- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
21

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kejserne Korastantius, Julian og Jovian og vandt til
sidst det tabte Land tilbage. Jazdgard I
(399—420) holdt Fred med Rom og tog den unge
Theodosius II under sin Beskyttelse. Han
optraadte med Strenghed mod Stormændenes
Overmod og Magtmisbrug og omkom paa
mystisk Vis, vistnok dræbt af Stormændene.
Varhrân V (Bahrâm Gôr, 420—38), der var
opfostret hos den arab. Vasalfyrste Mundhir,
fejres i Sagnet som en stor Kriger og vældig
Jæger. Han slog de hunniske Stammer, som var
brudte ind over Oxus. En ny Kristenforfølgelse
førte til en kort Krig med Byzans. Ved
Fredsslutningen fik de Kristne i Persien
Religionsfrihed. Jazdgard II (438—57) tilbageslog et
Indfald af et nyt Nordfolk, Kidaritterne.
Forfølgelserne mod de Kristne tog til og antog
navnlig et betydeligt Omfang i Armenien, hvor de
Kristne havde fremkaldt et Oprør. Pèrôz
(459—84) led et stort Nederlag i Krigen mod de N.
fra fremtrængende Heftalitter ell. »hvide
Hunner« og omkom, da han senere genoptog
Kampen. Valâsch (484—88) maatte betale Tribut
til Heftalitterne for at faa Fred. Først hans
Efterfølger Kawâdh (Kobâd, 488—531)
besejrede og undertvang dem. Paa hans Tid vandt
Mazdak mange Tilhængere navnlig bl. den
lavere Befolkning ved et religiøst-socialt System
grundet paa kommunistiske Principper. Kawâdh
sluttede sig til ham og gav Love i mazdakitisk
Aand, men Stormændene fik Overhaand,
fængslede og afsatte Kongen, der dog undslap fra
Fængselet og siden ved Heftalitternes Hjælp
genvandt Kronen. Nu optraadte han forsigtigere
over for det stadig voksende mazdakitiske
Parti, som begyndte at blive farligt for selve
Kongemagten. Til sidst lod han Mazdak dræbe med en
Mængde af hans Tilhængere. Læren levede
derefter videre i det skjulte ligesom Manikæismen.
En heldig Krig med Kejser Anastasios blev
afbrudt ved et Indfald af Heftalitterne, og da den
genoptoges, havde Byzantinerne under Belisar
en Tid lang Fremgang, men blev atter drevne
tilbage. Under Khusrau I Anôsharvan
(531—79) fortsattes Krigen med Byzans. Den gik
op og ned. Ved en Fred 562 fastsattes det, at
Perserne skulde opgive alle Erobringer mod
en aarlig Pengesum; de Kristne skulde have fri
Religionsøvelse, men lige saa vel som Perserne
afholde sig fra Omvendelsesforsøg. I Forbund
med den tyrkiske Khâkân slog Khusrau
Heftalitterne. Khusrau er en af de mest fremragende
af de sasanidiske Herskere og bekendt for sin
Retfærdighed. Hans fortræffelige Skatteordning
betryggede Befolkningens Velfærd;
Agerdyrkningen blomstrede, og Handelen havde gode Dage.
Litterære Strømninger baade fra Byzans og
Indien virkede frugtbargørende paa det pers.
Aandsliv. Man studerede gr. Filosofi. Fabler og
Eventyr samt Skakspillet indførtes fra Indien.
Den atter udbrudte Krig med Byzans skulde
just afsluttes med en ny Fred, da Khusrau
døde. Hans Søn Hormizd (Ormazd) IV
(579—90) fortsatte dog Krigen og kom snart
tillige i Strid med Tyrkerne mod Nord. Den
ærgerrige Feltherre Varhrân (Bahrâm) Tschôbîn
besejrede Tyrkerne, men led Nederlag over for
Byzantinerne. Da Kongen derfor krænkede ham
ved overmodig Behandling, fattede han den
Plan at styrte ham og tilrive sig Kronen.
