- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
22

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

politiske Doktrin, Betragtningen af Ali og hans
Slægt som de retmæssige Kalifer, blev til en
religiøs Lære. Ali og hans Sønner Hasan og
Husein æredes næsten lige saa højt som Profeten;
opr. islamfremmede Træk kom til; der opstod
en shiitisk Traditionsvidenskab. Der udbrød fl.
shiitiske Oprør i de ny Byer Kufa og Basra,
hvis Befolkning for en stor Del var pers.
Shiismen og den Perseraanden forherligende
Shuubisme hjalp Abbassiderne frem til Kalifatet
(750), og hvorvel de første Abbassider
lønnede deres Hjælpere med Utak, kom
Perserne nu meget hurtig stærkt i Forgrunden.
Abbassidernes Hof og Stat var i Virkeligheden en
Fortsættelse og Efterligning af Sasanidernes.
Den ædle, højtbegavede Statsmandsfamilie
Barmakiderne, som var de første Abbassiders tro
Støtter, indtil de knustes af Hârûn-er-Raschîd,
var Efterkommere af en gl Magerslægt. Ogsaa
det store Opsving i Litt. og Videnskab skyldes
Persere. I selve Iran herskede i denne Tid stor
religiøs Forvirring. De forsk. Partier: ortodokse
Sunnitter, Shiitter, Mutazilitter, Zarathustriere
o. s. v. stredes indbyrdes, den ene Sekt opstod
efter den anden, saaledes Ismaelitternes (s. d.)
velorganiserede Samfund, de mest
yderliggaaende Shiitter. Gl. manikæiske og mazdakitiske
Ideer levede videre. Et kommunistisk Oprør,
der lededes af Bâbek, brød ud c. 815. Kalifen
Mamun’s Hære blev fl. Gange slagne af disse
Sekterere, som nu kaldte sig Khurramiter, og
først under Motasim blev Oprøret slaaet ned
(837).

