Print (PDF) - On this page / på denna sida - Persien - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 23 — Persien hjælpning og Videnskabens Dyrkning. Fl. Universiteter oprettedes. En ny, frygtelig Fjende opstod i den fanatiske Hasan Sabbåh, der tilhørte Ismailitternes yderliggaaende shiitiske Retning, og som fra sin befæstede Klippeborg Ala-mut udsendte sine Snigmordere mod Fyrster og andre fremragende Mænd og blev en Skræk for hele Orienten. Denne Gren af Is^ mailitterne kaldtes Assassinere. Nizåm-el-mulk faldt for deres Haand 1092, og kort efter døde Melikschåh. Hans Søn, den svage Barkia-r u k's Regeringstid (1092—1105) var opfyldt af Sammensværgelser og indre Kampe. Dennes Broder Muhammed (1105—18) bragte med Kraft og Grusomhed Landet til Ro. Betydeligere end han var dog hans Efterfølger, Melikschåh's yngste Søn Sandjar (1118—57); dog led han haarde Nederlag over for fjendtlige Stammer i Turkestan. Landene V. f. Chorasan, over hvilke Sandjar ikke brød sig om at hævde sit Herredømme, delte sig i en Mængde Smaastater under forsk. Kondottierefyrster, de saakaldte Ata-beger (Z e n g i d e r i Mosul, Salgarider i Fars, Pehlevanider i Azerbeidjan o. s. v.). I Kerman herskede indtil 1187 en seljukidisk Sidelinie. Ved Sandjar's Død oversvømmedes P. af Fjender, idet Khårezmschåherne (fra Khårezm, det nuv. Khiva) brød ind fra Nord, Guriderne, Ghaznavidernes Overvindere, fra Øst. Ogsaa Assassinerne blandede sig i disse Kampe. Khårezmschåhen A t z i s havde hævdet sin Uafhængighed af Sandjar. Hans Sønnesøn Takasch (1172—1200) begyndte paa den Erobringspolitik, som fortsattes af M u h a m -med II (1200—1220); Medien, Chorasan og Kerman blev erobrede, Transoxanien taget fra Turkmenerne og Guriderne drevne tilbage. Muhammed vilde nu til at afsætte Kalifen i Bagdad, da han blev standset af Mongolerne under D j i n g i z-K h a n. Over for denne frygtelige Fjende maatte Muhammed, der ikke havde faaet Tid til at organisere sit Rige, give tabt. Den sidste Khårezmschåh, den heltemodige D j e 1 å 1-e d-d i n, bukkede til sidst under i den tragiske Kamp 123*1.. Da var Mongolerne Irans Beherskere. Lig og rygende Grushobe betegnede overalt de vilde Erobreres Vej. Mongolerne rasede værre, end Araberne og Tyrkerne havde gjort. Under Djingiz-Khån's Sønnesøn 'Storkhanen M a n g u var dennes Broder H u 1 å g u Persiens egl. Herre. Han og hans Efterkommere førte Titlen Ilkhåner. Hulågu udryddede Assassinerne (1256), men denne Velgerning gavnede ikke det ulykkelige Land synderlig, da han selv rasede og hærgede som sin Bedstefader. Han omstyrtede Kalifatet i Bagdad 1258. Efterhaanden blev de mongolske Herskere dog mere menneskelige. De gik over til Islam, antog pers. Levevis og benyttede pers. Ministre. Men det gik dette Dynasti som alle de andre. Dets Kraft svækkedes, og selvstændige Smaastater, Kondottiereriger og Røverfyrstendømmer, skød op i alle Kanter af Ilkhånernes Rige, D j e 1 a i r i -der i Bagdad, Muzafferider i Shiras, Serbedarer (o: Galgenfugle) i Sebzevar i Chorasan o. s. v. Efter Midten af 14. Aarh. opstod saa en ny Erobrer i Timu r-i-1 eng (Ta-merlan). Han samlede under mange Kampe hele Iran og Kashgar, foretog Plyndringstog ind i Indien, besejrede og fangede den osmaniske Sultan Båjezid og tænkte paa at drage mod Kina, da Døden standsede ham (1405). Ved ham fik P. endnu engang den mongolske Vildskab at føle. Timur's Søn Shah Rukh (d. 1447) forenede Sans for Videnskab og Litteratur med krigersk Dygtighed; men snart efter splittedes ogsaa Timuridernes pers. Rige i Smaastykker, og efter en Snes Aars Forløb var hele P. med Undtagelse af Chorasan og Sistan i Hænderne paa TurkmenerhøvdJhTgen Uzun Hasan (o: lange Hasan). Med ham satte Venetianerne sig i Forbindelse mod Osmanerne; han blev dog slaaet af disse (1473) og døde fem Aar efter. Hans Efterfølgere kom i indbyrdes Strid, og samtidig erobrede Uzbegen Sheibåni det østlige Iran. Under denne Forvirring opstod den Mand, der atter skulde samle P. under en national Regering. Det var Ismail af den for sin Fromhed og Hellighed berømte Sef a videslæg t. Han benyttede Striden mellem sin Svigerfader Uzun Hasan's Efterfølgere, satte sig i Besiddelse af Medien, Azerbeidjan m. m. og antog Titlen Konge. 1508 havde han det meste af P.; siden blev Sheibåni slaaet og faldt i Kampen. Shiismen blev nu definitivt ophøjet til Statsreligion. Osmanersultanen Selim I's grusomme Shiiterforfølgelse fremkaldte en Krig, hvor Ismail var uheldig. Endog hans Hovedstad Tabriz blev erobret. Forhandlinger førtes mellem ham og Kejser Karl V om Forbund mod Tyrkerne; de fortsattes, efter at Ismail 1524 var efterfulgt af sin Søn Tahmåsp I (d. 1576), men førte ikke til noget Resultat. Denne svage Konge led flere Nederlag mod Sultan Soliman I, Bagdad og Armenien gik tabt, og Residensen maatte flyttes fra Tabriz til Kazvin. Vellystnin-gen Ismail II omkom efter et Aars Regering, rimeligvis dræbt ved Gift, og under hans Broder Muhammed Khodåbende (1577— 87) truede voksende indre Uroligheder Riget med Undergang. Frelseren blev Khodåbende's SønAbbåsIdenStore (1587-1629). Støttet paa et forbedret Krigsvæsen tilføjede han Uzbegerne et afgørende Nederlag, fratog Tyrkerne alle deres Erobringer og Portugiserne Ormuz i den pers. Bugt. Han skaffede Befolkningen Sikkerhed for Liv og Gods ved strenge Forholdsregler mod Røvere og Urostiftere, anlagde Landeveje, byggede Broer, Basarer o. 1. Ispahan blev Residensen. Skønt selv en from Shiit viste han stor Tolerance og tilstod bl. a. de kristne, europ. Indvandrere Trosfrihed og forsk. Privilegier mod, at de afholdt sig fra Propaganda. Grusomhed viste han oftere, bl. a. lod han af Misundelse sin haabefulde ældste Søn Sefi Mirzå dræbe. Under Abbas' Efterfølgere Sefi Mirzå's Søn, Tyrannen Sefi I (1629—41), dennes Søn, den udsvævende Abbas II (1641 —66) og den pragtlystne Sefi II ell. S u 1 e i -m å n (1666—94) gik det med raske Skridt tilbage med Sefavidernes Magt. Osmanerne tog Bagdad tilbage, og Uzbegerne udstrakte deres Plyndringstog til Choraisan. Suleimån's Søn Hu-s e i n var ganske uduelig. Afghanerhøvdingen Mahmud oversvømmede P. og tog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