Oprøret bredte sig, da Hormizd havde gjort sig
forhadt baade af Adelen og Magerne.
Stormændene tog hans Søn Khusrau til Konge, Hormizd
blev blindet og snart efter dræbt i Fængselet.
Men da Hæren gik over til Varhrân, der ogsaa
havde antaget Kongenavn (Varhrân VI),
maatte Khusrau flygte til Kejser Mauritios. Ved
dennes Indblanding fik han Overhaand,
Varhrân flygtede til Tyrkerne, hvor han siden blev
myrdet. Khusrau II Parvêz (590—628)
benyttede Mauritios’ Drab som Paaskud til en
Krig med Byzans, som førtes med stor
Grusomhed, og i hvilken den kraftige Kejser Herakleios
vandt store Sejre over Perserne. Khusrau II
var en selvraadig Despot og en Vellystning;
navnlig var han en Elsker af Musik; hans
Kærlighedsforhold til Kristenpigen Shîrîn besynges
i den senere pers. Poesi. De nærmeste fire Aar
efter Khusrau’s Død er et Kaos af
Tronrevolutioner, hvor ikke mindre end tolv Personer,
deriblandt fl. Kvinder, hersker. Byzantinerne
afløses imidlertid af en langt farligere Fjende,
Araberne. Først da den unge Jazdgard III
kom paa Tronen 632, optraadte Perserne med
større Kraft, men deres velorganiserede Hære
kunde ikke staa sig mod de fanatisk
fremstormende Muhammedanere. Efter en heltemodig
Modstand bukkede Perserne under i det vældige
Slag ved Kadesia, hvor den store Feltherre
Rustam faldt (636). Dermed laa P. aaben. Ktesifon
blev indtaget, og umaadelige Rigdomme faldt
i Arabernes Hænder. Stykke for Stykke blev
Landet erobret. 642 tilføjede Araberne atter
Perserne et Nederlag ved Nehavend, men to arab.
Overfeltherrer faldt i den frygtelige Kamp.
Jazdgard maatte trække sig længere og længere
tilbage mod N. som i sin Tid Dareios III. Da
Araberne ogsaa naaede til hans sidste
Tilflugtssted Merv, flygtede han alene bort og søgte Ly
i en Mølle, hvor han blev myrdet (651). Da var
omtr. hele Iran undertvunget. Kun i Tabaristan,
Egnen S. f. det kaspiske Hav, kunde Araberne
ikke trænge ind. Her herskede et indfødt
Dynasti i fl. Aarhundreder.

Islam fortrængte ikke brat den gl. Tro.
Parsermenigheder vedblev at bestaa Aarhundreder
igennem i alle Dele af Riget, og saa sent som i
9. Aarh. tog den teol. Pehlevilitteratur et stort
Opsving. Zarathustra’s Lære betragtedes
ligesom Jødedom og Kristendom som en tilladt Tro,
kun skulde dens Bekendere betale Personskat.
Men alligevel omvendte Perserne sig i Masser
til Islam, de lavere Klasser for at sikre sig
bedre Behandling og Skattefrihed, Landadelen for
at faa de indbringende Stillinger som
Skatteopkrævere. Befolkningen var ogsaa bedst tilfreds
med at have sine Landsmænd til
Skatteopkrævere, da Araberne udsugede og mishandlede
Iran. Under de omajjadiske Kalifer var
Perserne ringeagtede, og dog erklærede Kalifen
Suleimân, at Araberne ikke kunde undvære dem
et Øjeblik. Persisk og byzantinsk Kultur var
den Basis, hvorpaa Omajjadekalifatets Hof- og
Statsliv byggedes op. Hadet til Undertrykkerne
var en medvirkende Aarsag til, at Shiismen
vandt særlig Fodfæste hos Perserne. Denne opr.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0031.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free