Paa denne Tid opstod i Iran det første
islamitiske Rige under et indfødt Fyrstehus,
Tâhiriderne. C. 820 søgte Statholderen i de
østlige Prov., Tâhir, at gøre sig uafhængig af
Kalifatet. Han døde snart efter, men hans
Sønner Talha og Abdallah herskede
eneraadig i Chorasan og Transoxanien, hvilket sidste
Land de lod bestyre af Sâmân’s Søn Asad og
hans Efterkommere. Tâhiriderne anerkendte
formelt Kalifens Overhøjhed og sørgede for at
staa i godt Forhold til ham; de fik derfor
tillige Statholderskabet i Irak (Mesopotamien) og
Stillingen som Militærguvernør over Bagdad.
Under Tâhir II begyndte Høvdingen
Jakûb-es-Saffâr (ɔ: Kobbersmeden) at forurolige
Riget, og da flere Oprør kom til, og Kalifen
Mutazz satte Splid mellem Tâhiriderne, bukkede
Muhammed, Tâhir II’s Søn, under for
Jakub (873). Denne, Stifteren af
Saffaridernes Dynasti, erobrede Størstedelen af Iran
og begyndte aabenbare Fjendtligheder mod
Kalifen, men døde 879. Hans Broder Amr
stillede sig forsonlig over for Kalifatet,
opnaaede derved1 Tildeling af de østlige Provinser;
men da han vilde tage Transoxanien i
Besiddelse, blev han slaaet og taget til Fange af
Statholderen der, Ismaîl af Sâmân’s Æt (900).
Denne store Feltherre grundede et varigere
Herredømme for sin Slægt, Samaniderne,
og under dette fint dannede, for Litteratur og
Videnskab begejstrede Fyrstehus naaede det
nypersiske Aandsliv sin første Blomstring. Ismaîl
samlede ved Vaabenmagt det meste af Iran og
stillede sig i venligt Forhold til Kalifen uden
dog at være afhængig af ham. Han døde 908.
Nasr II (914—43) samlede et Hof af Digtere
og Sangere om sig. Under hans Søn Nûh II
(943—54) begyndte Kampene med de pers.
Bujider, som havde berøvet Kalifen den sidste
Rest af verdslig Magt og bemægtiget sig det
sydvestlige Iran og det meste af Forasien, og
disse Kampe fortsattes i den flg. Tid, medens
samtidig Oprør af overmægtige Lensmænd gav
de samanidiske Fyrster nok at bestille indadtil.
Mansûr I (961—76) lagde sig ud med sin
mægtigste Emir, Tyrken Alptegîn, der rev sig
løs fra Riget og satte sig fast i Østiran i Egnen
om Ghazna. Under Nûh III (977—97) paakaldte
de oprørske Stormænd Boghrâ Khân af
Turkestan, og Nûh maatte anraabe Alptegîn’s
Efterfølger, den ligeledes tyrk. Sebuktegîn om Hjælp.
De sidste Samanider var kun Lededukker i de
indbyrdes stridende Stormænds Hænder, og til
sidst gjorde Boghrâ’s Søn Ilek Khân og
Sebuktegîn’s Søn Mahmûd Ende paa deres
Herredømme (999). Nûh III’s yngste Søn Muntasir
førte flere Aar igennem en heltemodig Kamp
med dem, men blev 1004 dræbt af arab.
Beduiner. Mahmûd hlev snart Eneherre. Samtidig
med Samaniderne herskede i Tabaristan
Sijariderne, hvoraf de bekendteste er
Vashmgîr og Kâbûs; for svage til selv at modstaa
de to mægtige Naboer, Bujiderne og
Samaniderne, valgte de endelig at slutte sig til
disse sidste. Kâbûs’ Søn blev Vasal af Mahmûd,
der tillige bemægtigede sig de bujidiske
Smaastater i Medien og Ispahan. Mahmûd, den egl.
Stifter af Ghaznavide dynastiet, undertvang
endvidere Afghanerne, brød langt ind i Indien
og erobrede Pandshab. Han var en stor
Feltherre og en kraftig Statsmand, men tillige en
fanatisk ortodoks, der gik haardt frem mod alle
anderledestroende, Zarathustriere, Shiitter og
ind. Hedninge. Uden selv at besidde nogen
højere Dannelse samlede han paa Digtere og
Videnskabsmænd, for at deres Ry kunde tjene
til hans egen Forherligelse. Med ham kom Iran
atter under Fremmedherredømmet, og
Tyrkerne huserede i 11. Aarh.’s første Halvdel som i
sin Tid Araberne. Straks efter Mahmûd’s Død
(1030) begyndte det store, uensartet
sammensatte Rige at falde fra hinanden. Masûd
(1031—41) og Maudûd (1042—49) søgte forgæves at
modstaa Brødrene Togrul Beg og
Tschâkyr Beg af de tyrk. Seldjukiders Slægt;
de blev trængte ud af Iran Skridt for Skridt, og
Maudûd’s Efterfølger Ibrahîm beholdt
foruden sine ind. Lande kun et lille Stykke af det
østlige Iran. I alt det øvrige blev Seldjukiderne
Herrer. De tapre Brødre Togrul og Tschâkyr
udstrakte ogsaa deres Magt over Irak og
styrtede Bujidernes Hovedlinie fra Stillingen som
som Emîr-el-Umarâ i Bagdad. Tschâkyr døde
1059, Togrul 1063. Tschâkyr’s Søn Alp
Arslân
(1063—72) var en stor Kriger, som ved
heldige Kampe med Byzans, de ægypt.
Fatimider og de forsk. Smaariger i Forasien
sikrede Rigets Grænser. Han døde under
Forberedelserne til et Tog mod Transoxanien. Under
ham og endnu mere under hans Søn
Melikshâh (1072—92) sørgede den udmærkede
Vezir Nizâm-el-mulk for den indre Udvikling,
Statsmagtens Befæstelse, Næringsvejenes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0032.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free