Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krigstjeneste, og de større Stammer stiller baade Fodfolk
oa Rytteri. Ilijaterne har dog ikke udelukkende
holdt sig til Nomadelivet; i Tidens Løb har
mange nedsat sig i Byerne, hvor de flere
Steder udgør et betydeligt Element. Indtil 7. Aarh.
e. Kr. har P.’s Befolkning endnu været
forholdsvis ublandet, men med Arabernes Erobring
af Landet (651) begynder den stærkere
Indkomst af fremmede Elementer. Senere kom
under Djengis-Chan og Timur turkomanniske og
mongolske Stammer, hvis Sprog og Traditioner
hyppig er bevarede den Dag i Dag. Undertiden
er det dog gaaet som den opr. arab. Stamme i
Veramin SØ. f. Teheran, der nu taler Egnens
pers. Dialekt og viser en fuldstændig pers.
Type. Til de turkomanniske Ilijater hører
Kadjarernes faatallige Stamme, der indtager en
Slags Adelsstilling som den, hvoraf det nuv.
Herskerhus er fremgaaet. De er Stadbeboere
og har deres Hovedsæde i Teheran og
Astrabad. Til Ilijater af gammelpersisk Oprindelse
hører Kurderne i Chorasan og Vestpersien og
Lurerne i Luristan. Foruden disse mere ell.
mindre nomadiserende Stammer, der i det pers.
Statssamfund tit spiller en uheldig Rolle ved
deres røveriske og krigerske Tilbøjeligheder,
kan af fremmedartede Elementer yderligere
nævnes mange Jøder og Armeniere samt
Tyrker og Arabere. I Prov. Aserbeidshan mod
Nordvest er Hovedmassen af Befolkningen
Tatarer. Ved Urmia Søen bor en lille Koloni af
nestorianske Kristne, som har bevaret deres
aramaiske Sprog. De egl. Persere har over for
de omboende Folk et stærkt Særpræg, og trods
alle Tilsætninger af fremmed Blod er de endnu
af alle Asiater de, der nærmer sig mest til den
europ. Typus. Perseren er sædvanligvis af
Middelhøjde og gennemgaaende kraftig bygget med
bredt, veludviklet Bryst; han mangler ganske
Tilbøjelighed til Fedme, men bliver paa den
anden Side heller ikke særlig mager.
Hudfarven er noget mørkere end Europæernes,
Hænder og Fødder er smaa og velformede, og
Trækkene i det ovale Ansigt er meget
regelmæssige. Over de brune Øjne hvælver Brynene
sig i kraftige Buer, der ofte mødes over
Næsen, som er let ørneformet. Munden med de
fyldige Læber dækkes hos Mændene altid af et
stort, velplejet Skæg, der ligesom Haaret er
sort ell. kastanjebrunt. Perserne er uden Tvivl
det bedst begavede af de østerlandske Folk,
men deres Intelligens er uden Dybde. De
opfatter let og hurtig og husker sikkert, men en
karakteristisk Mangel paa Udholdenhed lader
dem føle sig tilfredsstillede ved en overfladisk
Viden. Vambéry karakteriserer Perseren som
et aandrigt Barn, der aldrig kan modnes til
aandfuld Mand. Den samme Overfladiskhed
viser sig i Karakteren. Perserens Høflighed, der
ofte har forskaffet ham Navnet Østens
Franskmand, er kun en ydre Form, som han
anvender over for Folk, der staar socialt højere end
han selv. Over for lavere staaende viser han
kun Grovhed og Mangel paa Humanitet. I
Forstillelse er han en Mester, og han har sit
Ansigt fuldkommen i sin Magt; men man kan rolig
sige til ham, at han lyver. Det europ. Begreb
Ære kendes ikke, saa lidt som Sproget har
Udtryk for Egenskaber som Dyd og
Taknemmelighed. Aarhundreders Tyranni og Usikkerheden
for Ejendom har fremavlet en Demoralisation
og en Jagen efter Penge og Livsnydelse, der fra
Hoffets og Embedsmændenes Kreds har bredt
sig i Samfundet. Det er kun inden for Familien,
der for øvrigt har en rent patriarkalsk Form,
at Perserens moralske Følelser kommer til
Udvikling. I Livsvaner, Nydelser samt Klædedragt
og Bolig ligner Perseren sine orientalske
Trosbrødre. I een Retning har den menige Perser
dog brudt med muhammedansk Skik og Brug,
idet han har ombyttet Turbanen med den høje.
spidse tatariske Faareskindshue. Husene, der
sædvanligvis bebos af en enkelt Familie, opføres
at soltørrede Mursten og vender ud mod Gaden
en ensformig Murflade, der hverken afbrydes
af Vinduer ell. Karnapper. Udadtil gør Husene
altid et forfaldent Indtryk, da Vedligeholdelse
er et ukendt Begreb, og Perseren anvender alt
paa Dekorationen af det Indre. Her ligger en af
Grundene til, at de pers. Byer paa Europæeren
altid gør et Indtryk af Tilbagegang. Møbler
kendes ikke, og man har ingen særegne Sove- og
Spiserum. Om Sommeren sover man paa det
flade Tag paa en Madras med et Tæppe over
sig, og Maden anrettes paa Gulvet i det
Værelse, der i Øjeblikket behager Husherren. De
vigtigste Levnedsmidler er Brød, Grød af Ris, Kød
og Fisk samt Frugt, og der drikkes Vand, sur
Mælk, forsk. Slags Sorbet samt i de højere
Klasser Vin trods Koranens Forbud. Husets Indre
er delt i to skarpt sondrede Afdelinger, for
Mændene og for Kvinderne, af hvilke de sidste
i rigere Huse fører en ørkesløs, afsondret
Tilværelse. Foruden Tjenestefolk, der holdes i
stort Antal, anvendes Slaver, der sædvanligvis
over Maskat er indførte fra Abyssinien ell.
Zanzibar. Fraregnes Slaverne og Shahen med sin
Slægt, findes ingen skarp Standsforskel i P.; en
gl Adel findes ikke, og yderst faa Familier
holder sig som Samfundets Spidser i flere
Generationer. Saadanne fører den arvelige Titel Mirza,
der sættes foran Navnet i Modsætning til
Prinser af Blodet, der føjer den bag efter Navnet.
Selv i de højeste Kredse træffer man kun
overfladisk Dannelse og tarvelige Kundskaber, da
Undervisningstiden spildes med at lære Barnet
at læse Koranen paa Arabisk og at anvende de
arab. Skrifttegn. En smuk Haandskrift er det
vigtigste Tegn paa Dannelse, og der anvendes
derfor en uhyre Tid paa at tilegne sig det rette
Sving paa Bogstaverne. Den højere
Undervisning, der drives i Højskoler (Medresser) og
omfatter Grammatik, Teologi og Retsvidenskab,
viser nu stærkt Forfald sammenlignet med
tidligere. De fleste Persere hører til den shiitiske
Sekt af Muhammedanismen; men for øvrigt er
de meget lunkne i religiøs Henseende og ganske
fri for Fanatisme. Af Zoroaster’s Tilhængere er
nu kun tilbage et ringe Antal, de saakaldte
Gebrer, der lever i Prov. Jezd.
Blandt Næringsvejene er den vigtigste
Agerbruget, skønt det kun faa Steder er muligt
uden kunstig Vanding. Det er dog meget
forældet med Hensyn til Metode og Redskaber, og
alt det Land, der kunde overrisles fra Floder
og Kanaler, er langt fra at være benyttet. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
