- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
23

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ophjælpning og Videnskabens Dyrkning. Fl.
Universiteter oprettedes. En ny, frygtelig Fjende
opstod i den fanatiske Hasan Sabbâh, der
tilhørte Ismailitternes yderliggaaende shiitiske
Retning, og som fra sin befæstede Klippeborg
Alamût udsendte sine Snigmordere mod Fyrster
og andre fremragende Mænd og blev en
Skræk for hele Orienten. Denne Gren af
Ismailitterne kaldtes Assassinere. Nizâm-el-mulk
faldt for deres Haand 1092, og kort efter døde
Melikschâh. Hans Søn, den svage
Barkiaruk’s Regeringstid (1092—1105) var opfyldt af
Sammensværgelser og indre Kampe. Dennes
Broder Muhammed (1105—18) bragte med
Kraft og Grusomhed Landet til Ro. Betydeligere
end han var dog hans Efterfølger, Melikschâh’s
yngste Søn Sandjar (1118—57); dog led han
haarde Nederlag over for fjendtlige Stammer i
Turkestan. Landene V. f. Chorasan, over hvilke
Sandjar ikke brød sig om at hævde sit
Herredømme, delte sig i en Mængde Smaastater
under forsk. Kondottierefyrster, de saakaldte
Atabeger (Zengider i Mosul, Salgarider i
Fars, Pehlevanider i Azerbeidjan o. s. v.).
I Kerman herskede indtil 1187 en seljukidisk
Sidelinie. Ved Sandjar’s Død oversvømmedes P.
af Fjender, idet Khârezmschâherne (fra
Khârezm, det nuv. Khiva) brød ind fra Nord,
Guriderne, Ghaznavidernes Overvindere, fra
Øst. Ogsaa Assassinerne blandede sig i disse
Kampe. Khârezmschâhen Atzis havde hævdet
sin Uafhængighed af Sandjar. Hans Sønnesøn
Takasch (1172—1200) begyndte paa den
Erobringspolitik, som fortsattes af
Muhammed II (1200—1220); Medien, Chorasan og
Kerman blev erobrede, Transoxanien taget fra
Turkmenerne og Guriderne drevne tilbage.
Muhammed vilde nu til at afsætte Kalifen i
Bagdad, da han blev standset af Mongolerne under
Djingiz-Khan. Over for denne frygtelige
Fjende maatte Muhammed, der ikke havde
faaet Tid til at organisere sit Rige, give tabt.
Den sidste Khârezmschâh, den heltemodige
Djelâl-ed-dîn, bukkede til sidst under i den
tragiske Kamp 1231. Da var Mongolerne Irans
Beherskere. Lig og rygende Grushobe betegnede
overalt de vilde Erobreres Vej. Mongolerne
rasede værre, end Araberne og Tyrkerne havde
gjort. Under Djingiz-Khân’s Sønnesøn
Storkhanen Mangû var dennes Broder Hûlâgû
Persiens egl. Herre. Han og hans Efterkommere
førte Titlen Ilkhâner. Hûlâgû udryddede
Assassinerne (1256), men denne Velgerning gavnede
ikke det ulykkelige Land synderlig, da han selv
rasede og hærgede som sin Bedstefader. Han
omstyrtede Kalifatet i Bagdad 1258.
Efterhaanden blev de mongolske Herskere dog mere
menneskelige. De gik over til Islam, antog pers.
Levevis og benyttede pers. Ministre. Men det
gik dette Dynasti som alle de andre. Dets Kraft
svækkedes, og selvstændige Smaastater,
Kondottiereriger og Røverfyrstendømmer, skød op i
alle Kanter af Ilkhânernes Rige,
Djelairider i Bagdad, Muzafferider i Shiras,
Serbedarer (ɔ: Galgenfugle) i Sebzevar i
Chorasan o. s. v. Efter Midten af 14. Aarh.
