findes paa skraanende Terrain og ved Foden af Bjergene. I Lavningerne, hvor Bjergbække og Regnvand løber sammen, fordamper og efterlader de Salte, som de har optaget fra Jorden, findes saltsvanger Bund, som betegnes med Navnet Kevir, og som ofte kan være fuldstændig vegetationsløs og dækket med hvide Saltskorper. P.'s Nordrand er Elburs-Kæden, der danner en Bue langs Sydranden af det kaspiske Hav og er bygget op af arkaiske Bjergarter samt stærkt foldede Lagfølger af palæozoiske og mesozoiske Kalksten, Sandsten, Skifere og Konglomerater, der hyppig gennembrydes af Porfyrer. Nyere Eruptiver forekommer i Demavend (5630 m), der endnu viser Tegn paa Virksomhed. P.'s Vandløb falder i to forsk. Grupper, de, der fører Vandet fra Randene til den pers. Bugt, det ind. Ocean, det kaspiske Hav ell. Aral'-Søen, og de, der udmunder i Saltsøer ell. taber sig i Saltsumpe paa de indre Højsletter. Af de førstnævnte er de vigtigste Karun, der falder i Shat-el-Arab, den nordvestlige Grænseflod Arax samt Kysyl Usen, der udmærker sig ved at gennembryde Elburs-Kæden. Saltsøerne har sædvanligvis meget ringe Dybde (Urmia 4—5 m) og store Svingninger i Vandstanden. Foruden Urmia nævnes den 300 km lange og indtil 50 km brede Hamun paa Grænsen til Afghanistan, et Par store Saltsumpe i Ørkenen Desht-i-Kevir samt den indtil 70 km lange og 30 km brede Saltsø mellem Kom og Teheran, der opstod 1885 som Følge af et Digebrud paa Floden Kara-Tshai. — Klima. I klimatisk Henseende hører P. til det Bælte af regnfattige Egne, som strækker sig fra Sahara til Induslandet, men for øvrigt er der en betydelig Forskel mellem det ekstreme og tørre kontinentale Klima paa Højsletterne i det Indre og det mere tempererede paa Randbjergenes Yderskraaninger. Efter den hede Sommer og Eftersommer begynder oppe i Højlandet Kulden i Oktbr med heftige Snestorme, og inden Novbr har man i Teheran allerede om Natten haft Frost paa -r- 6 ell. 7°. Endnu i Beg. af Marts lider Teheran meget af Frost og Sne, og først i Slutn. af Maaneden sporer man Foraaret. Af klimatologiske Maalinger foreligger kun meget lidt fra P. Teheran (1160 m o. H.) har 0,9° i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