opstod saa en ny Erobrer i Tîmûr-i-leng
(Tamerlan). Han samlede under mange Kampe
hele Iran og Kashgar, foretog Plyndringstog ind
i Indien, besejrede og fangede den osmaniske
Sultan Bâjezîd og tænkte paa at drage mod
Kina, da Døden standsede ham (1405). Ved ham
fik P. endnu engang den mongolske Vildskab
at føle. Timur’s Søn Shâh Rukh (d. 1447)
forenede Sans for Videnskab og Litteratur med
krigersk Dygtighed; men snart efter splittedes
ogsaa Timuridernes pers. Rige i Smaastykker,
og efter en Snes Aars Forløb var hele P. med
Undtagelse af Chorasan og Sistan i Hænderne
paa Turkmenerhøvdingen Uzûn Hasan (ɔ:
lange Hasan). Med ham satte Venetianerne sig
i Forbindelse mod Osmanerne; han blev dog
slaaet af disse (1473) og døde fem Aar efter.
Hans Efterfølgere kom i indbyrdes Strid, og
samtidig erobrede Uzbegen Sheibânî det
østlige Iran.

Under denne Forvirring opstod den Mand,
der atter skulde samle P. under en national
Regering. Det var Ismaîl af den for sin
Fromhed og Hellighed berømte
Sefavideslægt. Han benyttede Striden mellem sin
Svigerfader Uzûn Hasan’s Efterfølgere, satte sig
i Besiddelse af Medien, Azerbeidjan m. m. og
antog Titlen Konge. 1508 havde han det meste
af P.; siden blev Sheibânî slaaet og faldt i
Kampen. Shiismen blev nu definitivt ophøjet til
Statsreligion. Osmanersultanen Selim I’s
grusomme Shiiterforfølgelse fremkaldte en Krig,
hvor Ismaîl var uheldig. Endog hans Hovedstad
Tabriz blev erobret. Forhandlinger førtes
mellem ham og Kejser Karl V om Forbund mod
Tyrkerne; de fortsattes, efter at Ismaîl 1524 var
efterfulgt af sin Søn Tahmâsp I (d. 1576),
men førte ikke til noget Resultat. Denne svage
Konge led flere Nederlag mod Sultan Soliman I,
Bagdad og Armenien gik tabt, og Residensen
maatte flyttes fra Tabriz til Kazvin.
Vellystningen Ismaîl II omkom efter et Aars Regering,
rimeligvis dræbt ved Gift, og under hans
Broder Muhammed Khodâbende
(1577—87) truede voksende indre Uroligheder Riget
med Undergang. Frelseren blev Khodâbende’s
Søn Abbâs I den Store (1587—1629).
Støttet paa et forbedret Krigsvæsen tilføjede han
Uzbegerne et afgørende Nederlag, fratog
Tyrkerne alle deres Erobringer og Portugiserne
Ormuz i den pers. Bugt. Han skaffede
Befolkningen Sikkerhed for Liv og Gods ved strenge
Forholdsregler mod Røvere og Urostiftere,
anlagde Landeveje, byggede Broer, Basarer o. l.
Ispahan blev Residensen. Skønt selv en from
Shiit viste han stor Tolerance og tilstod bl. a.
de kristne, europ. Indvandrere Trosfrihed og
forsk. Privilegier mod, at de afholdt sig fra
Propaganda. Grusomhed viste han oftere, bl. a.
lod han af Misundelse sin haabefulde ældste Søn
Sefî Mîrzâ dræbe. Under Abbas’ Efterfølgere
Sefî Mîrzâ’s Søn, Tyrannen Sefî I (1629—41),
dennes Søn, den udsvævende Abbâs II
(1641—66) og den pragtlystne Sefî II ell.
Suleimân (1666—94) gik det med raske Skridt
tilbage med Sefavidernes Magt. Osmanerne tog
Bagdad tilbage, og Uzbegerne udstrakte deres
Plyndringstog til Chorasan. Suleimân’s Søn
Husein var ganske uduelig.
Afghanerhøvdingen Mahmûd oversvømmede P. og tog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0033.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free